Måske er du ikke altid lige enig med dine (sviger)forældre om, hvad der er bedst for dine unger. Få familiecoach Jørgen Svenstrups bedste tip til, hvordan du bliver bedre til at kommunikere og sige fra - på den gode måde!
1. Forstå, at de vil det bedste – og ikke kan lade være!
De kan godt være en anelse irriterende engang imellem, de kære bedsteforældre. Måske overruler de fuldstændig en beslutning, du har taget om, at dit barn ikke skal have cola. Måske tager de din pode i forsvar, bedst som du prøver at sætte en tydelig grænse. Så er det let at begynde at snerre – eller blive vred indeni uden at få sagt fra.
Men vil du have en god kommunikation med dit barns bedster, så træk vejret dybt, og tænk på, at dine forældre og svigerforældre gør det i den allerbedste hensigt. De har bare så hulens nemt ved at føle ejerskab over børnebørnene, fordi de selv har været i forældrerollen med deres eget lille pus (dig!), så det er en naturlig drift for dem at gå hele vejen. Hvis du har i baghovedet, at de vil dine unger det absolut bedste, tyer du sikkert ikke lige så hurtigt til konflikt næste gang de er umulige. I stedet får du frihed til at reagere på en rolig måde, der er mere hensigtsmæssig for jer alle.
2. Vent med at løse konflikten, til du er okay
Hvis din mor eller svigermor overskrider dine grænser, er det rigtig fint at sige det med det samme. Men kun hvis du kan sige det på en konstruktiv måde. Er du kapret af dine egne følelser, kan du let komme til at handle irrationelt. Og så er det bedre at vente med at løse konflikten, til du har overskud og har tænkt igennem, hvad du vil sige. Men vent ikke for længe! Det er ikke rart at gå rundt og bære nag og bruge en masse unødig mental energi på det.
3. Sig undskyld, hvis du fik sagt noget dumt
Hvis skaden er sket, og du fortryder måden, du fik sagt fra på over for dine forældre eller svigerforældre, så sig undskyld. Det er enormt svært at være sur på et menneske, der siger undskyld. Men stå også ved dine følelser. Sig stille og roligt ‘hør her, jeg reagerede enormt følelsesladet, og det var ikke meningen. Det, det handler om, er simpelthen, at vi gerne vil have, I respekterer vores holdninger til, hvad Agnes må se i fjernsynet’.
Børnene skal ikke høre jeres konflikt - læs videre på næste side>>