Ser det her bekendt ud? Puberteten kan begynde allerede ved 9-årsalderen for piger. Foto: Colourbox

Er dit barn på vej i puberteten?

I 9-10-årsalderen kan dit barn tage sine første spæde skridt til at blive voksen. Her fortæller sundhedsekspert Liselotte Hergel om den tidlige pubertet.

Mette Mølbak, Vores Børn, januar 2010
27. april 2010

Faktaboks

  • Udvikling af bryster, smallere talje, bredere hofter, menstruation. Piger kommer i puberteten, fra de er mellem 9 og 13 år.

  • Større kønsorganer, dybere stemme, bredere brystkasse. Drenge kommer i puberteten, når de er mellem 10 og 15 år.

  • Svedlugt, kønsbehåring, bumser, mere fedtet hud og hår og svingninger i humøret.

Det virker, som om alting går meget hurtigere i dag, og på en måde er det også rigtigt. I hvert fald når det gælder børns udvikling. I dag træder dit barn nemlig hurtigere ind i puberteten end for bare 15 år siden.

Faktaboks

Hvis du begynder at observere tegn på pubertet, inden din pige er 8 år, eller din dreng er 10 år, skal du gå til lægen og få det undersøgt.

For tidlig pubertet betyder blandt andet, at dit barn ikke vil blive særligt højt, fordi vi kun vokser lidt, efter vi er gået i pubertet. Det kan desuden skabe problemer i skolen med drillerier og en følelse af at være udenfor.

For tidlig pubertet kan være arveligt. Derfor vil lægen spørge ind til, hvornår du selv gik i puberteten.

For tidlig pubertet kan standes med hormonbehandling, men det kræver en indsprøjtning hver fjerde uge i flere år.

Allerede i 9-årsalderen kan pigerne begynde at udvikle bryster, og for drengenes vedkommende kan de første tegn på pubertet komme blot et år senere. Det fortæller Liselotte Hergel, læge, brevkasseekspert og forfatter til ‘Bogen om barnet’.

“De første tegn hos pigerne er, at de begynder at få større brystvorter. Brystkirtlerne vokser, og det ser ud, som om der sidder en lille knap indenunder,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Lær dit barn at hvile i sig selv

Udviklingen af bryster kan begynde uens, så det ene bryst vokser før det andet, og det er ikke unormalt.

Drenge kommer senere i puberteten

“Senere begynder der at komme kønsbehåring, som i begyndelsen kun er små dun, og sveden begynder at lugte på grund af den stigende hormonproduktion,” fortæller Liselotte Hergel.

Drenge er altid kommet senere i puberteten end piger, så derfor begynder deres udvikling et år senere. Fra de er 10 år, kan du forvente, at der begynder at ske ændringer.

“Det begynder med, at penis og testikler vokser. De begynder at få kønsbehåring og senere hår under armene. Nogle drenge får også noget, der ligner antydningen af bryster, men det er vigtigt at fortælle dem, at det er helt normalt. Det skyldes, at der flakser så mange hormoner rundt i kroppen, hvor nogle af dem er kvindelige hormoner, men det går altså over igen,” beroliger læge Liselotte Hergel.

Tid til Den Store Snak

Selvom de første tegn på pubertet kan komme i 9-10-årsalderen, er det meget forskelligt, hvornår børns kroppe begynder at ændre sig. Derfor skal du ikke buse ud med den store pubertetssnak, hvis dit barn ikke har vist tegn på pubertet endnu.

“Børn er meget følsomme i den her alder. For en 9-årig pige kan det virke grænseoverskridende, hvis du begynder at tale om menstruation og sex, hvis hun ikke har tegn på bryster endnu. Omvendt kan nogle også været meget langt fremme, så derfor må du tage en føler på, hvad dit barn er klar til at tale om,” siger lægen.

Når du fornemmer, at dit barn er klar til snakken, er det vigtigt, at du fortæller, at pubertet er en naturlig del af livet.

LÆS OGSÅ: Sidder forskellen på drenge og piger i hjernen?

Læs videre på næste side

“Forklar hende, at hun nu er ved at blive større, men fortæl hende også, at udviklingen kommer i ryk. Selvom hun måske er ved at få bryster, så sker det hele ikke på en gang,” siger Liselotte Hergel, der understreger, at det er vigtigt, at du prøver at huske, hvordan det selv var for dig.

“Vi kan have en tendens til at synes, at det er noget så yndigt, at vores børn er på vej til at blive små voksne, men husk på den tvivl og usikkerhed, du selv havde i stedet for at romantisere det. Lyt til deres tegn og find af, hvad de har brug for at tale om.”

Selvom det gælder om at tage snakken på dit barns præmisser, så er der et emne, du skal tage op: Nemlig hygiejne. Og det skal ske lige så snart, du fornemmer, at dit barns sved begynder at lugte.

Vigtigt at vaske sig

“Er der noget, børn kan blive drillet med, så er det, hvis de lugter. Derfor er det meget, meget vigtigt at tale med dit barn om hygiejne. Forklar dit barn, at det er vigtigt at vaske sig morgen og aften under armene, fordi det er svært at lugte sin egen lugt. Forklar ham også, at det ikke er ham, der er ulækker, men at det er noget nyt, han skal lære, ligesom dengang han var lille og skulle lære at tørre sig,” råder Liselotte Hergel.

Puberteten er ikke kun ydre tegn som bryster og dybere stemmer. Dit barn er i denne periode under et sandt hormonbombardement, der kan forårsage nogle gevaldige følelsesmæssige op- og nedture. Selvom fysisk udvikling og modenhed ikke altid følges ad, vil du mærke, at dit barn bliver mere følsomt og sart.

“Tragedierne bliver større, og det gør glæderne også, men som forælder er det vigtigt ikke at køre med på barnets op- og nedture. Det er vigtigt at være ankeret, der lytter og respekterer deres følelsesmæssige udsving, men samtidig holder fast i, at det ikke er verdens undergang, de er ved at opleve, i stedet for at sætte himmel og jord i bevægelse, hvis de har haft en dum veninde eller en åndssvag lærer. Det gode liv er også, at man får nogle på torsken. Bare man ikke får for mange,” siger Liselotte Hergel.

LÆS OGSÅ: Vokseværk – smerte uden vækst

Også det andet køn bliver interessant i puberteten, men Lise-Lotte Hergel understreger, at dit barns seksualitet har været der hele tiden. Han eller hun bliver bare mere bevidst om det nu.

Sex er ikke relevant allerede

“Børnene begynder at kunne mærke på deres krop, hvad der sker, og de begynder at blive mere målrettede. Drengene eller pigerne er ikke bare åndssvage, og de bliver interesserede i hinanden.”

I skolealderen er de fleste dog fokuserede på deres egen krop og udvikling, og den seksuelle debutalder ligger i gennemsnit på 16 år, så selvom puberteten er lige om hjørnet, går der altså stadig nogle år, før sex bliver relevant.

LÆS OGSÅ: Lær dit barn at hvile i sig selv

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

Fremtidens opdragelse vil handle endnu mere om nærvær men mindre om curling, spår eksperter. Foto: Nimastock

Eksperterne om fremtidens forældre: Vi vil kræve retten til at være sammen med vores børn tilbage

Spænder velfærdssamfundet ben for vores gode intentioner som forældre?

Skrevet af Amalie Nebelong
24. august 2015

Forældrerollen har gennemgået lidt af en forvandling de seneste halvtreds år. Den er gået fra devisen om, at børn skal indrette sig under forældrenes autoritet og ”gøre, hvad der bliver sagt”, til 60’erne og 70’ernes forældre, der gav børnene helt frie tøjler til at udfolde sig, som det passede dem. I dag ved forældre mere end nogensinde, hvad det vil sige at være en god forælder, hvilket endda har resulteret i de overbeskyttende ”curlingforældre”, der har været hyppigt oppe at vende i medierne de seneste år.

LÆS OGSÅ: Curling: Hjælper du dit barn med ALT?

Men hvor står fremtidens forældre? Hvad vil vi lægge vægt på, og hvordan vil vi være over for vores børn? 

Ifølge sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal, er det vigtigt at slå fast, at nogle ting ved forældreskabet aldrig vil ændre sig. Nogle ting er givet, når man er et menneske. F.eks. det at en forælder elsker sit barn.

– Noget af det, jeg synes, der fylder rigtig meget, når jeg kigger på forældres udvikling inden for de seneste ti år, er, at mange moderne forældre er meget usikre. Der er en stor usikkerhed omkring, hvad det vil sige at være forældre. Der går ikke en dag uden, der er nogen, der skriver en kronik omkring, hvordan man skal være forældre, og det handler om, at der ikke kun er én måde at være forældre på, og at det er noget, rigtig mange har en mening om. For det er super vigtigt at være en god forælder, for hvis man ikke gør det godt nok, giver man sit barn nogle dårligere odds på hånden. Hvor mange mennesker må ikke som voksne erkende, at grunden til, at de ikke har bedre muligheder og en bedre fremtid i sigte, er, at deres forældre ikke var gode ved dem? Mit mål er ikke at underkende forældreskabet, men at slå et slag for, at det at være forældre faktisk er en utrolig vigtig opgave, siger Birthe Linddal.

LÆS OGSÅ: “Aura skal omfavnes, ikke hærdes”

Børnepsykolog John Aasted Halse mener, at fænomenet med at være overbeskyttende, som man kritiserer forældre allermest for i dag, vil blive dæmpet, men at de gode ting såsom anerkendelse og inkluderende kommunikation med sit barn vil blive fastholdt.

– Det har været på vej et stykke tid, men vi er ved at få en højere grad af forældreansvarlighed. For eksempel med hensyn til opdragelse er der flere forældre, der udtrykker en større forståelse for, at vi skal være autoriteter i forhold til vores børn. Flere og flere ryster på hovedet af fænomenet med at nurse børn for meget og stadig følge dem i skole, når de er syv år. Jeg ser et forældreskab på vej med en større ansvarlighed og handlekraft, vedrørende hvad der er godt for ens børn. De fleste forældre ved også meget om forældreskabet i dag, da der er så meget viden tilgængeligt i form af magasiner, avisartikler og så videre. Det udfordrende har været at omsætte denne viden til et handlingsmønster, siger John Aasted Halse.

Den store udfordring er de højtuddannede mødre

Birthe Linddal mener, at usikkerheden stadig vil præge fremtidens forældre, ligesom den gør det nu. Og det er lidt ærgerligt, for i bund og grund er det måske slet ikke så svært at være gode forældre, hvis man lytter til sin intuition, der fortæller os, hvad der skal til.

– For nogle år siden holdt jeg et foredrag for en masse sundhedsplejersker, og der mødte jeg en kvinde, som havde været sundhedsplejerske i 30 år, og hun sagde, at der, hvor hun så en stor udfordring, var især med de højtuddannede mødre. Hun oplevede, hvordan de simpelthen havde lagt intuitionen på hylden til fordel for bøgerne. Og det er her, usikkerheden kommer ind. For hvis man alene kaster sig ud i bøgernes teorier, er der mange forskellige retninger, og de skaber en usikkerhed hos kvinderne, siger Birthe Linddal.

LÆS OGSÅ: ‘Børns største udfordring i dag er deres mødre’

Når Birthe Linddal fremhæver kvinderne, er det ikke, fordi mændene kan kendes helt fri, men det er oftest kvinderne, der har en tendens til at hænge deres identitet op på forældreskabet.

– Usikkerheden kommer til udtryk omkring, ”hvad er det for et barn, jeg har”, og ”hvordan er det positioneret i verden; hvad skal det gå til, hvordan skal vi holde børnefødselsdag, hvad skal det spise, hvad tænker andre forældre, og gør jeg det overhovedet godt nok”. Jeg tror, det er en konsekvens af det moderne samfund, hvor der ikke er faste roller, og hvor rigtigt og forkert ikke er givet på forhånd, men er noget man skal tillære sig på baggrund af værdier, siger Birthe Linddal.

Systemet skal ikke overtage vores børn

Hun ser fremtidens forældre som fortsat præget af en stor usikkerhed omkring, hvordan man skal være en god forælder. Men til gengæld ser hun også nogle mere handlekraftige forældre, der tager sagen i egen hånd og kræver mere samvær med deres børn.

– Jeg ser et opgør med de seneste 30 års afmontering af forældreskabet – hvor en større og større del af ansvaret er blevet pålagt velfærdsstaten – hvor jeg tror, vi de næste ti år vil se forældre kæmpe for retten til at få forældreskabet tilbage. De vil have mere tid til deres børn. Når vi ser hele debatten omkring heldagsskolen, kan vi se, at mange synes, at det er synd for børnene, der nu skal være i skole i stedet for at være sammen med forældrene eller lege. Jeg ser flere og flere, der råber op omkring, at systemet ikke skal overtage vores børn, siger Birthe Linddal.

LÆS OGSÅ: Mødre på Facebook: Vi vil have mere tid med vores børn

Hun henviser til bogen ’Er der nogen hjemme’ af Elisabeth Serner, der udkom for nogle år siden, og som netop omhandler denne her tendens med, at flere og flere kvinder vælger at gå hjemme med deres børn, mens de er små. Kvinderne vil selv dyrke moderskabet i stedet for at dyrke karrieren og overlade deres baby til en institution.

– Jeg tror, fremtiden byder på, at flere forældre vil tage forældreskabet på sig i højere grad. Men jeg tror også, at flere vil imødegå forældreskabet med en professionalisme, ligesom de vil imødegå en slankekur, en ironman eller en lederpost. Nogen vil selvfølgelig stadig gøre det på intuition, men flere vil sætte sig ind i forældreskabet som en disciplin og være mere realistiske omkring, at man måske ikke skal køre to fuldtidskarrierer samtidig med, at man har børn. Men det vigtige er, at flere for alvor vil tage forældreskabet på sig, siger Birthe Linddal.

LÆS OGSÅ: Hjemmegående mor: “Vi har valgt vuggestuen fra”

Ligeværdige, men ikke ligestillede

Med hensyn til det opdragelsesmæssige mener John Aasted Halse, at man kan sige mange dårlige ting om den måde, der blev opdraget på i 70’erne. Men den generation har alligevel givet forældrene nogle vigtige elementer med på vejen, som også vil præge fremtidens forældre.

– Det var 70’ernes forældre, der gav børnene medbestemmelse gennem en fri opdragelse. De gjorde oprør mod den opdragelse, der har gjort sig gældende i århundreder, hvor man gjorde det modsatte. Nu befinder vi os på en tredje vej med forståelsen af, at vi skal anerkende børn, ikke skælde dem ud og ikke slå dem, men lytte til, hvad de siger. Vi skal være ligeværdige, men ikke ligestillede. Mit bud er, at forældre går endnu mere i dén retning i fremtiden. Vi vender ikke tilbage til øretæverne, siger John Aasted Halse.

LÆS OGSÅ: Drop skældud – det hjælper ikke

Men hvad med karriereforældrene, der de seneste år har eftersøgt endnu længere åbningstider i institutionerne, så de kan arbejde endnu mere og tjene endnu flere penge?

– Der er stadig nogle forældre, der råber op omkring, hvorfor institutionerne ikke har åben til klokken 20, når vi nu skal arbejde så længe, men det er der faktisk ikke ret mange, der ønsker, når det kommer til stykket. Man kan selvfølgelig ikke sige noget som helst helt generelt, for der vil altid være forældre, der er ligeglade med deres børn eller bare ikke magter forældreskabet, men når vi taler brede tendenser, så tror jeg, at forældre i fremtiden vil gå til forældreskabet med en langt større ildhu, og ikke fordi deres børn skal være små konkurrencedygtige individer, men fordi forældre har brug for at føle, at de har et nærvær med deres børn og er en del af livet med dem. Et familieliv uden stress og jag gør ofte folk meget lykkelige, siger Birthe Linddal.

Det materielle træder i baggrunden

Birthe Linddal henviser til undersøgelser, der peger på, at den generation, der er i midten af 20’erne nu, går rigtig meget op i nærværet med familie og venner, hvor det materielle træder mere i baggrunden.

– De vil hellere bo i en toværelses end at flytte ud i en stor villa med to carporte, hvis bare de er sammen med dem, de holder af. Så jeg ser et større fokus på fællesskabet frem for at tjene penge. Jeg har en datter på fire år, og jeg kan se særligt blandt de yngre forældre , at de går ned i tid på arbejdet og vil have tid med deres børn, siger Birthe Linddal.

LÆS OGSÅ: Giv dit barn mere nærvær

John Aasted Halse er enig med Birthe Linddal i forældrenes gode intentioner og store viden omkring, hvad der skal til for at gør det bedste for ens børn. Men der er et ”men”.

– Det eneste, der står i vejen for forældrenes gode intentioner, er den samfundsmæssige konjunktur. For alt det, vi taler om her vedrørende det gode forældreskab, forudsætter, at man har en rimelig tid sammen med sine børn, for at man kan føre de gode intentioner ud i livet. Og dér kan forældreskabet godt blive halet indenom i sine gode intentioner, for vi har slet ikke tid til at være de gode forældre, når vi arbejder så meget, som vi gør i dag, og børnene skal være længere og længere tid i institution. Det bekymrer mig, at det gode forældreskab bliver sat over styr på grund af det ydre pres, for der er ikke nogen tendenser, der tyder på, at forældre med hjemmeboende børn arbejder mindre i dag, end de gjorde tidligere, slutter John Aasted Halse.

LÆS OGSÅ: Karen-Helene Hjorth: “Stol på, at du ved bedst”

LÆS OGSÅ: 9 ting jeg vil huske, når jeg selv skal være mor

LÆS OGSÅ: Opdragelse: En god mor tør sige NEJ

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

Nadia Staldgaard som højgravid og efter kejsersnit med sit donorbarn Sylvester. Foto: privat

Alenemor til et donorbarn: ”Det hårdeste er ensomheden”

At skulle have en fremmed mands sæd op i sig? Det virkede overraskende væmmeligt på Nadia.

Fortalt til Amalie Nebelong
13. august 2015

Da jeg var 24 år, fik jeg at vide, at jeg nok ikke kunne få børn.

Jeg havde en kæreste på daværende tidspunkt, som ikke ville have børn lige nu. Det fyldte ikke så meget lige på tidspunktet, men det gjorde det efter et år. Jeg ville inderligt gerne i gang med at lave børn, for jeg vidste ikke, hvor længe det ville tage, eller hvor meget hjælp jeg ville få brug for. Så vores forhold gik i stykker.

LÆS OGSÅ: Gravid med ukendt donor: “Det er et kærlighedsbarn”

Da jeg blev 27 år, begyndte jeg at lege med tanken om at få et donorbarn, hvis manden ikke dukkede op. Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg blev opmærksom på dén mulighed. Men da jeg efter et par år stadig ikke havde fundet en mand, begyndte jeg at tænke mere alvorligt over det. Jeg lavede en aftale med mig selv om, at hvis jeg stadig ikke havde fundet en mand, når jeg blev 30, ville jeg have et barn alene.

Da jeg så blev 30, ville jeg alligevel lige se, om jeg ikke snart mødte én. For jeg ville meget gerne familielivet. Lige siden, jeg har været barn, har jeg vidst, at jeg ville være mor.

Men så skete der noget, der satte skred i tingene.

Det var lidt ulækkert

I forbindelse med min menstruation begyndte jeg at få nogle alvorlige smerteanfald, som gjorde, at jeg et par gange måtte til observation på skadestuen. Lægerne fandt ud af, at jeg havde en stor syste i æggestokken, som havde udvidet den. Jeg gik i panik, for én ting var at få at vide, at jeg muligvis ikke kunne få børn. En anden ting var helt at få fjernet æggestokken, som jeg dog fik lov at beholde.

Operationen gik fint, og lægerne sagde, at det ikke så ud som om, der ville være hindringer for, at jeg skulle kunne blive gravid. Dén melding fik mig til at skride til handling. Og jeg kontaktede en fertilitetsklinik i Århus.

LÆS OGSÅ: Kend din fertilitetsbehandling

Da jeg første gang sad med listen over sæddonorer i hånden, havde jeg meget svært ved at forholde mig til det. Jeg syntes faktisk, at det var lidt ulækkert, at jeg skulle have en fremmed mands sæd ind i mig. Så der gik et par måneder.

Jeg vidste på forhånd, at jeg ville have en åben donor, så min søn, Sylvester, der i dag er knap tre år, vil have muligheden for, når han bliver 18 år, at opsøge sin donorfar. Det valg, synes jeg, at han skal have.

Hvilken mand ville jeg selv vælge

Da jeg tog donorlisten frem igen senere, efter at have vænnet mig mere til tanken, kiggede jeg i første omgang på donorernes profession: Hvilken mand ville jeg selv vælge, og hvilke typer har jeg tidligere været sammen med? For en stund var jeg også ude i at vælge en mørk donor, fordi mulatbørn er så smukke, men jeg endte med at gå efter mørkt hår og grønne øjne, ligesom jeg selv har, så mit barn trods alt vil kunne spejle sig i mig, når der nu ikke kommer til at være nogen far.

Efter jeg havde valgt min donor, var jeg klar til at blive insemineret. Først efter et halvt år og fire forsøg blev jeg gravid. Jeg aborterede i andet forsøg.

Det tog et halvt år, men føltes som ti år.

LÆS OGSÅ: ”Prisen for kunstig befrugtning er urimelig”

Jeg syntes, det var fantastisk at være gravid. Selvfølgelig kunne jeg godt føle et lille stik i hjertet, når jeg så andre gravide med deres mænd, der nussede maven, kyssede panden og synes, at deres gravide kærester var de smukkeste i verden. Men rent praktisk, var det ikke et problem. Det var det følelsesmæssige, jeg savnede. Men det fyldte ikke så meget, da jeg var så glad for min voksende mave og tanken om mit kommende barn.

Min omgangskreds støttede mig også og vidste, at beslutningen, jeg havde taget, var min og ikke oppe til diskussion. Det at få et barn – om man er én eller to om det – er en meget følsom ting. Og jeg har ikke oplevet noget modstand. Alle glædede sig på mine vegne, da de vidste, at det var min store drøm, der nu ville gå i opfyldelse.

Veer i tre døgn

Min søster var der, da jeg fik veer. Det havde hele tiden været meningen, at hun skulle med til fødslen, men det endte med, at min mor også var med. Jeg havde veer i tre døgn, og det hele mundede ud i et kejsersnit, så min søster var den første, der holdt min lille søn.

Jeg havde aftalt med min mor på forhånd, at hun skulle være der de første 14 dage efter fødslen, ligesom hvis der havde været en far. Vi nåede dog ikke at være hjemme særlig længe, før vi blev indlagt igen, da lægerne ikke havde fået fjernet alle hinderesterne efter moderkagen, og jeg derfor havde fået en svær betændelse.

Jeg var simpelthen så syg. Og Sylvester blev syg af at blive ammet, fordi jeg havde fået penicilin og smertestillende. Vi var indlagt i fem uger. I starten var min mor der, da jeg ikke selv kunne skifte Sylvester, fordi jeg var så dårlig. Jeg kunne ingenting. Men da jeg senere blev overflyttet til børneafdelingen, var det bare mit nyfødte barn og mig.

LÆS OGSÅ: ”Vi fik børn via donor”

Det var hæsligt, og jeg græd enormt meget. Jeg var så ked af det, for det var jo ikke den måde, det skulle have været på. Han sov meget lidt, og jeg fik slet ikke noget søvn. Jeg havde været forberedt på, at det ville blive hårdt, men ikke at det ville gå galt. Jeg overvejede at ringe til klinikken for at høre, om to års-reklamationsretten også gjorde sig gældende hos dem.

Dengang tænkte jeg en del over, at der er alle gode grunde til, at man skal være to om at få et barn. Uanset om det går galt, eller om det går godt, har man brug for opbakning og hjælp til alle de praktiske ting.

Ensomheden

Efter jeg var kommet mig over den svære start, og hverdagen begyndte, gik det rigtig okay. Men jeg fik meget hjælp fra min mor, som bor i nærheden.

I dag er Sylvester knap tre år. Når jeg ser tilbage på min tid som alenemor, må jeg sige, at det hårdeste er ensomheden. Den havde jeg ikke forventet. Jeg kom jo ud på café osv. om dagen, da jeg var på barsel, men om aftenen – også i dag – når Sylvester sover, så er der ikke andre. Så sidder man dér alene i sofaen. Det har været den største udfordring: Ensomheden der følger med.

Alt det praktiske omkring en baby er ikke udfordrende for mig som alenemor. Det er alligevel ofte kvinden, der går på barsel og dermed ender med at stå for mange af de praktiske ting. Men når ens barn skriger hele dagen, kan man ikke bare lige give det til nogen eller se frem til, at der kommer én hjem om fem minutter og tager over.

LÆS OGSÅ: Ægdonation: Camilla donerede ni æg

Men i sidste ende tror jeg ikke, at det er så meget anderledes at være alene om et barn end at være to. Bortset fra det med, at der ikke er nogen, der kommer hjem, og at man ikke har en livline, som man på godt og ondt kan dele alt med. Jeg kunne da godt bruge en mand til at fortælle mig, at jeg er en sej og god mor, når jeg står helt grådkvalt og fyldt op af den kroniske dårlige samvittighed, der følger med moderskabet.

Altid foretrække at have en mand

Selvfølgelig er der ikke andre end mig, der sidder og kigger på Sylvester hele tiden, men hans bedsteforældre og min søster har været med fra starten af og været der enormt meget. Og så har jeg nogle gode veninder, som giver mig lov til at fortælle om alle de ting, andre normalt ikke gider høre om. Men fordele ved at få et donorbarn tror jeg ikke, der er. Jeg ville altid foretrække at have en mand. En af de eneste fordele er måske, at jeg helt og aldeles selv har kunnet bestemme min søns navn.

Jeg kan se på babybilleder af min søn, at han har nogle træk, som han ikke har fra mig, og jeg tænker meget over det, især nu, hvor Sylvester er så stor, at han godt ved, at der er noget, der hedder “far”. Han ved godt, at han ikke har en far. Det har jeg fortalt ham, og det kan i ny og næ stikke lidt i mit hjerte, men skal ikke overføres til ham. Han er jo ligeglad, og har det godt. Han kender ikke til andet end at være uden en far, og i dag er vi familier på så mange måder. Det vigtigste er, at vores børn føler sig elsket og har det godt. Er valgt til og ikke valgt fra.

Jeg håber, der kommer en mand ind i vores liv, som kan udfylde en faderrolle. Men jeg søger ikke efter en kæreste lige nu. Det er simpelthen for svært at gøre fra sofaen, for netdating er ikke mig pt. Jeg vil hellere finde en i virkeligheden.

Selvom det har været og er rigtig hårdt at være alenemor, så har det været det hele værd. Sylvester er det eneste, jeg nogensinde har været helt sikker på i mit liv.

Nadia Staldgaard er 35 år og arbejder som freelanceillustrator og billedkunstner. Du kan følge hende på Instagram @singlemormeduglethaar2 og på hendes hjemmeside nadiastaldgaard.dk, hvor du bl.a. kan følge hendes finurlige tegneserie og læse om hendes liv som enlig mor til et donorbarn.

LÆS OGSÅ: Mor til donorbarn: Ikke tid til at vente

LÆS OGSÅ: Ufrivillig barnløs: ‘Jeg følte mig ikke som en rigtig kvinde’

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at få to børn alene

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

Det hjælper ikke at råbe af dit barn. Foto: Istock

Sådan undgår du at råbe af dit barn

Sådan undgår du at råbe ad dit barn

Det gør ondt på de små, når mor eller far taler med store bogstaver. Få eksperternes råd til at skrue ned for stemmen.

Skrevet af Sofie Winther Askgaard
21. juli 2015

Faktaboks

Husk at sige undskyld!

Hvis du kommer til at råbe, er det vigtigt, at du husker at sige undskyld – men du skal mene det. Fortæl dit barn, at det ikke er hans skyld, at mor råbte. Brug så få ord som muligt, og giv nærhed og kontakt. Så skal dit barn nok klare det, bare det ikke sker for ofte.

Kilde: Psykolog Charlotte Diamant fra Psykiatrifonden

Klokken er alt for mange, det er mandag morgen, og junior nægter at tage sko på, selv om du har sagt det syvogtyve gange. Du har travlt, koger over – og kommer til at råbe ‘NU kommer du i gang!’  

Kan du genkende det fra dit eget liv? Så fortvivl ikke. Du er ikke den eneste mor, der kan blive gal på sit barn.

En undersøgelse lavet af analyseinstituttet Gallup for Børns Vilkår i 2014 viste, at hver tiende voksne havde råbt sit barn ind i hovedet en eller flere gange i året op til undersøgelsen. 

LÆS OGSÅ: Her er de 11 fineste gravide på Instagram lige nu

Der er ikke noget godt at sige om at råbe af sit barn, men måske kan du blive klogere på, hvad det gør ved dit barn – og helt undgå det i fremtiden.

Irriterer dig ikke bevidst

Når du råber af dit barn, vil han opleve det, som om det er hans skyld, du råber. At der er noget galt med ham.

Først omkring fireårsalderen vil et barn nemlig have udviklet forståelse for, at det kan skyldes noget i den
anden person, forklarer Charlotte Diamant, der er børnepsykolog i Psykiatrifonden. 

– Barnet vil opleve, at han har gjort noget forkert, og at mor ikke kan lide ham eller måske ikke elsker ham mere. Han kan ikke forstå, at mor råber, fordi der sker noget inde i hende. I stedet er det barnet, der bliver gjort forkert, og det kan skabe angst og utryghed for de små, siger hun.

Men det er jo faktisk barnet, der ikke hører efter, hvad du siger, tænker du måske, selv om du har sagt det igen og igen på alverdens meget anerkendende  måder.

– Selvfølgelig kan du blive sur på dit barn, når han ikke gør, som du siger. Men tænk på, at den lille ikke bevidst er ude på at starte en konflikt med dig og gøre dig sur. Måske forstår han bare ikke, hvad du beder ham om, måske prøver han grænser af, eller der er noget andet, som er vigtigere for ham lige nu end at gøre, som du beder om, siger Charlotte Diamant. 

LÆS OGSÅ: “Jeg har ikke lyst til at råbe af mine børn – men jeg kommer til det”

Du synes måske ikke, det er så slemt, at du råber af junior, når det ser ud til at være den eneste måde, du kan få ham til at høre efter. Men råb er en psykisk straf, og det er slet ikke så forskelligt fra fysisk straf, mener psykologen. 

– Hvis et barn bliver slået, kan du se skaden her og nu. Hvis du råber meget af dit barn, kan du ikke se skaden med det samme. Men det kan give lavt selvværd, ensomhed og angst langt ind i voksenlivet, fordi barnet ikke føler sig tryg hos mor eller far, siger hun.

Leder af familien

Gå nu ikke i panik over den dumme morgen i sidste uge, hvor du råbte af dit barn. Skaden sker ikke, fordi du råber en enkelt gang eller to, men det må ikke gå hen og blive et mønster, hvor du råber af dit barn dagligt. Og at råbe kan være mange ting. 

– Hvis du skælder ud med en fast og hård stemme, uden at råbe, vil barnet opfatte det som råben. Børn har en sensitiv radar, og hvis du undertrykker trangen til at råbe og i stedet bruger en aggressiv stemme, vil dit barn opleve det som noget farligt, siger psykologen. 

Gallups undersøgelse viser, at de fleste forældre råber på grund af afmagt eller ophidselse. Det er netop manglende overskud i hverdagen, der fører til de situationer, hvor du ikke ved, hvad du skal stille op – og så kommer du til at råbe, mener Pernille W. Lauritsen, underviser hos og stifter af Mindjuice Academy, et center for selvudvikling. 

– Det handler jo sjældent om vores børn, når vi råber af dem. Det handler om os selv. Det er, fordi vi har for lidt tid, er vrede over en dum kollega eller ikke orker at lave aftensmad, og så går det ud over børnene, fordi vi ikke har overskud til at takle dem, siger hun.

Men selv den mest overskudsagtige mor kan vel indimellem nå grænsen, når den lille lader til at have mistet
hørelsen og hellere vil lege garage med skoene end tage dem på?

– Når du har magten – og det har du som mor – må du tænke over, hvad der sker ved at misbruge den igen og igen, som du gør, hvis du råber af dit barn hele tiden. Ville du råbe af dine medarbejdere hver dag? Nej, for så er man jo en dårlig leder. Det er du også, hvis du råber af dit barn hele tiden. 

LÆS OGSÅ: Søskende bliver klogere af at skændes

Når dit barn ikke gør, som du siger. Ikke hænger jakken op, ikke spiser pænt, ikke rydder op i sit legetøj – og du bliver gal, fordi du har sagt det tusind gange, så bør du stoppe og tænke over, om du overhovedet har lært ham at gøre de ting, siger Pernille W. Lauritsen. 

Som leder af familien er det nemlig dit ansvar at lære dit barn det, du også forventer af ham.

– Din vrede kan sagtens være rettet mod dig selv og handle om, at du ikke har fået brugt den tid, det tager at lære dit barn at rydde op eller spise pænt. I situationen bliver du vred over, at han ikke gør, som du siger, men du er egentlig vred på dig selv, mener hun.

Af sted uden sko 

Et skridt på vejen til at skrue ned for stemmen er at ændre på de situationer, der typisk kan få dig op i det røde felt. Er det, når I skal ud af døren, og dit barn ikke vil have jakke på? Er det i ulvetimen, når du skal lave mad, mens banditten laver ulykker? 

  – Mange konflikter bliver håndteret bedre med mere tid, der giver mere overskud. Så måske skal du sende den lille ud af døren med jakken i hånden eller servere rugbrød til aftensmad oftere. Du må vælge dine kampe med omhu, mener Pernille W. Lauritsen. 

Men ikke alle kampe er lige lette at undgå, for når dit barn ikke vil gøre, som du siger, og du er nødt til at komme af sted på arbejde eller bare ikke orker mere – hvad gør du så?

– Hvis dit barn ikke vil have sko på om morgenen, så prøv at sætte dig ned og sig ‘ja, det er træls at skulle have sko på. Se, mor skal også have sko på. Skal vi hjælpe hinanden med at få dem på?’ Så anerkender du barnets følelser, samtidig med at du fortæller ham, at skoene skal på, for det skal ikke være til diskussion, råder Charlotte Diamant.

– Selvfølgelig er der dage, hvor gode råd ikke virker, og dit barn går i flitsbue. Så må du tælle til ti og prøve igen. Og igen. Virker det ikke, må du bære den lille ud til bilen uden sko. Det er bedre at erkende, at du ikke kan løse situationen end at råbe af dit barn, siger hun. 

Faktaboks

Sådan undgår du at råbe af dit barn
Nu og her:

1. Træk vejret og tæl til ti

Træk vejret dybt, mens du tæller til ti. Luften skal helt ned i maven, så du får bedre ilt til hjernen og måske kan nå at træffe et bedre valg end at råbe.

2. Ring til en livline

Ring efter en livline, som kan være din mand eller en veninde – eller gå ind til naboen, og bed om et pusterum.

3. Gå ind i et andet rum

Gå ind i et andet rum, og råb for dig selv, eller slå hårdt i en pude. Du får luft for frustrationerne og får to sekunder til at overveje en anden strategi end at råbe.

4. Erkend din afmagt

Nej, det er ikke optimalt at den lille kommer af sted uden sko og jakke i minusgrader. Men hvis du kan stoppe dig selv i at råbe af dit barn ved at lade ham gå i vuggestue uden sko på – så gør det.

I fremtiden:

1. Find ud af, hvornår du råber

Skriv ned, hvornår du kommer til at råbe af dit barn, og forsøg så at ændre på situationerne. Måske skal du handle uden junior eller bare servere havregrød til aftensmad?

2. Lær at stoppe dig selv

Brug tid bagefter på at finde ud af, hvornår det gik galt. Find det tidspunkt, hvor du måske kunne have nået at stoppe dig selv ved at trække vejret dybt og tælle til ti.

3. Vælg dine kampe med omhu

Det kan være bedre at give slip på et princip en gang imellem i stedet for at råbe – så overvej, hvor vigtigt det er for dig, om den lille rydder op i legetøjet i dag.

4. Lav en jeg-råber-ikke-mere-erklæring til dit barn

Sig til dit barn, at du har råbt for meget af ham, men nu vil du gøre alt for at stoppe. ’Jeg vil ikke råbe mere af dig’ forpligter, når det er sagt højt.

Kilder: Pernille W. Lauritsen fra Mindjuice, Center for selvudvikling.

LÆS OGSÅ: 10 råd til at skælde mindre ud

LÆS OGSÅ: 9 ting vi er blevet bedre til, efter vi er blevet mødre

LÆS OGSÅ: “Mor, når du skælder mig ud, har jeg svært ved at elske mig selv”

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

Du tror måske, du skal motivere dit barn til at gør tingene selv, men det er ikke altid vejen frem. Foto: Nimastock

“Du kan godt” – sådan får du dit barn til at gøre tingene selv

Første step: Lad være med at gøre tingene for dit barn.

Skrevet af Amalie Nebelong
14. juli 2015

”Mor skal give jakken på”, ”bære bære”, ”jeg kan ikke selv” – er nogle af de kommentarer, jeg ofte får fra min fireårige søn og min toårige datter. Og oftest giver jeg op fra start af og bærer min datter ned af trappen, selvom hun selv kan gå, og jeg giver min søn tøj på – selvom jeg ved, at han selv kan trække det på – fordi jeg er bange for, at det ellers udvikler sig til en tidskrævende konfrontation (eller et barn med vrangen ud på trøjen). Og jeg skal jo på arbejde.

Men faktisk giver det anledning til dårlig samvittighed fra min side, når jeg for eksempel ser, hvordan min søns veninde selv smører sin frokostmad og hælder sin mælk op, hvor jeg stadig gør det for min søn – og for eksempel laver morgenmadsanretning, i stedet for at lade ungerne tage selv. Det er nu engang hurtigst og nemmest at gøre tingene for dem, synes jeg. Men er det egentlig det bedste for mine børn?

LÆS OGSÅ: Curling: Hjælper du dit barn med ALT?

Nej, siger børnepsykolog John Aasted Halse. Han mener, at det er meget vigtigt at vi lader børnene gøre de ting, de udviklingsmæssigt er klar til, selv.

– Der ligger udvikling i det. Barnet opnår nogle kompetencer og færdigheder ved at gøre tingene selv, og deres udvikling ligger altid i spændingsfeltet mellem, hvad det kunne i går, og hvad det gerne vil kunne i morgen. Udfordringerne ruster barnet til at kunne klare livet og verden, siger John Aasted Halse.

Mindre servicering

Han forklarer, at dit barn, når det bliver præsenteret for en opgave – en der passer udfordringsmæssigt til dets alder – kommer i vækst. Barnet bliver stolt over, at det klarede en udfordring.

– Så kan de gå ud og prale og sige i børnehaven: ”Det er mig, der tømmer skraldespanden derhjemme.” Her er både selvtilliden og selvværdet i spil. Selvtilliden i ”se hvad jeg kan”, og selvværdet i ”se hvad jeg er – jeg er sej”. Og dén følelse får barnet, fordi det prøvede og kunne, siger John Aasted Halse.

John Aasted Halse mener, at vi står midt i et paradigmeskifte, hvor vi bevæger os væk fra curlingbørn, der fik gjort alt for sig, til en mere bevidst forældregeneration, der erkender, at man i positiv forstand skal udfordre sine børn gennem ikke at gøre alt for dem. Mindre servicering simpelthen.

LÆS OGSÅ: Giv dit barn selvværd uden ros

– Der er flere forklaringer på, hvorfor forældre gør og har gjort mere for deres børn, end de egentlig burde. Dels fordi det er hurtigere som voksen at gøre tingene selv, så vi hurtigere kan komme til at ”hygge” os. Dels ligger der også det i det, at man som voksen kan føle, at børn ikke skal døje med alle de praktiske gøremål, men bare have lov til at lege osv. Dét dækker over en voksenkonstruktion, hvor der er noget, der hedder de sure pligter og arbejde, og der er noget, der hedder sjov og fritid. Men i et børneperspektiv ser det med at hjælpe til i hjemmet osv. helt anderledes ud. For børn er at hjælpe med at lave mad en leg, hvor vi som voksne har en tendens til at tænke, at barnet synes det må være kedeligt og trist, siger John Aasted Halse.

Du skal ikke motivere

At motivere dit barn til at hjælpe til med de huslige pligter er en vigtig ting, mener sundhedsplejerske Dorte Fischer.

– Om det er at bære noget ud fra bordet eller hjælpe med noget andet, så er det med at have en plads motorisk motiverende, samtidig med at det giver barnet en følelse af at have en plads i familien, når det får lov til at sætte en kop ind på bordet. De vil faktisk gerne hjælpe rigtig meget, siger Dorte Fischer.

LÆS OGSÅ: Lær dit barn at fordybe sig

Men hvordan motiverer jeg min søn på fire år til selv at tage sine bukser på? John Aasted Halse mener ikke, vi som forældre skal tænke i at motivere, når det handler om børn i førskolealderen. Vi skal hellere bare lade være med at gøre tingene for vores børn.

– Vi voksne har så travlt, at vi ikke orker at inddrage børnene – og så tænker vi også, at nu skal vi jo ikke stjæle barndommen fra børnene. Så vi overbeskytter dem. Tilsammen gør det, at vi ender op med at amputere barnet udviklingsmæssigt. Mit motto til forældre er, at hver gang du gør noget for dit barn, som det godt selv kunne have gjort, stjæler du lidt udvikling fra dit barn. Det er igennem det at prøve nogle ting og at gøre noget nyt, at børn i positiv forstand overskrider nogle grænser, siger John Aasted Halse.

Mor gør det hele

Ifølge John Aasted Halse ligger der en kæmpe motivationsfaktor for dit barn alene i det, at du ikke gør tingene for det. Barnet lærer selv at tage bukser på, hvis du ikke gør det for ham. For hvis du bare gør det for ham, så behøver han jo ikke at anstrenge sig selv. Der skal være en grund til, at dit barn skal lære nogle ting, og den grund er ikke til stede, hvis du bare gør det hele.

Så for at anspore barnet til at gøre tingene selv, skal du som voksen holde fast i, at dit barn selv kan – og sige det til barnet, fordi det tidligere har demonstreret, at det for eksempel godt selv kan tage sko på.

LÆS OGSÅ: Trodsalder – Jeg vil, jeg vil, jeg vil!

– Hvis barnet ikke selv kan, må man indlede med en læringsproces, hvor barnet skal til at kunne det. Og så må den voksne være forberedt på, at tingene i en periode kommer til at tage lidt længere tid. Og hvis barnet ikke vil, må man sige til det; ”Jamen, så tager vi over i børnehaven i strømpefødder”, siger John Aasted Halse.

Man skal være indforstået med det, John Aasted Halse kalder for ”det kalkulerede sammenbrud”. I det ligger, at hvis dit barn for eksempel ikke har lagt sit beskidte tøj i vasketøjskurven i en hvis periode, så er der pludselig ikke flere rene underbukser. Eller hvis barnet ikke bærer sin havregrynsskål ud om morgenen, så står der gamle rester senere på dagen.

Drop den store kamp

Ifølge Dorte Fischer er måden, du gør det på utrolig vigtig. Du skal endelig ikke pace barnet frem.

– Det skal være på en god måde, og den voksne skal være der som en hjælp. Nogle gange orker barnet ikke at tage bukser på, for det er rigtig svært, når barnet f.eks. har stået længe med det, måske er træt og eller sultent. Man skal ikke tænke i sort på hvidt: ”Nu skal han selv tage bukser på altid”. Mere tage det en dag ad gangen. De skal nok komme til helt selv at tage bukser på hver dag en dag, siger Dorte Fischer.

Hun synes ikke, at du skal gøre en stor kamp ud af det og for eksempel sige: ”Vi går ikke før, du har taget bukser på”. Men selvfølgelig må du gerne motivere dit barn rigtig meget, hvis du ved, det kan selv. Og så husk ikke at kritisere dit barn. Det gør ikke noget, hvis trøjen vender forkert.

LÆS OGSÅ: Drop magtkampen ved middagsbordet

– Det er vigtigt at motivere, men også indimellem at tage styringen og give barnet bukser på. Men ros alligevel barnet og sig for eksempel: “Så kom benet ned, hvor var du god til at hjælpe”, siger Dorte Fischer.

Du skal ikke forvente, at det kommer til at gå totalt gnidningsfrit, når du skal have dit barn til selv at klare nogle nye ting. For der vil, ifølge John Aasted Halse, være kampe. Og ja, indimellem må du altså give dit barn sko på, selvom du ved, at det selv kan. For du skal trods alt på arbejde.

– Men hvis du gør alt for dit barn, vil konsekvensen være, at når han bliver 18 år, har han endnu ikke lært at tage bukser på – i overført betydning, for det udfolder sig i noget andet. For eksempel at han stadig forventer, at du vasker hans tøj. For han kan ikke selv finde ud af knapperne på maskinen, selvom han måske har to guitarer, en mikserpult og en pedalplade inde på sit værelse med rigtig mange knapper, siger John Aasted Halse.

Stå tidligere op

At tage sig tid er noget af det vigtigste, når dit barn skal lære at klare ting selv, siger Dorte Fischer. Og det er en mangelvare for mange familier i dag. Men så må I stå tidligere op om morgenen, så du har tiden til at lade barnet tage tøj på selv. 

– Den stemning, der er i hjemmet, betyder rigtig meget for, om barnet har mod på at prøve nogle ting selv. Hvis det møder ros og anderkendelse, får barnet mere lyst til at prøve selv, end hvis der er lutter surhed og travlhed og ”åh nej, det er det forkerte ben”. Hvis man er motiverende og anerkendende, kommer barnets lyst til at gøre tingene selv naturligt, siger Dorthe Fischer.

LÆS OGSÅ: Familieliv: 25 genveje til nemme dage

– Men nogle dage vil barnet være mindre motiveret end andre. Og hvis man har tid til det, så lad det være rigtig besværligt. Lad for eksempel barnet gå op af trapperne selv til vuggestuen, i stedet for at du bærer det hele vejen. Tag det stille og roligt; tag pauser, og lad barnet udforske, siger hun. 

Jeg får næsten kuldegysninger ved tanken om at skulle lade min søn rende rundt med trøjen på vrangen, lade min datter hælde mælken op selv – og ikke mindst at lade min søn vaske hænder efter toiletbesøg uden, at jeg overvåger, om han nu også gør det grundigt nok. Min moderlige perfektionisme vil virkelig blive sat på prøve.

Kan dit barn klare det selv?

John Aasted Halse mener, at især kvinder muligvis har lidt svært ved at frigøre sig fra behovet for at gøre tingene for deres børn. 

– Selvfølgelig må vi gerne gøre ting for vores børn, men vi skal spørge os selv, om vores børn selv kunne have klaret de her ting? Og det kan de ofte. Og som oftest er børn helt vilde efter at kunne selv. Og det hjælper ikke, hvis vi lever efter devisen om, at ”Malene skal vente med at hælde mælk op selv, til hun har lært at hælde mælk op.” Vi ville jo heller ikke synes, at en institution var god, hvis de havde en regel om, at når de skulle i svømmehallen med børnene, ville ingen børn komme i vandet, før de havde lært at svømme. Learning by doing er en rigtig god måde at anskue det på. Børnene skal have lov til at komme helt derud, hvor de ikke kan bunde. Dér ligger der noget udvikling, siger John Aasted Halse. 

LÆS OGSÅ: Forældre skal turde bestemme

Når dit barn er i en proces med at blive selvhjulpen, skal det have den frihed, det giver, ikke at være afhængig af en voksen, der skal komme og gøre tingene for det. For den frihed vil give dit barn en kæmpe selvstændighedsfølelse.

Jeg kan selv huske, fra jeg var barn, hvor stolt jeg var, da jeg havde lært at binde mine sko selv.

– Men oplevelsen af ikke at kunne, er også vigtig. Og dén oplevelse skal vi lade børnene have, for den er nødvendig for at kunne lære nye ting, siger John Aasted Halse. 

Faktaboks

Sådan støtter du dit barn i at kunne selv

– Lad være med at gøre tingene for det.

– Dit barn er klar til nye udfordringer, når det viser interesse for det.

– Skæld aldrig ud, men lad der være konsekvenser. Lad for eksempel morgenmadsskålen stå på bordet, dit hvis barn ikke vil bære den ud.

– Vær opmærksom på, hvad det kan forventes, at dit barn kan. En toårig er ikke nødvendigvis klar til selv at kunne tage sko på hver gang.

– Husk på, at børn ikke ser det at bære ud fra bordet som ”en sur pligt” men nærmere som en leg.

– Giv plads til indimellem at hjælpe dit barn med bukserne, selvom det selv kan. Barnet kan være uoplagt, og så er det bedre med hjælp end skældud.

– Selvom dit barn kan selv, skal du stadig være den voksne på sidelinjen, der er klar til at rose og støtte.

– Ros dit barn for dets indsats, selvom du har måttet lukke velkroen på skoene.

– Drop din perfektionisme. En trøje, der vender på vrangen, varmer ligeså godt som en, der ikke gør.

– Stå tidligere op, så der er tid til at lade barnet gøre tingene selv – stress og jag er den værste killer, når det kommer til at motivere barnet.

– Husk på, at når du gør ting for dit barn, som det selv kan, bremser du dets udvikling. 

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Stå fast, kære mor!

LÆS OGSÅ: Dit barn kan godt selv!

LÆS OGSÅ: Derfor skal junior hjælpe til

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.