Feber, snot og løbemave er følgesvende i de første år af dit barns liv. Ikke alene er børnehave og vuggestue det rene paradis for bakterier og vira – det tager også tid, før junior har opbygget et stærkt immunforsvar. Få viden om de forskellige sygdomme, dit barn skal igennem, og gør, hvad du selv kan, for at forebygge en vinter fuld af sygedage.
Dit barn har røde kinder, er træt og pirrelig og vil ikke rigtig spise. En hånd på den lille pande afslører, at det indre varmeapparat kører på højtryk – og termometret bekræfter dine bange anelser: Han er syg. Igen.
Det er hårdt og frustrerende, når du endnu engang må konstatere, at den lille er ramt af en infektion, der binder jer til hjemmet i dagevis. I perioder kan det føles, som om de gentagne feberanfald og forkølelser aldrig får en ende, og du overvejer måske endda, om der kan være noget galt, siden krabaten bliver ved med at lægge sig på langs.
Men bare rolig: Det er helt normalt, at dit vuggestue- eller børnehavebarn ofte er syg, for i de første år er det lille, uprøvede immunforsvar slet ikke ordentligt rustet til at modstå diverse vira og bakterier. Det forklarer børnelæge Morten Gervil fra Børne- og allergiklinikken i Slagelse og formand for Danske Børnelægers Organisation.
“Dit barn har et medfødt immunforsvar, som kan klare nogle ting. Men en stor del af det skal opbygges ude i verden, når den lille møder infektioner og bakterier, som cellerne husker. På den måde har immunforsvaret nemmere ved at reagere på dem næste gang, så dit barn bliver mindre syg – eller slet ikke syg,” forklarer Morten Gervil.
Nyfødt med mors antistoffer
Dit barn er de første måneder efter fødslen beskyttet af dine antistoffer. Gennem navlestrengen har du delt blod med dit ufødte barn, og derfor er det stadig dine blodlegemer, der suser rundt i den nyfødtes krop og danner et godt værn mod infektioner. Men efterhånden som dit barn vokser, går depotet af antistoffer til grunde, og ynglingen skal i gang med at opbygge sit eget immunforsvar.
“Det betyder, at der i to-tremånedersalderen sker et dyk i dit barns evne til at bekæmpe sygdomme, når de beskyttende antistoffer fra dig er brugt op, og barnets egenproduktion for alvor skal i gang. Dit barn er altså ikke optimalt beskyttet, før immunsystemet er modnet i treårsalderen,” fortæller Morten Gervil, som understreger, at man ikke kan sige, at jo mere syg et barn er inden treårsfødselsdagen, jo bedre er det beskyttet resten af livet.
Immunforsvaret består hovedsageligt af hvide blodlegemer, der dannes i blandt andet knoglemarven, og i takt med at organerne vokser, vil et helt normalt, sundt børneliv være nok til at modne det naturligt. Derfor skal dit barn heller ikke nødvendigvis igennem tre halsbetændelser og to gange influenza inden sit fjerde år for at være tilstrækkeligt beskyttet. Er dit barn et af dem, der sjældent rager en virus til sig, kan du altså bare være glad for det.
Sygdom går ikke i arv
Nogle forældre oplever til gengæld, at deres barn går rundt med ellevetaller under næsen, hed pande og dårlig mave stort set uafbrudt. Hvis du hører til gruppen af permanent sygdomsramte familier, kan det være rigtig svært at forstå, hvorfor netop dit barn tilsyneladende hopper med på hver eneste infektionsbølge, mens andre slipper let igennem vinteren.
Ifølge Morten Gervil er der ikke noget entydigt svar på, hvorfor nogle børn bliver så meget mere syge end andre.
“Vi ved faktisk ikke, hvorfor nogle er mere udsatte, for man kan ikke arve en tendens til at blive syg fra sine forældre,” siger han.
“Vi ved dog, at den førstefødte i en familie ofte er mindre syg end de mindre søskende. Det hænger sammen med, at små søskende ikke alene udsættes for bakterier og infektioner i institutionen, men også derhjemme, hvor de ældre søskende slæber noget med hjem.”
Deciderede immundefekter er arvelige – men de er heldigvis meget sjældne – og derfor er fejl i immunsystemet som regel ikke årsagen til, at nogle børn nærmest magnetisk tiltrækker alt, hvad det kommer forbi af vira og bakterier.
Sygdom avler sygdom
Morten Gervil kan godt forstå, hvis du føler, at hele vinteren går med at sætte jord og himmel i bevægelse for både at kunne passe dit arbejde og den lille patient derhjemme. Undersøgelser viser nemlig, at det er helt normalt, at børn fra seksmånedersalderen til to-tre år har omkring 80 sygedage og 10-15 feberepisoder om året. Du kan få fornemmelsen af, at den ene sygdom glider over i den næste – og det har sin naturlige forklaring.
“Når dit barn bliver syg, går immunforsvaret i gang med at bekæmpe infektionen. Det betyder, at immunforsvaret i en periode er lidt nede, også i noget tid efter at symptomerne er væk. Derfor er dit barn mere modtagelig over for smitte, når det kommer tilbage til vuggestuen efter at have været syg. På den måde fører den ene sygdom den næste med sig,” lyder den nedslående meddelelse.
Læs videre på næste side >>