Foto: Istockphoto

Find en barnepige, dit barn vil elske

For langt de fleste børnefamilier i Danmark er det guld værd at have en sød og stabil barnepige – og gerne sådan en, som ungerne elsker. Vi guider dig til, hvordan du finder dine børns (og din) nye bedste ven.

Jannie Schjødt Kold, Vores Børn Junior, januar 2011
01. februar 2011

Faktaboks

3 steder, du kan finde jeres nye barnepige

  1. Babysitting.dk – her kan du søge efter babysittere i jeres kommune.

  2. Seniorlife.dk/mac/tjenester/reservebedste. php – liste over ‘reservebedster’ i dit område.

  3. Ung-i-huset.dk – her kan familier og unge, der gerne vil være ‘ung i huset’ finde hinanden og skabe kontakt.

Ikke alle har en underbo som vores. Hun er 60 år gammel, folkeskolelærer og mor til trillinger, der alle er flyttet hjemmefra. Min datter på snart fire år elsker at løbe ind til ‘Lene Underbo,’ når hun kommer hjem fra børnehave. Her er nemlig både tid, en hund ved navn Donna og (lidt for) gavmilde hænder, når det kommer til slik. Lene passer gerne begge vores børn en aften, hvor min mand og jeg virkelig er i underskud på parforholdskontoen.

LÆS OGSÅ: 5 råd: Sådan kører du den nye barnepige ind >>

Vi ved godt, at vi er heldige
Det er langt fra alle, der har naboer endsige bedsteforældre som Lene, der både kan og gider børn i tre-syv-årsalderen med alt, hvad det medfører af larm, rod og børnesygdomme. En sød og stabil barnepige er derfor et uhyre vigtigt bekendtskab og lidt af en lifesaver for mange børnefamilier. Spørgsmålet er, hvordan man finder hende?

Fra Brugsen til børnehaven
Der er – heldigvis – mange måder at gå til værks på, når du skal finde den perfekte barnepige. Du kan gøre det på den gammeldags maner, der stadig virker, og hænge et opslag op i dit lokale supermarked.

En anden nem og gratis måde er at se dine Facebook-venner efter for eventuelle teenagedøtre, der trænger til at tjene en ekstra skilling. Og endelig er der den gode gamle mund-tilmund-metode, hvor du spørger dine naboer og venner, om de kender nogen, der kender nogen.

Ifølge pædagogisk leder ved Børnehuset Blæksprutten, Helle Vaarning, er en anden nærliggende mulighed, at du griber fat i din favorit-pædagogmedhjælper i børnehaven og spørger, om hun eller han kunne tænke sig at lære dine børn lidt bedre at kende. Pædagogmedhjælperen ved, hvad hun går ind til, er vant til børn og kan helt sikkert håndtere spidsbelastninger.

Du skal dog være opmærksom på, at nogle institutioner ikke tillader deres medarbejdere at være barnepige for institutionens børn i fritiden, fordi de vil undgå at favorisere nogle børn frem for andre, fortæller Helle Vaarning.

Prøv ungdomsskolen
En anden genvej til dine børns nye barnepige (og de voksnes chance for en pause) er at søge på nettet. Vi har undersøgt sagen og fundet flere velafprøvede fora, hvor du i ro og mag kan tjekke mulighederne ud.

Eksempelvis på Byensbedstebabysitter.dk, der har 2.400 udvidede profiler på barnepiger, der søger søde børnefamilier. Her søger du på postnummer, du kan se fotos, og du kan oprette din egen profil som familie og dermed øge chancen for at få det rette match. Først når du tager kontakt til en specifik pige, koster det dig noget. Babysitting.com og Fritidsjob. annoncer.com er andre bud på lignende koncepter.

Et sidste og godt bud på at finde en kvalificeret barnepige til dine guldklumper er – måske lidt overraskende – den lokale ungdomsskole. Flere steder i landet kører ungdomsskolerne nemlig med et længerevarende undervisningsforløb i babysitting for unge piger mellem 13 og 14 år. Et forløb, der afsluttes med en eksamen og et babysitter-kørekort. Du kan søge på nettet efter den nærmeste ungdomsskole og se, om de har et såkaldt ‘babysitterkorps’.

Babysitter-kørekort hitter – læs videre på næste side>>

Babysitter-kørekort hitter
Familieterapeut Lotte Pilgren var for fire år siden med til at starte kurser i babysitting op i Lyngby-Tårbæk, fordi hun så et behov for at udbrede viden om børnepasning til unge piger og unge mødre.

“I dag går den viden ikke nødvendigvis i arv. Mange kommer fra et hjem, hvor der ikke er mange børn, og de er i institution hele dagen. Så vi oprettede et babysitterkursus, og det er blevet en stor succes,” siger hun.

Lotte Pilgren underviser pigerne på hold med 22 elever – og der er venteliste hvert år. “Jeg underviser pigerne i både den fysiske og den psykiske udvikling af et barn i alderen 0–6 år, og vi går både praktisk og teoretisk til værks,” fortæller Lotte Pilgren.

LÆS OGSÅ: 5 råd: Sådan kører du den nye barnepige ind >>

Hun tilføjer, at nogle af pigerne efterfølgende er i stand til at passe to små børn på én gang. Lotte Pilgren har nogle gode tommelfingerregler for, hvor gammel en barnepige skal være, før hun kan passe for eksempel en treårig.

“Hvis pigerne har fået noget uddannelse eller har erfaring med børnepasning, kan man godt tage ansvar for et barn som 13-14-årig. Hvis ikke, ville jeg nok foretrække en lidt ældre barnepige på 16-17 år til at være alene med mine børn,” siger hun.

Ung pige eller ‘reservebedste’
En af de ting, Lotte Pilgren altid underviser pigerne i, er at hente et børnehavebarn. For det er netop det, mange forældre har brug for hjælp til. Ifølge Lotte Pilgren bør vi forældre droppe den dårlige samvittighed over, at vi ikke altid selv henter. Tænk på, at for Carl er det sjovt og spændende at blive hentet af Sofia på 16 år – netop fordi hun stadig er et barn – og han kan spejle sig i hende på en anden måde end i en voksen.

Føler du alligevel, det er lidt uansvarligt at overlevere dine børn til en teenager, kan du vælge at søge efter en såkaldt ‘reservebedste’ i stedet for. For eksempel på Seniorlife.dk, der fungerer som en kontaktannonceside mellem forældre og reservebedsteforældre.

“Hvis dit barn i forvejen er omgivet af to andre søskende, og du selv pisker rundt derhjemme, kan det måske være meget rart med en ‘bedste’, man kan tage det stille og roligt sammen med,” vurderer Lotte Pilgren.

Før du indleder jagten på en barnepige til dit barn, skal du altså vurdere, om han har mest glæde af en ung barnepige, som han måske kan fjolle og lege med eller en rolig og livserfaren ‘bedste’.

Hold en jobsamtale
Inden du går i gang med at finde familiens nye livline, er det derfor en rigtig god idé at gøre dig følgende overvejelser: Hvilken slags barnepige vil I gerne have? Er det en, der er god til at tage ungerne med ud og lave noget fysisk? Skal hun tømme opvaskemaskinen og sætte kartofler over, når hun har hentet fra børnehaven?

“Jo mere bevidste I selv er om, hvilke forventninger I har til den gode barnepige, jo større er chancen for, at I finder hende,” siger Lotte Pilgren.

Hun anbefaler også at invitere en mulig barnepige hjem til familien til en samtale, inden man begynder samarbejdet. Her gælder som ved andre ‘jobsamtaler’, at det er uhyre vigtigt at være præcis, når du fortæller, hvad opgaven går ud på. Du bør også give barnepigen en rundvisning og grundig information om barnets vaner.

De helt almindelige ting, som at Carl oftest sidder med sin bamse, når han ser børnetime, eller at Clara ikke kan udstå rødbeder på leverpostejen. Små ting, som betyder rigtigt meget, når man er tre eller fem år gammel og skal føle sig tryg med en fremmed i hjemmet.

I samtalen råder Lotte Pilgren jer også til at komme ind på, hvilke regler der gælder hjemme hos jer. For eksempel hvornår man må se fjernsyn og spille på computer. Ifølge pædagogisk leder Helle Vaarning er det allervigtigste nok at komme ind på, hvilke værdier I har i familien.

“Fortæl for eksempel barnepigen, hvis det er vigtigt for jeres familie, at man ikke skælder ud, når storebror hiver dukken ud af hånden på lillesøster. Forklar hende, at hun i stedet skal spørge ind til, hvad der var intentionen bag handlingen og hjælpe ham til at finde en anden dukke,” siger hun.

6 ting, du bør tale med barnepigen om, før du hyrer hende – se næste side>>Brug din intuition
Til syvende og sidst handler det dog om kemi og den berømte mavefornemmelse. Er du i tvivl inderst inde, om det er den rigtige barnepige, du har fundet, så stol på din intuition. Hellere det end at foreslå en prøvetime, råder Lotte Pilgren:

“Jeg har selv været barnepige en gang i en time, hvor forældrene sad og kiggede på – og det var hæsligt. Børn bliver så forvirrede, når de ikke ved, hvem der bestemmer. Husk på, at pigerne også er meget generte og gerne vil gøre det godt. Giv dem chancen for at finde ud af det selv sammen med børnene – og tag af sted med god samvittighed.”

6 ting, du bør tale med barnepigen om, før du hyrer hende.

1. Spørg hende, hvorfor hun gerne vil være barnepige.

2. Spørg hende, hvorfor hun mener, at du lige præcis skal vælge hende som barnepige.

3. Spørg hende, hvad hun tror, hun vil synes er verdens bedste og verdens værste barnepige, når hun engang selv får børn.

4. Fortæl hende, at alle kan blive i tvivl om, hvad de skal stille op, når et barn er krævende. Spørg hende, hvad hun tror, der kunne blive svært for hende ved at passe et barn.

5. Giv plads til usikkerhed, og find sammen med barnepigen ud af, hvad hun kan gøre, når eller hvis hun kommer i sådan en situation. På den måde signalerer du, at det er o.k. at være usikker, samtidig med at du giver en handlemulighed – for eksempel at ringe til dig, eller en bedsteforælder, hvis du ikke selv er til at få fat på.

6. Når du holder jobsamtalen, så bed eventuelt om straffeattest og om samtykke til at indhente børneattest. Førstnævnte kan barnepigen medbringe ved mødet. Du kan selv printe en samtykkeerklæring vedr. børneattest, som barnepigen kan underskrive, når I mødes.

Kilde: Pædagogisk leder i BørnehusetBlæksprutten i Albertslund Helle Vaarning.

LÆS OGSÅ: 5 råd: Sådan kører du den nye barnepige ind >>

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

tudemarie

Er du (også) blevet en tudemarie, efter du har fået barn?

Pludselig skal der ingenting til, før du græder. Velkommen i klubben af følsomme mødre!

Skrevet af Sofie Winther Askgaard
03. juli 2015

Faktaboks

Hvilken dyremor er du?

Løvemor er klar til kamp

En løvemor tager altid kampen op for at forsvare sin unge. En løvemor kan nemlig aldrig vide, hvornår der kommer en ny leder af flokken, som spiser flokkens unger, fordi de ikke er hans egne.

Hønemor vogter over sine kyllinger

En hønemor går altid og kalder på sine kyllinger, så de er lige i nærheden af hende, og hun kan passe på dem. I naturen æder de fleste rovdyr nemlig små kyllinger med stort velbehag – så måske er hønemor slet ikke så pylret endda?

Ravnemor passer ikke sine unger

Ordet ravnemor kommer af, at man engang troede, at ravnen skubbede sine børn ud af reden. I virkeligheden passer ravnen fint på sine unger, men ordet ravnemor er alligevel blevet synonymt med en mor, der ikke tager sig ordentligt af sit barn.

Kilde: Susanne Bang, biolog i Københavns Zoo.

Elefanten er drægtig i 22 måneder. Kvinder er gravide i ni måneder. En mus venter sig i tre uger og får 10-15 unger. No wonder, at kvinder og elefanter passer ekstra godt på deres afkom. Vi har investeret måneder af halsbrand og fede fødder på en enkelt unge, mens musen næppe vil opdage, hvis en rovfugl napper et par af hendes. 

LÆS OGSÅ: Mor-rollen: Speltmor? Stage-mom? Nynne-mor?

For dyr handler det om, hvor meget energi de har investeret i deres afkom. For mennesket er det i højere grad et spørgsmål om vores urinstinkt, siger psykolog Charlotte Clemmensen. 

– Når du bliver mor, skærpes dine sanser til det yderste, så du kan passe ekstra godt på det lille væsen. Du sover med et øje åbent og har måske svært ved at lade andre holde barnet. Du er fra naturens side programmeret til at beskytte det her barn, siger hun. 

Forskellen på elefanter og kvinder – ud over det fysiske! – er bare, at menneskets hjerne er højere udviklet, så vi er i stand til at have følelser og knytte os til barnet. Og netop det gør os mere følsomme i rollen som mor, forklarer Susanne Bang, der er biolog i Københavns Zoo.

Lykke og hormontårer

Måske presser tårerne sig allerede på ved synet af de to streger? Det er ikke så mærkeligt, for hormonerne fiser rundt i kroppen på dig, og tankerne om alt det nye og ukendte opsluger dig. Selv den mest stabile kvinde, der aldrig græder, vil opleve forandringer, siger psykolog Charlotte Clemmensen.

– Du bliver mere følsom i både graviditeten og tiden efter. Selvfølgelig spiller hormonerne en stor rolle, men det er også voldsomt overvældende, og du har pludselig et kæmpe ansvar og en ny titel som mor. Det en grådfremkaldende cocktail, siger psykologen.

LÆS OGSÅ: Den berømte tudetur

Hormoner varer dog ikke evigt, og du fatter måske ikke, at du snøfter ned i ærmet over et indslag i Tv-avisen eller hyler til Bamses Billedbog flere år efter fødslen. 

– Men du bliver bare mere følsom, når du er nogens mor. Du vil pludselig gøre alt for at beskytte det lille væsen, og du oplever en ubetinget og stor kærlighed. Det trigger naturligt nok også en dybfølt angst for at miste, forklarer sundhedsplejerske Anette Straadt. 

En dybfølt angst for ikke bare at miste dit barn, men også din mand, dine forældre, og ja, dig selv, for så har dit barn jo ikke en mor – og du får ikke lov til at opleve dit barns liv, hvis du er død. Du kan hurtigt komme ud ad en tangent. Du kan også opleve at komme i tanke om ting fra din egen barndom, nu hvor du selv er blevet mor, og det kan også sætte gang i tudealarmen. 

– Elastikken for dine følelser bliver hevet ud i begge ender. Du oplever de dybe dale, hvor du næsten kan mærke, hvor ondt det vil gøre at miste din guldklump, og du står på toppene, hvor du fyldes af lykke og ubeskrivelig kærlighed til dit barn. Du græder begge steder, siger sundhedsplejersken. 

LÆS OGSÅ: Kan man elske nogen, man ikke har mødt?

Frygten for, at der skal ske noget med dit barn, kan gøre det næsten ubærligt at høre om eller se andre børn komme til skade. Du kan så levende forestille dig, hvordan det må føles, hvis der sker noget med dit eget barn. Der er ikke oget at sige til, at et program som Sporløs pludselig kan starte springvandet, vel?

Vil dø for barnet 

Dyr græder som bekendt ikke. Men det betyder ikke, at morinstinktet ikke er der. Hvis en hunbjørn med unger bliver overrasket af en hanbjørn på krigsstien, vil hun ofte gå til angreb – også selv om han er flere hundrede kilo tungere og stærkere end hende, fortæller Susanne Bang fra Københavns Zoo. 

– Havde hun været alene, var hun stukket af. Men hun vil gøre alt for at redde sine unger, så hendes gener kan leve videre. Instinktet tager over, og hun tager en ulige kamp op, som måske kan vindes, fordi hun får uanede resurser i situationen, forklarer biologen.

Ville du gøre det samme? 

Ja, det vil du med næsten et hundrede procents garanti, siger psykolog Charlotte Clemmensen. Før du får børn, forstår du måske ikke mødre, der altid skal forsvare deres børn med næb og kløer. Men når nu du selv er mor til verdens ottende vidunder, vil du også beskytte det dyrebareste, du har – med næb og kløer. 

– Vi vil gå gennem ild og vand for vores børn, siges det. Og det er ikke løgn. Hvis barnet er i fare, vil enhver normalt fungerende mor gå i døden for sit barn – uden at tænke over det. Det er vi nemlig programmeret til fra naturens side, siger psykologen.

– Selvom alle kvinder er forskellige, har naturen altså sørget for at programmere os til at ville beskytte vores børn. Vi er derfor altid på vagt over for mulige farer, og selvfølgelig er det da svært ikke at knibe en tåre af og til ved tanken om, at noget grimt skulle ramme guldklumpen.

Faktaboks

Derfor tuder du

Du er nok træt! Manglende søvn giver mindre overskud, og følelserne kan løbe af med dig.

Du er bange for at miste – både dit barn og andre nære relationer.

Du kan ikke tåle at se død og ulykke på tv, fordi du har fået en skræmmende evne til at sætte dig ind i, hvordan det må være at miste sit dyrebareste.

Du er påvirket af hormoner – i hvert fald i de første måneder efter fødslen.

Kilder: Sundhedsplejerske Anette Straadt og psykolog Charlotte Clemmensen.

Sagt på facebook  

Vi har spurgt jer mødre om, hvad I græder over, og her er et udpluk af kommentarerne:

Rødbedesaft og rockere
Har tudet over: Et lille stykke pålægschokolade, der faldt ud af min bolle, serien Sons of Anarchy (utroligt, når det er sådan en barsk rockerserie), og at der kom nogle mikropletter på min gravide mave med rødbedesaft. 
Sara Herbøl Hansen

Rugbrødet smuldrede
Da jeg var gravid, græd jeg, da jeg skulle smøre en rugbrødsmad med leverpostej. Rugbrødet var for blødt, og derfor smuldrede det, og jeg måtte få min mand til at smøre det for mig, mens jeg stod og græd.
Nadia Dannesboe Parnas

Også til genudsendelsen
I finalen i Masterchef fik den unge Mads på 18 år kun en andenplads, men fik tilbudt en læreplads i dommeren Jesper Kochs restaurant. Jeg tudede helt vildt, men det var ikke det værste. Da vi så genudsendelsen, tudede jeg endnu engang.
Mette Borre

Ingen lakridser
Tudede over manglende saltlakridser. Så sent som i aftes.
Simone Reinhold Larsen

Regnvejr i Jylland
Da jeg ventede vores datter, sad jeg den ene dag og så vejrudsigt, og lige pludselig begyndte jeg at græde. Min mand spurgte, hvorfor jeg græd, hvortil jeg svarede. ‘Det er så synd for dem, der skal have alt det regnvejr.’ I vejrudsigten var der solskin på Sjælland og regn og regn i Jylland. 
Carina Roed Willumsen

Præmie-avlstyr
Jeg har præsteret at tude til nyhederne. Indslaget var om en fejl i kromosomerne på en præmie-avls-tyr. Det ville egentlig ikke have nogen betydning for kalvene, men sæden kunne ikke sælges til udlandet. Klippet, der vises under indslaget, er af en tyr, der er ved at bedække en ko.
Tine Lund

Græd over gråden
Jeg har grædt over manglende mælk til morgenmaden. Og over at jeg græd.
Shadi S. Carlsen

Fodbold fra en anden by
Jeg græd, da Randers vandt pokalfinalen i fodbold for et par år siden – jeg er ligeglad med fodbold og er fra Odense.
Malou Dreyer

Spildt mælk
Jeg tudede rent bogstaveligt over spildt mælk – kartonen røg ud af hånden på mig, og mælken var overalt på gulvet, og jeg kunne ikke andet end tude, så manden måtte tørre op efter mig. 
Thea Amalie Berger Petersen

Den sidste færge
Jeg STORTUDEDE, da jeg som
højgravid så et klip fra den sidste
færgetur over Storebælt. Det gik helt galt, da de to færger krydsede hinanden. Jeg brølede og hikstede så voldsomt, at den vordende far kom stormende ind i stuen, fordi han troede jeg var gået i fødsel.
Rikke Lind

Dyreprogram fra Afrika
Græd som pisket, da jeg så et dyre-program fra Afrika. En hanfugl skulle bygge en fin rede på jorden, så han kunne lokke en hunfugl til at lægge æg i den. Første gang han blev færdig, kom der et andet dyr og ødelagde den, og han skulle så begynde forfra. Det skete en gang til, og da han for tredje gang endelig blev færdig, så kom der en stor kat og spiste ham. Jeg tudbrølede.
Cecilie Spetzler Dal Hansen

Det er banken – hallooo …
Da jeg skulle ringe til banken og ikke vidste, hvad jeg skulle sige … Det var supermærkeligt.
Christina Thomsen

Og så var jeg gravid
Vi var i biografen og se tegnefilmen Op, og jeg græd fra start til slut. Min lille bonussøn sad og aede mig og sagde ’sååå, sååå’. Da vi grinende fortalte om episoden til familien, sagde én: ’du er da gravid!’ Af sted efter en test: Bingo! Jeg var sgu gravid. 
Brit Olejasz Bloksted

Det lille hus på prærien
Jeg sad og så Det lille hus på prærien fuldstændig opløst af snot og tårer, da min datter kom hjem fra skole og udbrød ’jamen, lille mor da, hvad er der sket?’. Intet, skat – mor ser bare tv. 
Mette Lønne Biltoft

Kan du høre …
Nik og Jay’s Kan du høre hende synge i bilradioen. Jeg tudede så meget, at jeg måtte holde ind til siden.
Ulla Maria Olsen

Din … !!!!
Jeg var så tæt på at tude, da jeg troede, kæresten havde spist de sidste af mine yndlingskiks.
Trine My Barkholt

Når pigegarden spiller
Da jeg var højgravid, stortudede jeg helt ukontrolleret, da Vedbæk Pigegarde spillede i gågaden.
Mette Møller Renard

LÆS OGSÅ: Derfor er du blevet til en flæbende tudemarie

LÆS OGSÅ: Mor-rollen: Brug dine instinkter

LÆS OGSÅ: Hvilken mortype er du?

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Mor og dreng leger med dinosaurer

9 ting vi er blevet bedre til, efter vi er blevet mødre

At blive mor gør dig til et bedre menneske. Amen! Se 9 ting, der sikkert har ændret sig, efter du er blevet mor.

Skrevet af Amalie Nebelong
25. juni 2015

Det er ikke mange kvinder, der går igennem en graviditet, fødsel og rollen som mor uden at føle, at de samtidig oplever en forvandling som kvinde. For mange ser verden pludselig helt anderledes ud. Og for mange føles det som om, at man er blevet et bedre menneske. Men kan det virkelig være sandt?

Vi har spurgt 9 kvinder, hvad de er blevet bedre til, efter de er blevet mødre. Og så har vi fået sociolog Birthe Linddal Jeppesen og psykolog Anne Rechenbach til at forklare, om kvindernes påståede nye evner har hold i virkeligheden.

1. At prioritere

“Jeg er blevet et andet menneske af at blive mor. Jeg bruger ikke længere tid på, hvad andre tænker, men på hvad der er bedst for mit barn og jeg.” 
Sarah Margrethe Brunn-Jensen.

– Moderskabet vil forandre moderen psykologisk set, og mor-rollen udvikles altid i sammenhæng med barnet og den nære familie samt det omgivende normative samfund. Det er og har altid været meget svært at være mor, fordi rollen som mor og hele moderskabet er en af de vigtigste og sværeste opgaver, vi udsættes for i tilværelsen, siger Anne Rechenbach.

2.  At bede om hjælp

“Jeg er blevet bedre til at bede om hjælp og at få hjælp – også selvom tingene ikke bliver gjort på min måde.” 
Katrine Wever.

– De fleste kvinder oplever, at de får brug for mere hjælp, når de får børn. Og de fleste tager imod den hjælp, de kan få. Selvom børnene måske får cola hos naboen, så er det den pris, man trods alt kan gøre klogt i at betale, for god hjælp er meget værd. Og hvis man kan bære lidt over med ting, får man mere hjælp, end dem, der selv vil bestemme det hele. Nutidens mødre, oplever jeg ikke som særligt gode til at bede om hjælp. Og der findes desværre heller ikke nogen stærk fællesskabskultur i samfundet i dag, og derfor er det ikke så enkelt at bede naboen eller legekammeraternes forældre om hjælp, siger Birthe Linddal Jeppesen.

LÆS OGSÅ: Barsel: Sæt lige mor på pause, tak!

3. At finde sande venner 

“Jeg er blevet mere bevidst omkring, hvilke kvaliteter venner skal indeholde, og hvad der er vigtigt at holde fast i. Der er mange ”venner”, der er faldet fra, efter jeg har fået min datter.”
Linda Balzar.

– Det handler om prioriteringer. Hvis man som venner ikke får børn på samme tid, vil man opleve, at prioriteringerne bliver forskellige på mange plan. Hun, der får barn, har måske ikke det samme behov for at shoppe og gå i byen. Man kan også opleve, at man betragter forældreskabet og børneopdragelse vidt forskelligt, hvilket kan være en stor udfordring for venskabet. Der er mange valg og værdier på spil i forhold til at opdrage børn og være familie, siger Birthe Linddal Jeppesen.

4. At tro på sig selv

“Jeg er blevet bedre til at lytte til mig selv og tro på egen evne.”
Christina Hobel

– En reflekterende mor vil kunne overveje, hvilke indtryk hendes adfærd har på barnet og måske korrigere sin handlemåde. Hun vil kunne iagttage sig selv  og egne handlinger ”udefra”, og hvis der er uløste konfliktområder i hendes liv, som vil forværres, vil moren kunne beslutte sig for at løse dem, siger Anne Rechenbach.

– Hvis man for eksempel ikke selv har fået særlig meget kærlighed som barn, så kan man opleve den ubetingede kærlighed for første gang, når man får sit eget barn. Og den kærlighed kan meget vel være med til at styrke ens selvværd og bekræfte én i, at man er god nok, siger Birthe Linddal Jeppesen.

5. At sige pyt 

- Jeg er blevet bedre til at lade de knap så vigtige ting ligge. Min datters behov kommer først, så rodet kan vente.
Dorthe Thieme.

LÆS OGSÅ: 3 mødre: De bedste tips til din barsel

– Man har mindre tid, og man ser typisk også nogle bekymringer, som man ikke så før. Ens børn kommer først, og så er det pludselig ikke så vigtigt om man selv er i topform. Man tilsidesætter sig selv – også økonomisk: Det føles vigtigere, at ens søn kan gå til fodbold, end at man selv kan komme på Skanderborg-festival, siger Birthe Linddal Jeppesen.

 6. At tænke på andre

“Jeg tænker mere over, hvordan jeg kan hjælpe andre, og på hvordan vi kan passe på vores miljø og natur for vores børns fremtid. Majken Nielsen.

– Der kommer mange bekymringer, når man bliver forældre. De fleste vil jo deres børn det bedste. Og så er der masser af historier om, hvilke konsekvenser forældres valg kan have for børn senere hen. For eksempel allergier, hvis de ikke har fået ordentlig mad, øko-bleer etc.. Bekymringen går på: Hvad er bedst for mit barn? Og samvittigheden spiller stort ind her. Man kan blive hængt op på moderskabet: ”Mor, hvorfor gloede du på fjernsyn hele tiden i stedet for at give mig nogle gode oplevelser?” Man står til regnskab for andre end sig selv, siger Birthe Linddal Jeppesen.

7. At spare

“Jeg er blevet bedre til det økonomiske. At spare hist og her osv.”
Marlene Twisttmann Pedersen.

– Børnefamilier er ofte i en situation, hvor pengene ikke er så store; man har lige været på barsel, er måske gået ned i tid, der skal betales til institutionen, børnene skal havde den bedste flyverdragt osv. Flere og flere kvinder vælger den materielle livsstil og det moderne samfund fra, fordi de foretrækker at prioritere deres børn i en periode som det vigtigste for dem. Mange af nutidens forældre går rundt med dårlig samvittighed, fordi de arbejder så meget. Og det med rette, siger Birthe Linddal Jeppesen.

8. At være tålmodig

- Jeg var en meget temperamentsfuld pige før. At blive mor har tvunget mig til at anlægge oceaner af tålmodighed i stedet for.
Pia P. Skriver.

LÆS OGSÅ: 10 råd til at skælde mindre ud

– Morens måde at være mor på skal primært forstås ud fra hendes egen personlige historie – men det har også en tæt sammenhæng med det omgivende samfund, og den måde samfundet opfatter ”moderlighed”/moderskabet på. En aggressiv mor vil ikke uden videre ændre sig, blot fordi hun bliver mor. Hvis der er tale om ubevidste uløste konflikter, måske i relation til hendes egen mor, vil disse præge forholdet og udfoldelse af hendes omsorgsevne, siger Anne Rechenbach.

– Når man får noget, der er større end én selv, sker der noget. Man forandre sig. Det flytter ved nogle grænser og nogle prioriteringer at få nogle børn, siger Birthe Linddal Jeppesen.

9. At tilsidesætte sig selv

“Jeg er blevet mere bevidst omkring min ageren i verden på et meget lille plan. For eksempel tjekker jeg ikke min telefon om eftermiddagen, når jeg er sammen med min datter, fordi jeg vil være sammen med hende, når vi endelig ses.” –
Catharina Thiel.

– Prioriteringerne ændrer sig for de fleste, når man bliver mor. Ens lyst til ikke at forlade ens barn er så stor, at man tilsidesætter sig selv. Og netop evnen til at tilsidesætte sig selv til fordel for barnet, er væsentligt for at kunne lykkes som mor, siger Birthe Linddal Jeppesen.

LÆS OGSÅ: Mor-rollen: Brug dine instinkter

LÆS OGSÅ: Velkommen på barsel – dit nye fuldtidsjob

LÆS OGSÅ: Test: Hvor mange børn skal du have?

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Chefredaktør på Vores Børn Mette Hovmand-Stilling

“Jeg har ikke lyst til at råbe af mine børn – men jeg kommer til det”

Chefredaktør Mette Hovmand-Stilling ved godt, at det er skadeligt at råbe af sine børn - men indimellem kommer vi forældre bare så langt ud, at det sker.

Skrevet af Mette Hovmand-Stilling, chefredaktør
19. juni 2015

Er der ikke noget med, at dem man elsker allermest også er dem, der kan drive en fuldstændig til vanvid?

Ikke før jeg blev mor, har jeg i den grad brugt yderkanterne af mit følelsesregister: Den største, ubetingede kærlighed, den største omsorg – og den største afmagt. Jeg kender ingen som mine drenge, der både kan give mig et sus af lykke i maven, og få mig ud, hvor jeg slet ikke har lyst til at være. Fordi de er … ja, børn.

LÆS OGSÅ: Opdragelse: En god mor tør sige NEJ

Når jeg har travlt og for 117. gang har bedt den fireårige om at tage jakke på, og han altså liiige har andre ting, der er vigtigere. Eller når jeg efter en lang arbejdsdag, med stor tålmodighed, har fortalt den etårige, at maden skal på tallerkenen eller i munden og ikke på gulvet, og at mælken skal drikkes og ikke ud over frikadellerne, ja så er det, at jeg kan tale med en meget bestemt tone – og endda komme til at råbe af mine børn. Ofte et kort og højt: SÅ stopper du!!!

I samme splitsekund fyldes jeg med dårlig samvittighed, for jeg ved jo godt, hvad det gør ved et barn – at det at råbe er et psykisk overgreb, næsten på linje med at stikke dem en flad.

Hvis et barn bliver slået, kan du se skaden her og nu. Hvis du råber meget af dit barn, kan du ikke se skaden med det samme. Men det kan give lavt selvværd, ensomhed og angst langt ind i voksenlivet, fordi barnet ikke føler sig trygt hos mor eller far, siger psykolog Charlotte Diamant.

LÆS OGSÅ: ”Skældud bliver forbudt om 100 år” 

Bang. Mere næring til den dårlige samvittighed. Tak for den. Jeg råber ikke hver dag. Jeg råber heller ikke en gang om ugen, men jeg gør det af og til. Det sker, når jeg af en eller anden grund ikke har overskud. Når det er mig, der løber rundt i hamsterhjulet for at få det hele til at hænge sammen og ikke evner at stoppe op og give mig tid. Eller bare ikke har tid, fordi jeg nu engang også prioriterer alt muligt andet.

Drønfrusterende

Du kan sikkert genkende noget af ovenstående, for som forældre kan mange af os komme derud, hvor vi har lyst til at sparke til døren i frustration. Du vil heller ikke se en løftet pegefinger fra mig, hvis du indimellem kommer til tale meget højt. Men tager det overhånd, er det et problem. For det skader børn. Punktum. Så hvad gør man i den situation, hvor man har lyst til at skrige sin frustration ud? Og hvad gør man for helt at undgå at komme dertil?

LÆS OGSÅ: Terrible twos: Overlevelsesguide til trodsalder

Jeg har ikke lyst til at råbe af mine børn. Når jeg alligevel kommer til det, er det paradoksalt nok ofte dem, der bløder stemningen op igen. For eksempel når vi nogle minutter senere sidder i bilen på vej til institutionen, og jeg med en knude i maven af dårlig samvittighed er i færd med at undskylde: ‘Voksne gør også noget dumt, nogle gange. Jeg skulle ikke have råbt. Det må I altså undskylde’.

Så er det, at den store kan finde på at afbryde og sige ‘Ja ja mor, det er altså ok – jeg gjorde jo heller ikke, som du sagde’. Livet går op og ned – og det gør følelserne også. Det er ok, så længe børn vokser op med en grundstemning af omsorg og kærlighed, og der ikke bliver råbt for tit.

Så pas på temperamentet derude og husk at kysse og kramme jeres børn hver dag.

LÆS OGSÅ: 9 veje uden om skældud

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Er skældud ok eller no-go?

LÆS OGSÅ: “Mor, når du skælder mig ud, har jeg svært ved at elske mig selv”

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

piger leger prinsesser

Derfor bliver dit barn pludselig besat

De fleste børn bliver på et tidspunkt helt besat af en ting, som de ikke vil slippe af syne, eller et emne som alt pludselig skal handle om. Men hvorfor?

Skrevet af Tanja Brinks Toubro
17. juni 2015

De fleste af os kender det. Junior vil ikke tale om andet end biler. Prinsessen vil konstant lege, ja, prinsesse. Og den slidte sutteklud sidder klistret til vuggestuebarnet, som snart skal i børnehave.

Som forælder vil du måske opfatte det som en besættelse, men det er lige voldsomt nok.

– Jeg vil ikke kalde det besættelse, men mere at barnet har en øget interesse for et emne. Det er helt naturligt, siger Stine Lemming, som er familievejleder ved Familielivet i Fokus.

Der er flere årsager til, at dit barn kan virke ensporet af og til. Hun udvikler sig hurtigt i de første år og oplever mange ændringer i verden omkring sig. Derfor kan hun have mere brug for stabilitet på nogle områder. Når det for eksempel er tid til at starte i institution, kan behovet for sutten, en bamse eller noget helt andet pludselig virke meget større, fortæller Stine Lemming. 

LÆS OGSÅ: Forstå dit barns afhængighed af sutten

– Hvis der er tale om et bestemt objekt, som barnet ikke vil slippe, så handler det om, at barnet har en tilknytning til det, fordi det repræsenterer noget for dem. Når børn putter en sut i munden, så er det jo et direkte symbol for moderens brystvorte, siger hun.

– En bamse kan have været med i nogle relationer, som gør, at den repræsenterer tryghed for barnet. Eller måske lugter den bare af mor og far.

Del af en læringsproces

Det behøver ikke at være en fysisk ting, dit barn knytter sig til for at opleve tryghed. Det kan også være et emne, som barnet fokuserer på, hvilket kan give en følelse af kontrol eller stabilitet, når der sker mange ting i verden omkring det.

Dermed ikke sagt, at dit barn mangler tryghed, hvis hun pludselig udviser ekstraordinær interesse for biler, blomster eller drager.

– Det sker for os alle sammen, at vi på et tidspunkt i livet får en særinteresse for et eller andet emne, siger Stine Lemming.

Dertil kommer, at små børn heller ikke er “programmeret” til at skulle kunne overskue mange forskellige ting på én gang.

LÆS OGSÅ: Udvikling: 7 lege der gør dit barn klog

Og jo, det kan måske være en anelse trættende, når dit barn for 117. gang spørger, hvor meget jord der kan være i en gravko, eller hvor hurtigt den kan køre. Men det er værd at huske på, at der også er rigtig meget læring i det.

– Jeg oplever, at forældre kan blive frustrerede over, at deres børn kører i den samme rille, men det, jeg egentlig mest vejleder til, er, at forældrene skal være afslappede omkring det og følge børnenes initiativ. Det er deres måde at søge og bearbejde viden på, forklarer Stine Lemming.

– De bliver også bedre til at koncentrere sig og til at fokusere på en bestemt ting i lang tid ad gangen. Det er jo den slags ting, de skal kunne, når de kommer i skole.

Ingen grund til bekymring

Selvom “besættelsen” lige nu kan virke voldsom, er der ingen grund til bekymring, siger familievejlederen.

– Jeg plejer at sige, at det først bliver et problem, når forældrene gør det til et. Jo mere du fokuserer på én ting, des mere får du af den.

Altså gælder det om at tage det roligt, og desuden findes der hverken facit for, hvor længe dit barns fascination af Spiderman varer, eller hvor altoverskyggende besættelsen er. De fleste børn udvider deres horisont, efterhånden som de bliver større og begynder i skole, SFO og så videre. 

LÆS OGSÅ: Lær dit barn at fordybe sig

Først hvis fikseringen på legetøjsbilerne handler mere om, at de skal stå sirligt linet op på en helt lige række, end om bilerne i sig selv, eller hvis dit barn på ingen måde kan overtales til at lege med andre ting, skal du være lidt ekstra opmærksom på dit barns adfærd. 

– Hvis man har lidt ældre børn, som er begyndt i skole for eksempel, og bliver ved og ved med at ’sidde fast’ i det samme emne, så kan man altid spørge lærerne, om de vil være lidt opmærksomme på det, siger Stine Lemming.

– Det, børnene oplever hjemme, er anderledes end det, de oplever, når de er ude. Derhjemme slapper de helt af, så der taler de måske om andre ting end i skolen. Men hvis der nu er tale om en autistisk diagnose, så kan de ikke selv styre det. Derfor kan det være en god idé at spørge fagpersonerne til råds, og her tænker jeg ikke nødvendigvis en vejleder som jeg selv, men for eksempel lærere og pædagoger, som har med barnet at gøre. 

Herunder kan du få svar på, hvad du skal stille op, ved to klassiske eksempler, på, at dit barn er “besat”.

To klassiske eksempler

Da min søn først kastede sin kærlighed på biler, især politibiler, var det sødt, men nu er det bare trættende. Er der noget, jeg kan gøre?

– Langt hen ad vejen skal du give dit barn lov til at have deres særinteresse, men selvfølgelig skal han også lære, at der er mere i verden. Hvis snakken ved middagsbordet kun går på biler for eksempel, så prøv at ’spejle’ dit barn. For eksempel kan du sige: “Du snakker meget om biler, og du synes, at de er rigtig seje. Men jeg vil gerne høre, hvad du har lavet i børnehaven i dag”. Så kan det godt være, at dit barn siger: “Jeg legede med biler!”, men så skal du fortsætte spejlingen. “Du legede med biler, men tegnede du også? Eller cyklede du?” På den måde får dit barn en form for anerkendelse af emnet, som han interesserer sig for, men bliver samtidig opmuntret til også at tale om andre ting. 

Min datter er helt vild med Frost-filmen og vil tit have sin prinsesse Elsa kjole på i børnehave – og bliver stiktosset, når hun ikke må. Hvordan skal jeg reagere?

– Når det handler om tøj, så spørg dig selv, om det er noget, som er tilgængeligt i dit barns skab. Hvis du har købt noget tøj, som ikke er til hverdagsbrug, så opbevar det et andet sted. Jeg mener, at små børn godt kan være med til at bestemme, men hvis du som forælder vil bestemme, så skal du også stå fast i det. Du kan anerkende dit barn ønske men samtidig også sætte en fod ned for eksempel ved at sige: “Jeg ved godt, at du synes, at den her kjole er rigtig flot, og du vil måske gerne have den på hver dag. Men i dag kan du ikke have den på; du må vælge mellem den her nederdel og de her bukser”. Så sætter du en grænse, men giver samtidig dit barn mulighed for at deltage i beslutningen.

Faktaboks

Brug besættelsen konstruktivt

1. Grib muligheden
I stedet for at blive irriteret over dit barns interesse for et emne, så vend det til en fordel. Hvis det for eksempel er flyvemaskiner, som er et hit, så kan tandbørstningen måske gøres lettere, hvis der er fly på tandbørsten. Måske er det lettere at overbevise junior om, at det er sengetid, hvis godnathistorien handler om flyvemaskiner – og det kunne også være med til at starte en ny interesse for bøger.

2. Udvid horisonten
Du kan også bruge interessen til at opdage nye aktiviteter, som hele familien kan få udbytte af. Din søns fascination af biler kan give anledning til at besøge et veteransbilmuseum. Eller også kan du peppe de trivielle brætspil op ved at skifte brikkerne ud med biler.  

Kilde: Parents.com.

LÆS OGSÅ: Det er ganske alvor, når dit barn er forelsket

LÆS OGSÅ: Børn leger frygten væk

LÆS OGSÅ: Hjælp, har mit barn ADHD?

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer