|
Side 1 ud af 6
A, B og C. Jern, zink og jod. Du kender betegnelserne fra vitaminpilleglasset, og du ved, at dit barn skal have dem for at trives. men hvad der gemmer sig bag de kryptiske navne, og hvad de gør godt for, står hen i det uvisse. Vi gør dig klogere.
VITAMINER
Vitamin A (retinol) Dit barns øjne har brug for vitamin A, for vitaminet har afgørende betydning for, at den lille trold kan skelne mellem lys og mørke. Mangel på A-vitamin kan føre til problemer med at se i svag belysning – og i ekstreme tilfælde til alvorlige øjenskader. Også barnets evne til at styre uden om snotnæser og andre infektioner styrkes, fordi immunsystemets naturlige dræberceller får et boost af vitamin A. Desuden har vækst, hud og slimhinder gavn af vitaminet.
Gode kilder er mælk, æg og fisk. Lever er desuden spækket med A-vitamin – så meget, at gravide skal holde igen, fordi det kan give fosterskader. Hos børn kan store doser føre til kvalme, opkastning og hovedpine – så servér ikke paté baseret på lever hver dag. Leverpostej udgør ingen risiko. Gulerødder siges at være gode for øjnene, fordi de indeholder beta-karoten, der i kroppen omdannes til vitamin A.
Er de orangefarvede rodfrugter ikke et hit, så kamuflér dem ved at rive et par stykker i kødsovsen.
Vitamin B1 (thiamin) Energi har dit barn sikkert masser af, og vitamin B1 er en del af forklaringen. Vitaminet er nemlig med til at omdanne kulhydrater til glukose – også kendt som druesukker. Glukosen forbrændes i stofskiftet og danner den energi, som er nødvendig for, at blandt andet hjerne, nervesystem og hjerte kan fungere.
Er dit barn vild med rugbrød, er der god chance for, at dets vitamin B1-behov bliver dækket. Vitaminet findes nemlig i de grovere skaldele i kornprodukter. Hvis en flad med leverståhej ikke hitter hos afkommet, kan du servere en gang frikadeller lavet på hakket flæsk med lavt fedtindhold. Magert svinekød er nemlig en god kilde til vitamin B1.
Vitamin B2 (riboflavin) Ligesom de fleste andre B-vitaminer sætter B2 din lille bandit i stand til at lave endnu flere spilopper. Dets vigtigste funktion er nemlig at hjælpe cellerne til at danne energi. Der er god chance for, at behovet for vitamin B2 dækkes gennem kosten, for det findes i de fleste fødevarer fra både dyr og planter, især mælk, ost, æg og kød.
Et par glas mælk om dagen dækker omkring halvdelen af behovet. Også grønsager som broccoli, asparges og spinat er fine kilder. Put et par håndfulde spinatblade i lasagnen – så er der vitamin B2 på juniors menu.
<< Første < Forrige 1 2 3 4 5 6 Næste > Sidste >>
|