Du kan købe dig til meget – men ikke forældreskab, påpeger børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.
Selvfølgelig kan det lykkes at finde en god og varm pige, som vil passe ens barn det bedste, hun formår. Men en ung pige vil og kan ikke give den samme omsorg som barnets egne forældre, da hun slet ikke er psykisk forbundet til barnet, som en mor eller far er det.
„Hun vil gøre det så godt, hun kan, men hvad har hun reelt at byde på?” spørger børnepsykolog Margrethe Brun, der understreger, at det kræver en utrolig høj etik og moral hos alle, som har med børn at gøre, for man er ikke psykisk forbundet til andre folks børn, og dermed kan man ikke give andre folks børn den kærlighed og medleven, som de har fortjent.
En ung pige vil aldrig kunne erstatte mor eller far
„Derfor skal man altid være varsom med at lade andre overtage forældrepligter. For den dybe kontakt vil altid mangle – og den har små børn så forfærdelig meget brug for,” siger Margrethe Brun.
Hun understreger, at hun har stor forståelse for, at travle familier kan føle, at de har brug for en ekstra hånd i hjemmet.
„Men så vær opmærksom på at finde en hushjælp, som primært tager sig af de praktiske gøremål i hjemmet. Brug hende til at rede senge, rydde op, lave mad og hente børn eventuelt også. Men tro ikke, at du selv kan arbejde til klokken 21, blot fordi dit barns fysiske behov er dækket,” siger Margrethe Brun.
Bristede følelser
Noget andet, som det er vigtigt at være opmærksom på, før man inviterer en fremmed til at flytte ind, er, at det er utrolig smertefuldt for børnene, når personen så flytter fra dem igen.
„Hvis det er en god pige, så knytter børnene automatisk følelsesmæssige bånd til hende, og de brister, når de så bliver forladt igen. Ifølge teorien omkring tilknytningsevne, så holder et barn op med at knytte sig tæt til et menneske, når det har oplevet at blive forladt og dermed svigtet flere gange. Børn er rigtig gode til at beskytte sig selv mod bristede følelser, og tilknytningsevnen kan være ødelagt for resten af livet,” siger Margrethe Brun.