● Sukker i vuggestuenHvis jeres barn går i vuggestue, skal I være opmærksomme på, at med måske 15 fødselsdage og lige så mange andre mærkedage i vuggestuen, kan det blive til en kolossal masse kagemænd og saftevand i årets løb. De fleste daginstitutioner har i dag en fornuftig politik omkring sukker, men den kan være meget svær at overholde.
Forældre tager de officielle anbefalinger og råd forskelligt, og mange forældre vil gerne lave en ”rigtig fødselsdag med det hele.” Bare den ene gang om året. Problemet er som nævnt, at den der ”ene gang” hurtigt bliver til 20 eller flere gange om året i vuggestuen. Og så er det alt, alt for meget. Hvis I synes, at det bliver til for meget sukker i vuggestuen, så tag det op med lederen eller bestyrelsen, og sæt det eventuelt på dagsordenen på næste forældremøde, hvor I kan tale om, hvordan man kan feste, uden at det bliver for usundt.
● Kild dit barn
Børn elsker at blive kildet. Det giver sådan en herlig fornemmelse i kroppen og en skøn løssluppen kontakt. Det er dejligt og vigtigt at pjatte og grine sammen, og kilderi er samtidig en mulighed for at komme i kropskontakt med tumlingen, som nu typisk ofte har for travlt til at sidde stille og nusse med mor og far. Det stimulerer også barnets kropsfornemmelse. Hold pauser, og stop mens legen er god. Det kan også blive for meget.
● Sprog
Barnet vil i 1 ½-2-årsalderen begynde at sige flere ord i sammenhæng – sætte to ord sammen. ”Mer’ mælk,” ”Min bil.” Spørgsmålet ”Hvad er det?” eller bare ”a?” vil blive stillet igen og igen. Og barnets sprog vil udvikles med jeres svar. Svar med hele sætninger og fortæl gerne lidt om det, der bliver peget på. Barnet har brug for at høre ordene udtalt rigtigt, så tal tydeligt.
Du hjælper stadig barnet med at udvikle evnen til at lære nye ord ved at læse pegebøger, rim og remser og synge for barnet. Prøv også at stimulere den sproglige kommunikation ved for eksempel at bede dit barn om at hjælpe med simple ting – vil du hente din bamse? Og ved at tale om dem – har bamse det godt? Nå da, skal vi ringe til bamselægen, dutdutdut – hallo, er det bamselægen…?
● Sulten-sur
Når dit barn pludselig bliver helt umuligt og bryder sammen over ingenting, kan der være mange grunde. Én af mulighederne er lavt blodsukker. Det er forskelligt, hvor meget børn reagerer på lavt blodsukker, men nogle børn reagerer meget voldsomt.
Blodsukkerprocenten falder, jo længere det er siden, at man har spist, og da børn har små maver, der tømmes hurtigt, og de ikke altid husker at fortælle, at de er sultne, så kan deres blodsukker nå at falde ganske meget. Og pludselig krakelerer humøret. Måske er løsningen at skynde sig at få hældt noget mere mad i den lille mave. Det er jo dumt at hidse hinanden yderligere op og svært at få ro på anden måde, hvis det bare er sult, det handler om!
Mange børn reagerer også stærkt på for meget sukker. Først bliver de opstemte, men sukkeret virker negativt og brænder ekstra meget blodsukker af efterfølgende, så barnet risikerer at blive ”kropumuligt” og til sidst klaske helt sammen.