● MørkerædTumlinger kan godt pludselig blive bange for mørket, når de skal sove. Det kan nogle gange afhjælpes ved, at døren får lov at stå lidt åben ud til lyset. Men der findes også mange typer små natlamper, som bare lyser nok til at vise, at skabet ikke er et uhyre. I denne alder har børn ofte svært ved at sige, hvad de er bange for. For manges vedkommende er det ”bare” mørket.
● På opdagelse i naturen
Gå på opdagelse i naturen med dit barn – i skoven, i parken, i haven – der skal faktisk ikke så meget til. Der er utrolig meget man kan tale om, kigge på og lege med: grene, blade, kogler, træstubbe, insekter, vandpytter, mudder og al den slags.
For barnet kan det alt sammen rumme nye og eventyrlige oplevelser. Regnorme og bænkebidere er i mange voksnes øjne ulækre, men børn synes bare, de er interessante og samler dem gerne op. Pas på ikke at pådutte dit barn dine egne fobier. Giv barnet fornuftigt tøj på, som gerne må blive vådt og beskidt (eventuelt regnbukser). Det er ikke sjovt, hvis man hele tiden skal passe på. Lad barnet få god tid til at undersøge tingene.
I kan også øve jer i at løbe op og ned ad en lillebitte bakke. Og I kan have brød med til at fodre ænder i parken eller plukke mælkebøtter til en kanin, I kender i nærheden. At komme tæt på dyrene er dejligt og ofte herligt gysende for børn. Tag også gerne madpakke med til jer selv, så det bliver en rigtig ”skovtur.”
● Sproget
Nogle uger kommer der mange nye ord til ordforrådet, andre uger ingen. De fleste børn har nu et aktivt ordforråd på mellem 50 og 200 ord – som i hvert fald forældrene forstår. I kan eventuelt fortsat skrive de nye ord på ordlisten bag i bogen – indtil det går for hurtigt. Og I kan også prøve at lydoptage/videooptage, når jeres barn snakker. Det er rigtig sjovt, at høre senere hen.
● Lege i stuen
Jeres barn har måske fået eget værelse nu, men forvent ikke, at det vil tilbringe meget tid derinde alene. Børn er meget sociale og vil gerne lege, hvor der er andre mennesker og helst der, hvor I befinder jer. Det er derfor en god idé både at acceptere og placere en del legetøj i stuen.
Barnet har også brug for god plads til at lege og bevæge sig på, og ofte er der mere plads i stuen. Hvis det er muligt, så overvej at lægge børneværelset tæt på det fællesrum, hvor I selv typisk opholder jer i dagtimerne. Det øger chancen for, at jeres barn bruger sit værelse, og det er lidt lettere at slæbe legetøjet frem og tilbage.