● I er tumlingens bedste uvenner
Barnet skal i selvstændighedsalderen følelsesmæssigt rykke lidt væk fra sine forældre, og det kan barnet (desværre for forældrene) kun gøre, hvis I bliver uvenner engang imellem. Et behov, som kommer igen i teenagealderen. I oplever det som, at barnet vil have en konflikt. I har måske allerede reddet et par konflikter, men så kommer der en ny.
Det kan for eksempel bare være, at I sætter tallerkenen forkert på bordet, hælder mælk op i stedet for vand. Umiddelbart helt uproblematisk. Men barnet har behov for en anledning til at blive vred, bryde sammen og derefter blive samlet op. Ofte lykkes det barnet at gøre én irriteret, men nogle gange kan det blive så absurd, at man kan få lyst til at grine. Prøv at holde grinet indenbords, mens I sætter kærlige grænser – for barnet er det alvor.
● Tumlingen skal også have ret
Det er som sagt vigtigt at markere klare men kærlige grænser – dér hvor de er vigtige. Men det er jo ikke sådan, at hverdagen skal fyldes med grænser og nej’er. Tumlingen skal have plads til at udfolde sig, prøve ting af og dumme sig. Jeres barn skal også have ret og have lov at bestemme nogle ting – det er vigtigt for selvværdet.
● Middagssøvn
I denne alder er der mange børn, der begynder at kunne klare sig med en enkelt søvn i løbet af dagen. I en overgangsperiode kan det dog godt virke som om, de to gange middagssøvn er for meget, mens én stadig er for lidt. I denne periode kan det så skifte fra dag til dag, og det er vigtigt, at I forældre og daginstitutionen er fleksible. Nogle gange vil barnet også falde i søvn ind over aftensmaden. Det kan være en anstrengende periode for både barn og forældre. Helt at undvære middagssøvnen kan barnet ofte først i 3-årsalderen.
● Hav tålmodighed!
Jeres selvstændighedssøgende barn vil meget gerne forsøge at gøre mange ting selv nu. Tage tøj på, børste tænder, hælde mælk op og så videre. Barnet er selvfølgelig ikke i stand til så meget og skal have tid til at øve nye færdigheder – også dem, I ikke foreløbig vil overlade til barnet selv. Det kan være svært at have så rigelig tålmodighed, som barnet kræver. Men prøv at sætte god tid af til de tidskrævende, nye rutiner.
Der er kort til konflikter, hvis I har travlt, skynder på jeres barn eller bliver irritable. Ros barnet for alt det, det selv kan, men vær hele tiden klar til at hjælpe og støtte. Når du har travlt engang imellem og er nødt til at ”klare” opgaven for barnet – klæde det på for eksempel – så fortæl barnet, at du godt ved, det er ærgerligt, men at du har travlt, ”Og i aften kan du selv…”.