Det tog to år, før det lykkedes at blive gravid første gang, men nu bliver studievært Sisse Fisker pludselig mor til to på rekordtid.
Vi er i Grækenland i sommeren 2009. Journalist og studievært Sisse Fisker vågner op på sit hotelværelse. Hjemme i Danmark har hun efterladt kæresten, Sune, som har travlt med arbejde, men Sisse havde bare brug for at komme væk. Væk fra to års forhåbninger og bekymringer og et ukendt antal negative graviditetstest.
Som den, hun netop har taget et par dage forinden. Negativ. Igen. Hurtig booking af flybillet til søndag. Væk, væk, væk. Nu er det mandag morgen i Grækenland, og Sisse slår øjnene op – og har kvalme og spændte bryster.
“Så tog jeg en test igen, og pling, så var der to streger!” fortæller hun. Efter to års kamp sidder Sisse Fisker pludselig mutters alene på en græsk ø med en positiv test i hånden.
“Jeg syntes ikke, jeg kunne sige det til Sune over telefonen, så jeg gik rundt alene i en uge og var lykkelig og fortalte det til en masse grækere, mens jeg gik på internetcaféer og googlede graviditets-info – hvad må jeg egentlig, må jeg spise tzatziki?”
Sisse købte en flaske græsk olivenolie, klistrede den positive test fast på flasken og skrev et kort til kæresten.
“Her er en gave, jeg tror, du kommer til at elske hele livet,” stod der blandt andet.
Bare kom i gang!
Hvis Sisse Fisker havde vidst, at det ville tage to år at blive gravid, havde hun kunnet ruste sig med lidt mere tålmodighed.
“Men det er den der uvished. Hvad nu hvis det ikke lykkes? Alle mine veninder blev gravide, bare de tænkte på det, så det var nogle lange 24 måneder, hvor jeg så barnevogne og tykke maver overalt,” fortæller hun.
Det er også ganske urimeligt, at det ikke bare sker, når man nu har besluttet sig for det og lagt planer.
“Jeg har altid gerne villet have børn, men har også prioriteret min karriere, og når man så beslutter sig for, at nu skal det være, så må det også gerne komme,” siger Sisse, som opfordrer andre, hun kender, til bare at komme i gang, nu hvor hun ved, at det godt kan tage tid.
Hvorfor det tog to år, ved hun ikke præcist, men måske var den sportsglade tv-vært lidt for aktiv.
“Jeg løb maraton og havde ikke regelmæssig menstruation, fordi jeg trænede så meget, og på et tidspunkt var der en læge, der sagde ‘jeg tror, du skal skære ned på træningen’. Men det var også psykologisk, fordi jeg så gerne ville, tror jeg.”
Og så var der to - læs videre på næste side>>