• Vådt eller tørt?

    Den der med at klippe dit barn i badet holder ikke. Håret må nemlig ikke være for vådt, og især med pandehåret er det vigtigt, at håret er helt tørt. Ellers risikerer du at klippe alt for meget af, da håret kryber op, når det tørrer igen. Resten af håret må dog gerne være lidt fugtigt, når du klipper. Du får bedre fat i håret, og det ses ikke så tydeligt, som ved pandehåret, hvis nogle af længderne er blevet lidt korte.
  • Nakken:
    Luk

    Nakken:

    Red håret ned, og klip lidt af i bunden i en så lige kant som muligt. Herefter holder du igen små totter ad gangen vinkelret ud fra hovedet. Til sidst kan du holde håret horisontalt ud fra hovedet, så fingrene er vandrette og tjekke, om der er totter, der stadig er for lange.
  • Pandehåret:
    Luk

    Pandehåret:

    Start altid foran med små børn, hvis de nu pludselig ikke gider mere. Begynd derfor med pandehåret. Det vigtigste er, at du ikke tager for meget af til at starte med. Red pandehåret ned i panden med en kam, tag håret mellem fingrene, og tag en halv til en hel centimeter ad gangen. Klip lige over.
  • Siderne:
    Luk

    Siderne:

    Efter pandehåret tager du siderne. Her er det vigtigt, at du tager små totter ad gangen og får en fornemmelse af, hvor meget du klipper af og kan rette til ud fra det. Red håret ned over ørerne, så du kan se, hvor meget for langt det er. Hold små inddelinger af håret vinkelret ud fra hovedet så dine fingre peger op (som vist under punkt 3), og klip.
  • Inden du går i gang:
    Luk

    Inden du går i gang:

    Skaf en ordentlig saks. En køkkensaks er for stor og uhandy og klipper håret skævt over på grund af de store flader på saksen. En neglesaks eller sysaks er nemmere at styre og klipper mere skarpt og lige. En stofble om halsen på baby er en fin ‘frisørkappe’, så du undgår for mange hår på tøjet.

Klip selv dit barn – trin for trin

Næselangt pandehår og løbske lokker? Før eller siden er det tid til at få styr på babys manke, og selv om det kan være lidt af en udfordring at få det lille hoved til at sidde stille, kan du sagtens selv klippe din baby.

Ida Bjørg Meldgaard, Vores Børn, maj 2010
21. juni 2010

GUIDE: SÅDAN KLIPPER DU DIT BARN – SE BOKSEN TIL HØJRE >>

Babys sparsomme hår vokser før eller siden til sjove lokker, der har deres eget liv, og på et tidspunkt synes du måske, det er tid til at studse totterne. De første gange handler det ikke så meget om etager og facon, men mere om at korte og rette til, så dit barn kan se ud af øjnene, uden at du går i panik og planter en gryde på hovedet af den lille!

Sofus på halvandet år har efterhånden fået meget tykt og langt hår, og da spænder og hårdutter ikke går an på en lille dreng, er det blevet tid til at gå i krig med kam og saks.

LÆS OGSÅ: Højdemåler – beregn hvor høj dit barn bliver

Vores Børn fik en frisør til at tynde ud i Sofus’ lokker – og det kom der en masse gode erfaringer, tips, tricks og afledningsmanøvrer ud af.

Fint hår er let at klippe

Der er stor forskel på, hvilken type hår, dit barn er blevet velsignet med, og det kan have betydning for, hvor svært det er for dig at lege frisør. Har baby søde krøller, kan du bedre skjule dine fejl.

Meget fint og sparsomt hår er som regel også nemt at hjemmeklippe, her skal du bare have de lange totter hist og her klippet af.

LÆS OGSÅ: Lær dit barn bedre at kende – se barnets horoskop

Tykt og fint hår, som Sofus’, kan være lidt sværere. Der er mange ‘lag’ hår, og du ser nemmere de forkerte afklip. Hvis du ender med at synes, at babys lokker er for stor en mundfuld, er det nok en god idé at afslutte seancen hos frisøren.

Start med pandehåret

Pandehår kan du dog klippe på de fleste, og det er også ofte det, der trænger mest. Det er samme udgangspunkt, uanset hvilken type hår, baby har:

Pandehår og sider først og så nakken, hvis tålmodigheden rækker. Og husk, hellere lidt for langt hår om ørerne, hvis baby sidder meget uroligt.

LÆS OGSÅ: Test – hvilken type mor er du?

En frisør er trænet i at beskytte store og små ører, men det kan være svært derhjemme, og saksen skal helst være skarp!

Afledning og bestikkelse

Det er ikke altid, at baby eller tumling er med på legen, så du i ro og mag kan klippe løs. Ofte må du ud i diverse afledningsmanøvrer for at få hvirvelvinden til at sidde stille.

Sofus ville ikke klippes! Bøger, yndlingslegetøj og selv storesøsters ‘forbudte’ legeting blev resolut afvist.

LÆS OGSÅ: Syng med dit barn

Pingo på dvd virkede kortvarigt, men først da han fik en brikjuice med sugerør i hånden, sad han stille og fordybet, mens lokkerne faldt om ørerne på ham. Efter et par mislykkede forsøg, tårer, sut og juice, endte han med at se helt velfriseret ud.

Klip henover weekenden

Har du et meget utålmodigt og usamarbejdsvilligt barn, kan det være en idé at starte med kam og saks fredag efter vuggestue, skynde dig at tage lidt af pandehåret, og ellers tage det lidt i etaper hen over weekenden. Så bliver du ikke for ivrig og klipper for meget af med det samme, og du kan rette lidt til, før dit barn skal ud blandt folk.

Du kan også lege frisør hjemme og sætte baby i højstolen foran et spejl udstyret med en ekstra kam og lade vildbassen ‘deltage’ lidt.

Og som sagt: Går det helt bogstaveligt talt skævt, er det bare at tage til frisøren i stedet. Måske sidder dit barn mere stille i fremmede og spændende omgivelser.

LÆS OGSÅ: Babys første år – følg babys udvikling

LÆS OGSÅ: Barnets andet år – følg barnets udvikling

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

Det hjælper ikke at råbe af dit barn. Foto: Istock

Sådan undgår du at råbe af dit barn

Sådan undgår du at råbe ad dit barn

Det gør ondt på de små, når mor eller far taler med store bogstaver. Få eksperternes råd til at skrue ned for stemmen.

Skrevet af Sofie Winther Askgaard
21. juli 2015

Faktaboks

Husk at sige undskyld!

Hvis du kommer til at råbe, er det vigtigt, at du husker at sige undskyld – men du skal mene det. Fortæl dit barn, at det ikke er hans skyld, at mor råbte. Brug så få ord som muligt, og giv nærhed og kontakt. Så skal dit barn nok klare det, bare det ikke sker for ofte.

Kilde: Psykolog Charlotte Diamant fra Psykiatrifonden

Klokken er alt for mange, det er mandag morgen, og junior nægter at tage sko på, selv om du har sagt det syvogtyve gange. Du har travlt, koger over – og kommer til at råbe ‘NU kommer du i gang!’  

Kan du genkende det fra dit eget liv? Så fortvivl ikke. Du er ikke den eneste mor, der kan blive gal på sit barn.

En undersøgelse lavet af analyseinstituttet Gallup for Børns Vilkår i 2014 viste, at hver tiende voksne havde råbt sit barn ind i hovedet en eller flere gange i året op til undersøgelsen. 

LÆS OGSÅ: Her er de 11 fineste gravide på Instagram lige nu

Der er ikke noget godt at sige om at råbe af sit barn, men måske kan du blive klogere på, hvad det gør ved dit barn – og helt undgå det i fremtiden.

Irriterer dig ikke bevidst

Når du råber af dit barn, vil han opleve det, som om det er hans skyld, du råber. At der er noget galt med ham.

Først omkring fireårsalderen vil et barn nemlig have udviklet forståelse for, at det kan skyldes noget i den
anden person, forklarer Charlotte Diamant, der er børnepsykolog i Psykiatrifonden. 

– Barnet vil opleve, at han har gjort noget forkert, og at mor ikke kan lide ham eller måske ikke elsker ham mere. Han kan ikke forstå, at mor råber, fordi der sker noget inde i hende. I stedet er det barnet, der bliver gjort forkert, og det kan skabe angst og utryghed for de små, siger hun.

Men det er jo faktisk barnet, der ikke hører efter, hvad du siger, tænker du måske, selv om du har sagt det igen og igen på alverdens meget anerkendende  måder.

– Selvfølgelig kan du blive sur på dit barn, når han ikke gør, som du siger. Men tænk på, at den lille ikke bevidst er ude på at starte en konflikt med dig og gøre dig sur. Måske forstår han bare ikke, hvad du beder ham om, måske prøver han grænser af, eller der er noget andet, som er vigtigere for ham lige nu end at gøre, som du beder om, siger Charlotte Diamant. 

LÆS OGSÅ: “Jeg har ikke lyst til at råbe af mine børn – men jeg kommer til det”

Du synes måske ikke, det er så slemt, at du råber af junior, når det ser ud til at være den eneste måde, du kan få ham til at høre efter. Men råb er en psykisk straf, og det er slet ikke så forskelligt fra fysisk straf, mener psykologen. 

– Hvis et barn bliver slået, kan du se skaden her og nu. Hvis du råber meget af dit barn, kan du ikke se skaden med det samme. Men det kan give lavt selvværd, ensomhed og angst langt ind i voksenlivet, fordi barnet ikke føler sig tryg hos mor eller far, siger hun.

Leder af familien

Gå nu ikke i panik over den dumme morgen i sidste uge, hvor du råbte af dit barn. Skaden sker ikke, fordi du råber en enkelt gang eller to, men det må ikke gå hen og blive et mønster, hvor du råber af dit barn dagligt. Og at råbe kan være mange ting. 

– Hvis du skælder ud med en fast og hård stemme, uden at råbe, vil barnet opfatte det som råben. Børn har en sensitiv radar, og hvis du undertrykker trangen til at råbe og i stedet bruger en aggressiv stemme, vil dit barn opleve det som noget farligt, siger psykologen. 

Gallups undersøgelse viser, at de fleste forældre råber på grund af afmagt eller ophidselse. Det er netop manglende overskud i hverdagen, der fører til de situationer, hvor du ikke ved, hvad du skal stille op – og så kommer du til at råbe, mener Pernille W. Lauritsen, underviser hos og stifter af Mindjuice Academy, et center for selvudvikling. 

– Det handler jo sjældent om vores børn, når vi råber af dem. Det handler om os selv. Det er, fordi vi har for lidt tid, er vrede over en dum kollega eller ikke orker at lave aftensmad, og så går det ud over børnene, fordi vi ikke har overskud til at takle dem, siger hun.

Men selv den mest overskudsagtige mor kan vel indimellem nå grænsen, når den lille lader til at have mistet
hørelsen og hellere vil lege garage med skoene end tage dem på?

– Når du har magten – og det har du som mor – må du tænke over, hvad der sker ved at misbruge den igen og igen, som du gør, hvis du råber af dit barn hele tiden. Ville du råbe af dine medarbejdere hver dag? Nej, for så er man jo en dårlig leder. Det er du også, hvis du råber af dit barn hele tiden. 

LÆS OGSÅ: Søskende bliver klogere af at skændes

Når dit barn ikke gør, som du siger. Ikke hænger jakken op, ikke spiser pænt, ikke rydder op i sit legetøj – og du bliver gal, fordi du har sagt det tusind gange, så bør du stoppe og tænke over, om du overhovedet har lært ham at gøre de ting, siger Pernille W. Lauritsen. 

Som leder af familien er det nemlig dit ansvar at lære dit barn det, du også forventer af ham.

– Din vrede kan sagtens være rettet mod dig selv og handle om, at du ikke har fået brugt den tid, det tager at lære dit barn at rydde op eller spise pænt. I situationen bliver du vred over, at han ikke gør, som du siger, men du er egentlig vred på dig selv, mener hun.

Af sted uden sko 

Et skridt på vejen til at skrue ned for stemmen er at ændre på de situationer, der typisk kan få dig op i det røde felt. Er det, når I skal ud af døren, og dit barn ikke vil have jakke på? Er det i ulvetimen, når du skal lave mad, mens banditten laver ulykker? 

  – Mange konflikter bliver håndteret bedre med mere tid, der giver mere overskud. Så måske skal du sende den lille ud af døren med jakken i hånden eller servere rugbrød til aftensmad oftere. Du må vælge dine kampe med omhu, mener Pernille W. Lauritsen. 

Men ikke alle kampe er lige lette at undgå, for når dit barn ikke vil gøre, som du siger, og du er nødt til at komme af sted på arbejde eller bare ikke orker mere – hvad gør du så?

– Hvis dit barn ikke vil have sko på om morgenen, så prøv at sætte dig ned og sig ‘ja, det er træls at skulle have sko på. Se, mor skal også have sko på. Skal vi hjælpe hinanden med at få dem på?’ Så anerkender du barnets følelser, samtidig med at du fortæller ham, at skoene skal på, for det skal ikke være til diskussion, råder Charlotte Diamant.

– Selvfølgelig er der dage, hvor gode råd ikke virker, og dit barn går i flitsbue. Så må du tælle til ti og prøve igen. Og igen. Virker det ikke, må du bære den lille ud til bilen uden sko. Det er bedre at erkende, at du ikke kan løse situationen end at råbe af dit barn, siger hun. 

Faktaboks

Sådan undgår du at råbe af dit barn
Nu og her:

1. Træk vejret og tæl til ti

Træk vejret dybt, mens du tæller til ti. Luften skal helt ned i maven, så du får bedre ilt til hjernen og måske kan nå at træffe et bedre valg end at råbe.

2. Ring til en livline

Ring efter en livline, som kan være din mand eller en veninde – eller gå ind til naboen, og bed om et pusterum.

3. Gå ind i et andet rum

Gå ind i et andet rum, og råb for dig selv, eller slå hårdt i en pude. Du får luft for frustrationerne og får to sekunder til at overveje en anden strategi end at råbe.

4. Erkend din afmagt

Nej, det er ikke optimalt at den lille kommer af sted uden sko og jakke i minusgrader. Men hvis du kan stoppe dig selv i at råbe af dit barn ved at lade ham gå i vuggestue uden sko på – så gør det.

I fremtiden:

1. Find ud af, hvornår du råber

Skriv ned, hvornår du kommer til at råbe af dit barn, og forsøg så at ændre på situationerne. Måske skal du handle uden junior eller bare servere havregrød til aftensmad?

2. Lær at stoppe dig selv

Brug tid bagefter på at finde ud af, hvornår det gik galt. Find det tidspunkt, hvor du måske kunne have nået at stoppe dig selv ved at trække vejret dybt og tælle til ti.

3. Vælg dine kampe med omhu

Det kan være bedre at give slip på et princip en gang imellem i stedet for at råbe – så overvej, hvor vigtigt det er for dig, om den lille rydder op i legetøjet i dag.

4. Lav en jeg-råber-ikke-mere-erklæring til dit barn

Sig til dit barn, at du har råbt for meget af ham, men nu vil du gøre alt for at stoppe. ’Jeg vil ikke råbe mere af dig’ forpligter, når det er sagt højt.

Kilder: Pernille W. Lauritsen fra Mindjuice, Center for selvudvikling.

LÆS OGSÅ: 10 råd til at skælde mindre ud

LÆS OGSÅ: 9 ting vi er blevet bedre til, efter vi er blevet mødre

LÆS OGSÅ: “Mor, når du skælder mig ud, har jeg svært ved at elske mig selv”

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

Du tror måske, du skal motivere dit barn til at gør tingene selv, men det er ikke altid vejen frem. Foto: Nimastock

“Du kan godt” – sådan får du dit barn til at gøre tingene selv

Første step: Lad være med at gøre tingene for dit barn.

Skrevet af Amalie Nebelong
14. juli 2015

”Mor skal give jakken på”, ”bære bære”, ”jeg kan ikke selv” – er nogle af de kommentarer, jeg ofte får fra min fireårige søn og min toårige datter. Og oftest giver jeg op fra start af og bærer min datter ned af trappen, selvom hun selv kan gå, og jeg giver min søn tøj på – selvom jeg ved, at han selv kan trække det på – fordi jeg er bange for, at det ellers udvikler sig til en tidskrævende konfrontation (eller et barn med vrangen ud på trøjen). Og jeg skal jo på arbejde.

Men faktisk giver det anledning til dårlig samvittighed fra min side, når jeg for eksempel ser, hvordan min søns veninde selv smører sin frokostmad og hælder sin mælk op, hvor jeg stadig gør det for min søn – og for eksempel laver morgenmadsanretning, i stedet for at lade ungerne tage selv. Det er nu engang hurtigst og nemmest at gøre tingene for dem, synes jeg. Men er det egentlig det bedste for mine børn?

LÆS OGSÅ: Curling: Hjælper du dit barn med ALT?

Nej, siger børnepsykolog John Aasted Halse. Han mener, at det er meget vigtigt at vi lader børnene gøre de ting, de udviklingsmæssigt er klar til, selv.

– Der ligger udvikling i det. Barnet opnår nogle kompetencer og færdigheder ved at gøre tingene selv, og deres udvikling ligger altid i spændingsfeltet mellem, hvad det kunne i går, og hvad det gerne vil kunne i morgen. Udfordringerne ruster barnet til at kunne klare livet og verden, siger John Aasted Halse.

Mindre servicering

Han forklarer, at dit barn, når det bliver præsenteret for en opgave – en der passer udfordringsmæssigt til dets alder – kommer i vækst. Barnet bliver stolt over, at det klarede en udfordring.

– Så kan de gå ud og prale og sige i børnehaven: ”Det er mig, der tømmer skraldespanden derhjemme.” Her er både selvtilliden og selvværdet i spil. Selvtilliden i ”se hvad jeg kan”, og selvværdet i ”se hvad jeg er – jeg er sej”. Og dén følelse får barnet, fordi det prøvede og kunne, siger John Aasted Halse.

John Aasted Halse mener, at vi står midt i et paradigmeskifte, hvor vi bevæger os væk fra curlingbørn, der fik gjort alt for sig, til en mere bevidst forældregeneration, der erkender, at man i positiv forstand skal udfordre sine børn gennem ikke at gøre alt for dem. Mindre servicering simpelthen.

LÆS OGSÅ: Giv dit barn selvværd uden ros

– Der er flere forklaringer på, hvorfor forældre gør og har gjort mere for deres børn, end de egentlig burde. Dels fordi det er hurtigere som voksen at gøre tingene selv, så vi hurtigere kan komme til at ”hygge” os. Dels ligger der også det i det, at man som voksen kan føle, at børn ikke skal døje med alle de praktiske gøremål, men bare have lov til at lege osv. Dét dækker over en voksenkonstruktion, hvor der er noget, der hedder de sure pligter og arbejde, og der er noget, der hedder sjov og fritid. Men i et børneperspektiv ser det med at hjælpe til i hjemmet osv. helt anderledes ud. For børn er at hjælpe med at lave mad en leg, hvor vi som voksne har en tendens til at tænke, at barnet synes det må være kedeligt og trist, siger John Aasted Halse.

Du skal ikke motivere

At motivere dit barn til at hjælpe til med de huslige pligter er en vigtig ting, mener sundhedsplejerske Dorte Fischer.

– Om det er at bære noget ud fra bordet eller hjælpe med noget andet, så er det med at have en plads motorisk motiverende, samtidig med at det giver barnet en følelse af at have en plads i familien, når det får lov til at sætte en kop ind på bordet. De vil faktisk gerne hjælpe rigtig meget, siger Dorte Fischer.

LÆS OGSÅ: Lær dit barn at fordybe sig

Men hvordan motiverer jeg min søn på fire år til selv at tage sine bukser på? John Aasted Halse mener ikke, vi som forældre skal tænke i at motivere, når det handler om børn i førskolealderen. Vi skal hellere bare lade være med at gøre tingene for vores børn.

– Vi voksne har så travlt, at vi ikke orker at inddrage børnene – og så tænker vi også, at nu skal vi jo ikke stjæle barndommen fra børnene. Så vi overbeskytter dem. Tilsammen gør det, at vi ender op med at amputere barnet udviklingsmæssigt. Mit motto til forældre er, at hver gang du gør noget for dit barn, som det godt selv kunne have gjort, stjæler du lidt udvikling fra dit barn. Det er igennem det at prøve nogle ting og at gøre noget nyt, at børn i positiv forstand overskrider nogle grænser, siger John Aasted Halse.

Mor gør det hele

Ifølge John Aasted Halse ligger der en kæmpe motivationsfaktor for dit barn alene i det, at du ikke gør tingene for det. Barnet lærer selv at tage bukser på, hvis du ikke gør det for ham. For hvis du bare gør det for ham, så behøver han jo ikke at anstrenge sig selv. Der skal være en grund til, at dit barn skal lære nogle ting, og den grund er ikke til stede, hvis du bare gør det hele.

Så for at anspore barnet til at gøre tingene selv, skal du som voksen holde fast i, at dit barn selv kan – og sige det til barnet, fordi det tidligere har demonstreret, at det for eksempel godt selv kan tage sko på.

LÆS OGSÅ: Trodsalder – Jeg vil, jeg vil, jeg vil!

– Hvis barnet ikke selv kan, må man indlede med en læringsproces, hvor barnet skal til at kunne det. Og så må den voksne være forberedt på, at tingene i en periode kommer til at tage lidt længere tid. Og hvis barnet ikke vil, må man sige til det; ”Jamen, så tager vi over i børnehaven i strømpefødder”, siger John Aasted Halse.

Man skal være indforstået med det, John Aasted Halse kalder for ”det kalkulerede sammenbrud”. I det ligger, at hvis dit barn for eksempel ikke har lagt sit beskidte tøj i vasketøjskurven i en hvis periode, så er der pludselig ikke flere rene underbukser. Eller hvis barnet ikke bærer sin havregrynsskål ud om morgenen, så står der gamle rester senere på dagen.

Drop den store kamp

Ifølge Dorte Fischer er måden, du gør det på utrolig vigtig. Du skal endelig ikke pace barnet frem.

– Det skal være på en god måde, og den voksne skal være der som en hjælp. Nogle gange orker barnet ikke at tage bukser på, for det er rigtig svært, når barnet f.eks. har stået længe med det, måske er træt og eller sultent. Man skal ikke tænke i sort på hvidt: ”Nu skal han selv tage bukser på altid”. Mere tage det en dag ad gangen. De skal nok komme til helt selv at tage bukser på hver dag en dag, siger Dorte Fischer.

Hun synes ikke, at du skal gøre en stor kamp ud af det og for eksempel sige: ”Vi går ikke før, du har taget bukser på”. Men selvfølgelig må du gerne motivere dit barn rigtig meget, hvis du ved, det kan selv. Og så husk ikke at kritisere dit barn. Det gør ikke noget, hvis trøjen vender forkert.

LÆS OGSÅ: Drop magtkampen ved middagsbordet

– Det er vigtigt at motivere, men også indimellem at tage styringen og give barnet bukser på. Men ros alligevel barnet og sig for eksempel: “Så kom benet ned, hvor var du god til at hjælpe”, siger Dorte Fischer.

Du skal ikke forvente, at det kommer til at gå totalt gnidningsfrit, når du skal have dit barn til selv at klare nogle nye ting. For der vil, ifølge John Aasted Halse, være kampe. Og ja, indimellem må du altså give dit barn sko på, selvom du ved, at det selv kan. For du skal trods alt på arbejde.

– Men hvis du gør alt for dit barn, vil konsekvensen være, at når han bliver 18 år, har han endnu ikke lært at tage bukser på – i overført betydning, for det udfolder sig i noget andet. For eksempel at han stadig forventer, at du vasker hans tøj. For han kan ikke selv finde ud af knapperne på maskinen, selvom han måske har to guitarer, en mikserpult og en pedalplade inde på sit værelse med rigtig mange knapper, siger John Aasted Halse.

Stå tidligere op

At tage sig tid er noget af det vigtigste, når dit barn skal lære at klare ting selv, siger Dorte Fischer. Og det er en mangelvare for mange familier i dag. Men så må I stå tidligere op om morgenen, så du har tiden til at lade barnet tage tøj på selv. 

– Den stemning, der er i hjemmet, betyder rigtig meget for, om barnet har mod på at prøve nogle ting selv. Hvis det møder ros og anderkendelse, får barnet mere lyst til at prøve selv, end hvis der er lutter surhed og travlhed og ”åh nej, det er det forkerte ben”. Hvis man er motiverende og anerkendende, kommer barnets lyst til at gøre tingene selv naturligt, siger Dorthe Fischer.

LÆS OGSÅ: Familieliv: 25 genveje til nemme dage

– Men nogle dage vil barnet være mindre motiveret end andre. Og hvis man har tid til det, så lad det være rigtig besværligt. Lad for eksempel barnet gå op af trapperne selv til vuggestuen, i stedet for at du bærer det hele vejen. Tag det stille og roligt; tag pauser, og lad barnet udforske, siger hun. 

Jeg får næsten kuldegysninger ved tanken om at skulle lade min søn rende rundt med trøjen på vrangen, lade min datter hælde mælken op selv – og ikke mindst at lade min søn vaske hænder efter toiletbesøg uden, at jeg overvåger, om han nu også gør det grundigt nok. Min moderlige perfektionisme vil virkelig blive sat på prøve.

Kan dit barn klare det selv?

John Aasted Halse mener, at især kvinder muligvis har lidt svært ved at frigøre sig fra behovet for at gøre tingene for deres børn. 

– Selvfølgelig må vi gerne gøre ting for vores børn, men vi skal spørge os selv, om vores børn selv kunne have klaret de her ting? Og det kan de ofte. Og som oftest er børn helt vilde efter at kunne selv. Og det hjælper ikke, hvis vi lever efter devisen om, at ”Malene skal vente med at hælde mælk op selv, til hun har lært at hælde mælk op.” Vi ville jo heller ikke synes, at en institution var god, hvis de havde en regel om, at når de skulle i svømmehallen med børnene, ville ingen børn komme i vandet, før de havde lært at svømme. Learning by doing er en rigtig god måde at anskue det på. Børnene skal have lov til at komme helt derud, hvor de ikke kan bunde. Dér ligger der noget udvikling, siger John Aasted Halse. 

LÆS OGSÅ: Forældre skal turde bestemme

Når dit barn er i en proces med at blive selvhjulpen, skal det have den frihed, det giver, ikke at være afhængig af en voksen, der skal komme og gøre tingene for det. For den frihed vil give dit barn en kæmpe selvstændighedsfølelse.

Jeg kan selv huske, fra jeg var barn, hvor stolt jeg var, da jeg havde lært at binde mine sko selv.

– Men oplevelsen af ikke at kunne, er også vigtig. Og dén oplevelse skal vi lade børnene have, for den er nødvendig for at kunne lære nye ting, siger John Aasted Halse. 

Faktaboks

Sådan støtter du dit barn i at kunne selv

– Lad være med at gøre tingene for det.

– Dit barn er klar til nye udfordringer, når det viser interesse for det.

– Skæld aldrig ud, men lad der være konsekvenser. Lad for eksempel morgenmadsskålen stå på bordet, dit hvis barn ikke vil bære den ud.

– Vær opmærksom på, hvad det kan forventes, at dit barn kan. En toårig er ikke nødvendigvis klar til selv at kunne tage sko på hver gang.

– Husk på, at børn ikke ser det at bære ud fra bordet som ”en sur pligt” men nærmere som en leg.

– Giv plads til indimellem at hjælpe dit barn med bukserne, selvom det selv kan. Barnet kan være uoplagt, og så er det bedre med hjælp end skældud.

– Selvom dit barn kan selv, skal du stadig være den voksne på sidelinjen, der er klar til at rose og støtte.

– Ros dit barn for dets indsats, selvom du har måttet lukke velkroen på skoene.

– Drop din perfektionisme. En trøje, der vender på vrangen, varmer ligeså godt som en, der ikke gør.

– Stå tidligere op, så der er tid til at lade barnet gøre tingene selv – stress og jag er den værste killer, når det kommer til at motivere barnet.

– Husk på, at når du gør ting for dit barn, som det selv kan, bremser du dets udvikling. 

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Stå fast, kære mor!

LÆS OGSÅ: Dit barn kan godt selv!

LÆS OGSÅ: Derfor skal junior hjælpe til

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

gravid mor med lille barn

9 ting jeg vil huske, når jeg selv skal være mor

Jeg kommer sikkert til at grine af alle mine kloge observationer, når jeg selv bliver mor. Men jeg håber alligevel, at de ikke bare går i glemmebogen.

Skrevet af Tanja Brinks Toubro
13. juli 2015

Jeg er 26 år, og jeg har ingen børn. Jeg har heller ingen planer om at skulle have dem foreløbig. De seneste år har der været flere og flere gravidopdateringer, scanningsbilleder og babyfotos i min Facebook-feed, og hver gang tænker jeg, at nu må folk lige slappe lidt af med de børn. Hvorfor har de så travlt? Men så går det alligevel op for mig, at det vel efterhånden er ret normalt at få børn i den her alder. Det er bare så langt fra, hvor jeg selv er i mit liv lige nu.

Jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke over, hvilken slags mor jeg selv bliver. Især når jeg møder mega tjekkede forældre, som ser ud til at have styr på alting. Eller nogen, hvor præcis det modsatte gør sig gældende. Men måske mest af alt, når jeg møder folk, som på en eller anden måde, har fået ind i deres hoved, at alt handler om dem og deres unger. Eller når de ikke giver deres børn lov til at være børn.

LÆS OGSÅ: Vi vidste alt om børn … indtil vi fik dem!

Det er selvfølgelig nemt at være klog, når man ikke selv står i situationen, og størstedelen af det her fordamper sikkert, når jeg selv bliver mor. Men jeg håber alligevel, at jeg vil huske på de her ting, når jeg har taget 30 kg på, er smurt ind i babymos og bruger mere tid med Hr. Skæg end mine veninder.

1. Du er gravid, ikke lavet af porcelæn

Selvfølgelig skal der tages hensyn til gravide, men du bliver jo ikke til porcelæn, så snart graviditetstesten er positiv. Min mor lå indlagt og sad i kørestol i flere måneder, da hun var gravid med mig, og der er selvfølgelig altid særlige tilfælde, hvor der er behov for ekstra hjælp og hensyn. Men det er jo langt fra alle, der skal igennem sådan et forløb, så hold op med at tro, at du per automatik skal have særbehandling, fordi du venter dig – især i starten af graviditeten.

LÆS OGSÅ: Er det en sygdom at være gravid?

Du har morgenkvalme, jeg har tømmermænd, men vi skal nok klare det. Dermed ikke sagt, at man ikke skal passe på sig selv, når man er gravid. Karriereræset får med garanti mange til at presse sig selv lidt for hårdt, og det er hverken dem eller deres børn tjent med, men jeg tror nu godt, at du kan tåle at stå op i bussen eller har godt af at cykle på job, når du kun er et par måneder henne.

2. Baby og bryster

Børn skal have mad, også når de er ude i det offentligheden. Jeg synes sgu egentlig, at det er lidt trættende at høre på gamle, sure mænd, som brokker sig over amning på restauranter, mest af alt fordi de bare skal have noget at brokke sig over. Men hvis en mødregruppe laver en café om til ammestue i fire timer, mens de sipper på en enkelt latte, er det måske lidt for meget af det gode.

Indtil for nylig tænkte jeg faktisk heller ikke så meget over det, men så snakkede jeg med min mor om emnet. Hendes vej til at få børn var lang og snørklet. Hun kæmpede med flere mislykkede graviditeter, før jeg kom til verden. Så der kan jo være mange grunde til, at der er nogen, der ikke har det så godt med at få smækket baby og bryster i ansigtet under et cafébesøg.

LÆS OGSÅ: Amning: “Jeg bruger min situationsfornemmelse”

Du kan jo sidde overfor én, som er ufrivilligt barnløs, lige har aborteret eller er på venteliste på fjerde år til adoption af ønskebarnet. Nej, det kan du selvfølgelig ikke vide, og jeg siger ikke, at du ikke må amme dit barn offentligt. Men vær diskret og hensynsfuld, når du gør det.

3. Jeg har førsteret, jeg er jo mor

Jeg bliver lidt harm, når folk med børn på en eller anden måde mener, at det giver dem førsteret til ting. Helt ned til de små ting. Hvis jeg kommer gående imod to kvinder med barnevogne på fortovet, og de ikke engang lægger an til at flytte sig lidt, så jeg kan slippe for at skulle ud på myldretidscyklestien, så bliver jeg sgu lidt småfornærmet.

Min hverdag er på mange måder ret fleksibel, fordi jeg i bund og grund kun skal tage hensyn til mig selv. Men det betyder ikke, at den ikke er skemalagt, for jeg har rigtig mange bolde i luften – og nej, det er ikke bare fritidsinteresser, det gælder lige så meget på jobfronten. Jeg har intet imod at være fleksibel, og møder hjertens gerne tidligere eller bliver længere, så kollegerne med børn kan nå at aflevere og hente i institutionen. Men det skal også gå den anden vej. Jeg skal ikke hoppe og springe, fordi du har børn.

LÆS OGSÅ: Sådan tager du din baby med på restaurant

Det kan godt være, at dine unger har ferie i de og de uger, men hvorfor skal det automatisk give dig ret til altid at vælge ferie først? Mit liv, og min ferie, er vel ikke mindre vigtig, fordi jeg ikke har børn?

4. Du er stadig dig

Ja, Caroline er sød i sit mariehønekostume. Og jo, det er en sjov video af William, der falder på blerumpen og slår en prut samtidig. Men kan vi snakke om noget andet nu? Engang imellem må det da også være en lettelse at tænke på noget andet end pottetræning og puttetider. Jeg forstår godt, at børn fylder meget i dit liv, men du er vel også stadig din egen person?

Det er noget af det, jeg frygter mest ved at få børn. At jeg lige pludselig “bare” er mor og glemmer, hvem jeg var, og hvad jeg gik op i, før jeg fik børn. Jeg har endnu ikke nogen tætte veninder, som har børn, men på føromtale Facebook-feed, og også Instagram, er det helt tydeligt, hvor meget børn fylder hos dem, som har fået dem. Og med rette, for det er jo en kæmpe begivenhed. Men det skræmmer mig også lidt.

LÆS OGSÅ: ”Tiki skal lære, at verden ikke kun drejer sig om hende”

Kommer ALT virkelig til at handle om børn, når man bliver mor? Lige nu er jeg næsten af den opfattelse, at det at få børn er en slutning og ikke en begyndelse. Slutningen på mig, da jeg bare var mig. Men det behøver jo ikke være en dårlig ting. Det at få børn skal jo gerne være et nyt og spændende kapitel i mit liv, og det bliver det jo forhåbentlig også engang. Men jeg vil stadig gerne kunne lægge mor-hatten fra mig engang imellem og holde fast i, hvordan jeg var, før det kapitel begyndte.

5. Vi har det jo egentlig ret godt

Hold nu op, hvor har vi travlt med at brokke os. Da jeg studerede, var der mange ting omkring SU’en, som kunne få mig op i det røde felt. Pt. er det mere dagpenge-debatterne, der får min opmærksomhed.

Når jeg får børn, er det klart, at barselsregler og skolereform kommer til at betyde rigtig meget for mig. Vi skal ikke nøjes, og selvfølgelig skal for eksempel åbningstiderne i daginstitutionerne følge det fleksible arbejdsmarked. På den anden side skal man måske også gøre op med sig selv, om man har mulighed, for at gå lidt ned i arbejdstid, for at få hverdagen til at hænge sammen, når børnene er små.

Vi skal ikke holde op med at råbe højt, og jeg mener ikke, at alting fungerer perfekt – langt fra. Men skulle vi alligevel ikke huske på, at vi er ret priviligerede i lille Danmark? Vi har det jo egentlig ret godt. Selvom der af og til skal hamres afsted på cyklen for at nå vuggestuen inden lukketid.

6. Jeg er mor, ikke serviceorgan

Jeg var selv enebarn de første syv år af mit liv, og så kom min lillebror til verden. Han er skøn, men han kan fandme også være en belastning. Nu har han så rundet 20 år og bor stadig hjemme. Det er der ikke noget galt med, men jeg fatter ikke, at min mor gider blive ved med at servicere ham.

Han kan godt sætte ting i opvaskeren selv. Han kan vaske sit tøj selv. Han kan nok også godt svinge en støvsuger og en klud. Men hvorfor skulle han, når der er andre, der gør det for ham? På et tidspunkt skal “børn” (det er han jo sådan set ikke længere) lære at klare sig selv, og det gør måske mere skade end gavn, hvis du bliver ved med at lade dit omsorgsgen tage styringen.

LÆS OGSÅ: Curling: Hjælper du dit barn med ALT?

7. Sæt perfektionismen på pause 

Da jeg gik i 2. klasse, fik jeg et par hvide leggins med små, brune heste på, og jeg var lykkelig. Skæbnen ville så, at jeg en dag falder i frikvarteret og slår hul på knæet. Den blødende hudafskrabning var jeg ligeglad med, men hullet i bukserne var en katastrofe. Mest af alt, fordi jeg var sikker på, at min mor ville blive sur over, at jeg havde ødelagt mit nye tøj. Så mit lille hjerte slog lige lidt hurtigere i brystet, da jeg blev hentet i SFO’en senere på dagen. Men mor blev ikke sur – det var jo bare et par bukser.

LÆS OGSÅ: Mor på sociale medier: Drømmen om mand, barn og likes

Så husk nu, at det nok skal gå, selvom der kommer en plet på trøjen eller en flænge i buksen. Børn er børn. Vi har så travlt med at tænke over, hvordan vi fremstår over for andre (tak for det, Facebook og Instagram), men perfektionismen må godt holde fri engang imellem.

8. Lad dem være børn

”Josephine, kan du så komme ned derfra!” Sådan hørte jeg en mor råbe efter sin datter til Sankt Hans på Islands Brygge forleden. Muligvis fordi hun var ret tæt på bålet – fair nok – men åh, jeg bliver træt af at høre folk, der konstant er på nakken af deres børn. Når du tager dine børn med i en park eller på legepladsen, så er det jo sjovt nok meningen, at de skal lege.

Børn er ikke lavet af glas, og de skal nok overleve lidt skrammer på knæene. Man behøver heller ikke kravle højt op på noget for at brække en arm for eksempel – jeg har personligt selv klaret den ved at falde over en støvsuger, da jeg var 4 år. Så slap nu lidt af, ik? Også når dit moderhjerte sidder helt oppe i halsen, når junior balancerer på den 30 cm høje kant, som holder ham væk fra krokodillerne i sandkassen.

9. Tag nu hensyn

Det kan også blive en tand for afslappet. For nogle uger siden sad jeg i et tog på vej hjem til København fra Aarhus, og der sad en mor med sin knapt 3-årige (2 år og 8 måneder for at være præcis) i samme kupé. Tumlingen kastede straks sin kærlighed på en bedstefar med barnebarnsabstinenser. De begyndte på en leg – hvad ved jeg ikke, for jeg sad med ryggen til – som gentagne gange udløste høje glædesskrig fra den lille. Det er da sødt, ja, men ikke i en halv time. Bagefter blev iPad’en hevet frem, og nej, den var ikke på lydløs. Så tænk dig dog om, mor! 

Det er ikke alle, der er lige så tosset med dit barn, som du selv er. Børn skal som sagt have lov til at være børn, og jeg forventer ikke, at de skal sidde ret op og ned på en fire timers togtur, men kupéen er jo ikke din dagligstue.

Peace of cake, ik?

LÆS OGSÅ: Hvilken mortype er du?

LÆS OGSÅ: 9 ting vi er blevet bedre til, efter vi er blevet mødre

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Slip dit barn fri

 

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

Amalie har fundet ud af, at hun både er udpræget b-menneske og lider en smule af rengøringsvanvid. Tak, baby!

5 (knap så fede) ting mine børn har lært mig om mig selv

Børn fortæller sandheden – og det kan give mig ildrøde kinder indimellem.

Skrevet af Amalie Nebelong
13. juli 2015

”Pyhh – mors mund,” siger min toårige datter forleden, da hun sidder og spiser havregryn på mit skød på vores nye altan. Idet hun siger ordene, har hun for en kort stund stoppet sin havregrynssmasken og drejet sit lille hoved med viltert og uregerligt hår for at stirre direkte på min talende mund. Mor har dårlig ånde.

Børn er så dejligt ærlige. Når de oplever noget, så reagerer de umiddelbart på det – og uden at tage hensyn til de involverede. Det er en skøn ting, synes jeg. Men derfor kan jeg alligevel godt frygte, deres reaktion, når der står en mand på 200 kg. foran os i køen i Netto. Og mine kinder kan godt blive røde – som da min søn engang i bussen spurgte mig ganske højlydt, da der sad en lidt ældre kvinde med en lidt stor kroget næse på den anden side af midtergangen: ”Er dét en heks, mor?”

LÆS OGSÅ: Klumme: Fars pige kommenterer alt!

Ja, flovheder og pinligheder er der nok af, når man har børn. Men én af de ting, jeg har oplevet, er særligt berigende ved små børns bramfrihed, er det faktum, at jeg synes, jeg lærer umådeligt meget om mig selv ved deres små kommentarer og reaktioner. Bare det, at være blevet mor, har givet mig en indsigt i mig selv, jeg er ret sikker på, jeg ellers ikke ville have fået. For eksempel:

1: Jeg er blødsøden

Før jeg fik mine to børn, troede jeg, at jeg var rimelig hard core og tough. Karrieren var vejen til lykke og meningsfuldhed. Og vejen derhen skulle klares med en kølig attitude og rundsave på albuerne. Så blev jeg mor. Pludselig kunne jeg græde som pisket ved at se nyhederne med sultende børn i Afrika.

LÆS OGSÅ: Er du (også) blevet en tudemarie, efter du har fået barn?

Og alle børn – også de mindre kønne med grøn snot ud af næsen – var pludselig utroligt søde. Før følte jeg mig som ved et trylleslag akavet i nærheden af børn – nu skal selv fremmede børn ofte have en kommentar med på vejen fra min side. Og nu betyder karrieren ikke alt for mig. Jeg er nogens mor. Små børn skal have det godt; dét er blevet mit mål med livet, at mine børn skal føle sig elsket og trygge.

2: Jeg er et meget utålmodigt menneske

Jeg er en handlingens kvinde og har svært ved stilstand. Når man har to børn, er der en stor mængde stilstand i livet. ”Nej se moar – en myretue” eller ”hvordan smager græs? Lad mig lige smage.” Børn tager sig god tid til at undersøge alt, og det har jeg haft det en anelse svært med. For hvis vi er på vej et sted hen, så vil jeg gerne af sted.

Det paradoksale er, at det ikke hjælper at skynde på børn. I hvert fald ikke mine børn. Så udvikler en umulig situation sig bare til en endnu mere umulig én. Så her især efter nummer to er jeg blevet god til at tage dybe indåndinger og lade min datter selv går op ad trappen til vuggestuen.

3: Jeg er absolut ikke et a-menneske

Permanent træt? JA! Det kender I allesammen til. Når man er født et b-menneske, der vitterligt elsker at sove, så er det en hård tjans at skulle op klokken 06 hver eneste dag. Og det forstår man altså kun fuldt ud, når man selv har børn. Prøv at forklar en ven uden børn, at du står op klokken 06 hver dag. Også i weekender og ferier. De bliver helt tomme i udtrykket.

LÆS OGSÅ: Guide til bedre søvn for DIG!

4: At jeg har en mild grad af rengøringsvanvid

Jeg er et ordensmenneske. Ryddelighed giver mig glæde og overskud. Jeg ved præcis, hvad der er i vores hjem i alle skuffer og skabe, og vi har kun ting, vi bruger. Lyder jeg irriterende? Ja, jeg ved det godt. Men sådan er jeg nu en gang.

LÆS OGSÅ: 5 ting en hjemmegående mor skal sige ”pyt” til

Da jeg kun havde et barn, havde jeg en vane med at rydde op i løbet af dagen. Men især efter vi har fået nummer to, har jeg fundet ud af (eller min mand har fået mig til at indse), at det ikke giver nogen mening at rydde legetøj op i løbet af dagen, fordi: 1: Der bliver jo rodet til igen. 2: Mine børn skal lære at rydde op efter sig selv. Så fra nu af forsøger jeg at holde det til, at der kun bliver ryddet legetøj op hver aften inden sengetid. Med andre ord har jeg lært at slappe lidt mere af.

5: At jeg shopper for meget

”Mor, du køber altid nye ting”, siger min søn til mig en dag, hvor jeg igen har en ny kjole på. Det er ret banalt, men det fik mig altså til at tænke lidt over, hvorfor jeg altid køber så mange ting. Og tidspunktet, til at tænke over det, var helt rigtig, for med to børn er der rigeligt at bruge penge på. Så at shoppe løs, som jeg gjorde, før jeg fik børn, er helt klart ikke vejen frem. Og alene det, at jeg er begyndt at fundere over mit forbrug, har gjort, at jeg ikke længere har et gigantisk behov for at shoppe. For det er noget psykisk, det handler om; en gammel fin kjole fra skabet er altså ligeså god som en ny (for det meste i hvert fald).

LÆS OGSÅ: Derfor er du blevet til en flæbende tudemarie

LÆS OGSÅ: 34 tips til en nemmere hverdag

LÆS OGSÅ: Man ved, man er mor, når…

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.