Efterfødselsreaktion

Morlykken der lod vente på sig

For Elin Horsdal kom det at blive mor som et chok. Til trods for at hun havde læst alverdens bøger og til dagligt arbejdede med børn, fik hun en efterfødselsreaktion. Hun kunne ikke forudse, hvordan det rent faktisk var at blive mor.

Skrevet af Elin Horsdal

Jeg sidder i metroen en sen eftermiddag. Et lille barn græder. Hun er sikkert ikke mere end fire måneder. Hun græder ikke stille og roligt, som mange børn gør. Gråden er høj og febrilsk. Moren har hende i en bæresele. Hun vugger hurtigt med benene op og ned. Ikke roligt og søvndyssende, men hastigt. Op og ned.

Far tager hende ud af selen, og ligger hende i sine arme. Han gynger roligt fra side til side. Frem og tilbage. Gråden tager til. Mor ser sig desperat omkring. Øjnene flakker. Frem og tilbage. Gråden tager til.

Mor tager barnet ind til sig igen, mens far smiler varmt til hende. Mors stivnede blik bløder op. De stramme ansigtstræk forsvinder. Vugningen har fået hende til at falde til ro. Barnet bliver roligt.

Jeg kender det. Jeg har også været dér. Forskellen er bare, at min desperation ikke endte efter et par metro-stop.

Jeg havde arbejdet med børn i en årrække. Jeg har en mastergrad i udviklingspsykologi og har endda selv lavet forældrevejledning. Til trods for det var der ikke noget, der kunne have forberedt mig på chokket ved at blive mor.

LÆS OGSÅ: “Jeg var ikke god til at være mor”

Følelsen af nederlag 

Fødslen var lang og hård og endte med ufrivilligt kejsersnit. Det føltes som en fiasko. Jeg havde læst en masse om, hvor vigtig en naturlig fødsel var for en god start på livet for en nyfødt baby. I hospitalssengen på vej ind til operationsstuen vidste jeg det; jeg havde allerede svigtet som mor. Dette var mit første møde med min følgesvend, Nederlaget. Han skulle vise sig at komme på besøg mange gange i tiden fremover.

Da jeg omtåget og udmattet fik en lille barnekrop placeret på mit bryst, følte jeg ingenting. Lige så hurtigt hun kom ind til mig, blev hun taget fra mig igen. Jeg var desperat. Jeg ville ikke have hende ind til mig, men jeg ville heller ikke miste hende. Timerne efter var uudholdelige. Jeg fik kontinuerligt smertestillende, men kunne knap bevæge mig, før smerten fra operationssåret farede gennem hele kroppen.

Efter nogle lange timer blev jeg kørt ind til min mand og mit nyfødte barn. Som enhver dedikeret mor i nyere tid, havde jeg allerede læst alt om amning. Gro Nylander havde været fast læsestof ved sengekanten den sidste tid. Jeg vidste, hvad der var det næste skridt. Jeg var godt forberedt. Troede jeg.

Jeg lagde mit nyfødte barn ind til kroppen, tog brystet frem og ventede tålmodigt. Barnet var uroligt. Hun skreg, græd og prøvede at få mad i sig. På sygehuset sagde de, at hun ikke kunne klare at ’tage brystet’. Det betyder, at hun ikke forstod, hvordan hun skulle få greb om brystet og få mælk ud.

Døren stod på klem. Han kiggede lige så stille ind og så på mig. Det begyndte med en svag hvisken. Bare nogle få spørgsmål. ”Er der noget galt med dig? Med din krop? Duer den ikke?

Jeg vidste, hvor vigtigt modermælk var for et spædbarn. Jeg havde aldrig før tænkt, at mit barn skulle have modermælkserstatning. Der gik mange dage uden at barnet klarede at tage brystet. Mælken kom ikke. Jeg gjorde som plejepersonalet sagde; jeg pumpede mig hver anden time døgnet rundt.

Min desperation blev øget i takt med barnets. Mangel på søvn gjorde mig udmattet. Min mand kunne ikke være på barselsafdelingen mere end et par timer hver dag. Det her måtte jeg klare på egen hånd. Jeg begyndte at græde. Jeg græd lidt mere for hver dag, der gik. Til sidst fik hun modermælkserstatning. Og der græd jeg mere.

Skammede sig over sig selv 

Han var kommet indenfor døren nu. Han stillede ikke længere bare spørgsmål. Han begyndte at fortælle mig om virkeligheden. Den virkelighed han så. Den virkelighed som snart blev min. ”Ikke nok med at du ikke kunne klare at føde barnet selv, så kan du heller ikke engang amme det. Hvordan skal du klare at tage dig af dit barn?” Jeg var bange og udmattet.

LÆS OGSÅ: Tænker du stadig på din fødsel?

Dagen kom, hvor børnelægen skulle lave sit rutinetjek. Rutine. Ingen sygdomme i familien. Det her burde gå fint. Mit barn fik diagnosen hoftedysplasi. Hun blev nødt til at bære en pude, som dækkede hele den lille krop, som fik benene til at sprede sig. Puden var fastgjort til barnet med hårde velcrolukninger. Den pude skulle hun have på sig konstant. Det var foreløbigt usikkert, hvor lang tid hun skulle bruge den, men flere måneder var et minimum. At tage puden af i længere tid, som ved et bad, var ikke tilladt.

Jeg hørte hans latter, længe inden han kom ind i rummet. ”Har du fået dig en krøbling?”, råbte han, idet han sparkede døren op. Jeg skammede mig. Jeg var så bange for at fortælle min familie om diagnosen. Jeg var bange for, at de også ville skamme sig. Skamme sig over mig, og skamme sig over barnet.

Selv om hun fik modermælkserstatning, fortsatte jeg med at pumpe og forsøge at lægge hende til brystet. Den nye pude på hendes krop gjorde det endda sværere. De hårde velcrolukninger skar i mine smertefulde operationssår på maven. Jeg fortsatte med at pumpe hver anden time. Hele døgnet. Og jeg græd. Hele døgnet.

Den dag vi forlod sygehuset, var vi ikke tre i bilen. Vi var fire. Mig, Min mand, barnet og Nederlaget. Hjemme var det tid til barselsbesøg. For bare en generation siden havde man grød med til barselskvinden.

I dag kommer man på besøg og forventer opvartning. Forventninger. Vel hjemme kom alle forventningerne. Lykønskningerne stod i kø, og alle fortalte mig, hvor heldig jeg var. Jeg burde være lykkelig. Jeg burde vidst være lykkelig. Forventninger. Det blev forventet, at jeg skulle være lykkelig.

Nederlaget stod ikke længere kun lige indenfor døren. Han fulgte mig overalt. Han tog forventningerne med sig, som voksede. Jo flere forventninger, der blev præsenteret, jo mere hoverede han. ”Er det ikke på tide at begynde at træne igen?”. ”Alle kan klare at gå ud med sine venner, selvom de har barn”. ”Burde du ikke snart være lykkelig?” Og jeg græd.

Morlykken kommer heldigvis 

Det tog flere måneder før morlykken meldte sin ankomst. Til trods for alle de påstande om at barselstiden skulle være den lykkeligste. Jeg var ikke lykkelig hver dag. Men jeg græd lidt mindre for hver dag. Jeg strålede lidt mere for hver gang, jeg så min pige smile. For hver lille berøring kildede det lidt mere i maven.

LÆS OGSÅ: Kan du elske din baby, hvis du ikke elsker dig selv?

Nederlaget var ikke længere altomfattende. Han er ikke væk endnu. Jeg tror aldrig, han nogensinde kommer til at forsvinde helt. Men nu kan jeg høre skridtene, før han kommer. Jeg kan forberede mig på hans angreb. Hver gang at min pige fortæller mig, at hun elsker mig. Hver gang hun kommer løbende ind i mine arme. Hver gang hun griner af mig og fortæller mig, at jeg er et toilet. Da bruger jeg det imod ham.

Nutidens mor skal præstere alt. Og den største præstation af alle er, at hun skal være lykkelig. En god mor bør være lykkelig.

Nu venter jeg mit andet barn. Det er et længe ventet barn. At være mor er det mest krævende og det mest fantastiske, jeg har oplevet. Jeg vil have flere. Jeg er ikke bange for at få et nyfødt barn i mine arme igen. Jeg ved, hvad jeg kan vente mig, og jeg er forberedt. Den vigtigste forberedelse er at være åben om mine oplevelser. Jeg ved nu, at mine oplevelser ikke er unikke. Man taler bare ikke om dem. Det, som man ikke taler om, får lov til at vokse sig stort og uhåndterligt.  

Jeg er ikke bange for at få et nyfødt barn i mine arme igen. Min største rædsel er, at jeg ikke kommer til at elske det andet barn lige så højt, som jeg elsker min pige.

LÆS OGSÅ: Når far får en fødselsdepression, ramler det også for mor

LÆS OGSÅ: 10 ting, jeg gerne ville have vidst som mor til en tumling

LÆS OGSÅ: 10 sandheder jeg fortæller mine unger

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Gå til madplan
loading...