●
Væksten fra 1 til 2 årJeres barns kropsproportioner og udseende vil ændre sig meget i løbet af det kommende år. Fra at have været meget babyagtigt vil barnet få mere karakter. Hvor hovedet hos den etårige stadig er stort, og arme og ben er korte, vil kropsdelene nu langsomt få mere ”voksne” proportioner.
Barnet vil vokse 10-15 centimeter i det kommende år, og det vil tage cirka tre kilo på. Men specielt vægten kan være meget forskellig fra barn til barn. Lad være med at kigge for meget på vækstkurver i denne alder – kig på barnet. Ser det ud til at trives og have det godt, så er der ikke noget at være bekymret for.
● Spise selv
Lad jeres barn øve sig på at spise selv, selv om det griser meget. Det er dejligt for barnet at mærke maden, og det er med til at udvikle sanserne og motorikken. At øve sig med ske er også sjovt og vigtigt. Det er en god idé indimellem at snige lidt mad ind i munden på barnet, hvis der ryger for meget ved siden af.
Hvis barnet kaster med maden eller kaster tallerkenen på gulvet, er det vigtigt at sige nej og stop og eventuelt fjerne tallerkenen. Omkring 15-16-månedersalderen vil de fleste børn kunne spise rigtigt med ske.
● Helbredsundersøgelse og vaccination
Når jeres barn er et år, skal det til undersøgelse og vaccination hos egen læge. Lægen vil undersøge barnets generelle udvikling og færdigheder og give den tredje Di-Te-Ki-Pol og Hib vaccine (difteri, stivkrampe, kighoste, polio/børnelammelse og hib-meningitis).
● Afvænning fra bryst og flaske
Jeres barn er nu så stort, at det kan spise og drikke nok til at undvære bryst/flaske. Man må amme sit barn, så længe man har lyst, men det kan i mange tilfælde være godt for både mor og barn at stoppe omkring etårsalderen. Ofte vil barnet sove bedre om natten, og de børn, der har lidt svært ved at spise, begynder ofte på det, når amningen/flasken ophører. Barnets tænder har heller ikke godt af det mælkesukker, som modermælken og erstatningen indeholder.
Hvis du vælger at stoppe, er det bedste råd til at stoppe dag-amningen/flasken at slutte fra den ene dag til den anden. Barnet vil ikke kunne forstå, hvis det må få mælk for eksempel om morgenen, men ikke om eftermiddagen. Når barnet begynder at ville have en tår mælk, for eksempel ved at søge efter brystet eller pjevse, så afled opmærksomheden og skab fokus på noget andet, eller lad far tage barnet.
Hvis jeres barn plejer at blive ammet, når I vågner, så lad mor stå op lidt før, så hun ikke fysisk er tilstede. I løbet af 2-3 dage vil jeres barn have glemt alt om amning og flaske. Hvis du stadig ammer om natten, så flyt ud af soveværelset nogle dage, og lad far tage over.
● Vitaminer
Tidligere ville I nu være færdige med at give jeres barn D-vitaminer, men Sundhedsstyrelsen anbefaler nu, at alle børn får D-vitamintilskud indtil det er to år.
● Kost
Appetitten vil ofte svinge i det kommende år. Jeres barn vokser ikke så hurtigt længere og har derfor i perioder heller ikke brug for så meget mad som tidligere. Barnet kan spise alt det, resten af familien spiser, og vil fortsat være ret interesseret i nye smagsoplevelser, men vær opmærksom på, at børn typisk bedst kan lide, hvis maden ikke er blandet sammen på tallerkenen. De vil gerne kunne se, hvad det er, de spiser.
De fleste forældre oplever, at deres børn er ”kræsne” i perioder. Det skal de have lov til at være. Lad være med at gøre for meget ud af det. Det kan hurtigt udvikle sig til en svær magtkamp. Prøv altid at gøre måltidet til en hyggelig stund. Tag det roligt – jeres barn skal nok trives fint, selv om det til tider er småt spisende. Barnet må godt gå over til de magre mælkeprodukter som for eksempel letmælk nu.