Foto: Scanpix

Marte Meo: Sæt ord på dit barns følelser

Hvad er marte meo?
Marte meo betyder ‘ved egen kraft’ og tager udgangspunkt i, at du kan hjælpe dit barn til at udnytte sine resurser bedst muligt ved at understøtte og anerkende dets følelser og initiativer. I praksis bruger marte meo terapeuten videooptagelser af dagligdagssituationer til at kigge på samspillet og kommunikationen mellem far, mor og barn. I stedet for at påpege, hvad I gør forkert, tager terapeuten altid udgangspunkt i de gode ting, I gør. På den måde inspirerer hun jer til at gøre mere af ‘det rigtige’. I et typisk forløb gennemgår terapeuten tre-fem videoer sammen med jer med et par ugers mellemrum. På den måde bliver det tydeligt, hvordan I udvikler jeres samvær med husets mindste beboer.
TEMA: Marte Meo-opdragelse

Når man er to år, er det okay at være dødfrustreret over, at man skal have børstet tænder eller ikke må få flere rosiner og det er okay at være gal i skralden. Når du sender det signal til dit barn, viser du hende, at du forstår, hvad der sker i det lille sind. Anerkendende pædagogik er en vej til at forme dit barn til et menneske i balance – og til at komme nemmere gennem hverdagens konflikter.

Du har sikkert oplevet din lille egotripper ryge helt op i det røde felt over noget, der i din verden er en bagatel. Som for eksempel at du hælder for meget mælk på frøkenens cornflakes eller placerer den forkerte ske ved siden af herrens tallerken. Når der bliver tændt for tudemaskinen over sådan en ubetydelighed, er din første impuls måske at udbryde: ‘Det er da ikke noget at græde over, spis nu din mad!’

Desværre er sandsynligheden for, at din velmenende kommentar får barnet til at indse, at der ikke var nogen grund til at lukke op for vandhanerne, mikroskopisk. Men ifølge marte meoterapeut og supervisor Kirsten Bork er det en helt naturlig reaktion, at du som forældre straks prøver at lægge låg på skrigeriet.

"Vi kan ikke lide, at vores børn er kede af det, og derfor får vi lyst til at tage dem ud af den negative følelse med det samme," forklarer hun.

"Og i virkeligheden er det en sund indstilling at have, for når dit spædbarn græder, er det jo vigtigt, at du straks forsøger at trøste det."

Lad barnet blive rasende
Spædbarnets gråd er nemlig som regel udtryk for, at det har brug for hjælp til at få opfyldt et behov for mad, søvn eller tryghed. Men i takt med at din baby vokser sig større, markerer vredesudbruddet oftere og oftere en selvstændig mening. Og når det er tilfældet, er det en god idé at give banditten lov til at blive lidt i sin umiddelbare følelse i stedet for straks at sætte spørgsmålstegn ved, om grådanfaldet var berettiget, mener Kirsten Bork.

Hun er uddannet sundhedsplejerske, og de seneste 10 år har hun arbejdet med den pædagogiske metode marte meo. Metoden bygger på det, der kaldes anerkendende pædagogik, som handler om, at vi skal komme vores børn i møde ved at anerkende og rumme deres følelser og initiativer – både de negative og de positive.

“Det giver selvværd og tro på sig selv, når man bliver mødt i den følelse, man har. Når du viser dit barn, at det er okay, at det mærker efter, hvordan det har det, og at det er i orden både at blive sur, vred og ked af det, så oplever barnet, at du respekterer det,” forklarer Kirsten Bork, som peger på, at konflikterne tit opstår, når du vil have dit barn til at gøre noget.

Tal til følelsen, ikke fornuften - læs videre på næste side>>

 
 
AFSTEMNING

Hvor mange timer er dit barn dagligt i vuggestue/dagpleje?