Livet handler kun om mit barn

Flere og flere børnefamilier har deres egne regler og ritualer og forventer, at omverdenen lader sig styre af det.
For verdens centrum er jo vores børn – og bør være det. Eller hvad?

Alle børnefamilier har deres egne regler og ritualer, som vi med større eller mindre beslutsomhed og succes prøver at følge. Eftermiddagsluren mellem 13 og 15. Middagsmad med mindst to typer grøntsager klokken 18.30, efterfulgt af en skål Matadormix til Disneysjov om fredagen.

Formålet er klart: Vi ønsker at give vores børn nogle faste rammer og en tryghed i en ofte stresset hverdag. Så langt så godt.

Men vi kan ikke sige os fri for at blive lidt småfornærmede over, at mormor har arrangeret kæmpe fødselsdagsfrokost på fin restaurant midt i den mindstes eftermiddagslur. Kunne hun ikke i stedet have inviteret lidt færre venner med og så derhjemme til kaffe og lagkage klokken 4?

Nåh ikke, men så kan vores lille familie altså ikke komme, hmmm! Vi forventer på det nærmeste, at omverdenen har styr på vores yndige poders foretrukne retter – og så naturligvis at de bruger den viden til noget.

Har vores venner planer om at servere en ”voksenmenu”, så er det næsten en selvfølge, at de midt i Boullibaisen også lige har haft tid og overskud til at koge lidt pastaskruer til lille Magnus, lave pølser i svøb til kære Laura og lidt hjemmelavede frikadeller til Josephine – uden mel forstås, for hun tåler jo ikke gluten. Som alle da må vide.

Og så synes vi da kun, det er naturligt, at der er gjort plads til vores smækre unge ved siden af os ved højbordet. For hvem vil ikke elske at bruge deres aften på at imponeres over vores barns glubende appetit og samtidig more sig over, hvor hurtigt både barn, bord og hagesmæk kan fedtes ind i sovs og kartofler?

Børn skal høres og ses Caroline Eich Heine, der er psykolog og mor til tvillinger, mener, at tidens opdragelsesidealer står i stærk kontrast til det gamle og konservative synspunkt om, at ”børn skal ses, men ikke høres”. For vi er heldigvis blevet klogere ...

Børn er ikke små udstillingsdukker uden lyd. Børn har også brug for at blive hørt. Spørgsmålet er bare, om vi ikke er tippet lige lovlig meget over i den anden grøft og ikke alene har givet børnene suveræn brugsret til volumenknappen, men også til at ”styre” os – og i bedste fald også vores omgivelser!