Julemanden findes

Dyrk nisser og julemagi med dit barn

Du ved godt, at julemanden er opfundet af en reklamemand, men alligevel lader du nisser, overtro og religion tage over, så snart december nærmer sig. Og jul du bare løs – der er mening med magien.

Skrevet af David Birch

Det kan umiddelbart være en svær erkendelse for alle os voksne, rationelle mennesker. Men den er god nok. Julemanden findes.

LÆS OGSÅ: Jul med børn: De 5 største udfordringer juleaften

Julemanden bor i et magisk slot i Grønland, hvor han spreder julesprød hygge over sin arbejdsomme nisseflok, mens de knokler under festlig fællessang for at få julegaverne klar til december. Batman, Spiderman, Elsa og Snøvsen findes sådan set også, og der er et monster i skabet.

De findes nemlig, så længe børn tror på dem. Det forklarer Sussi Neergaard, der er børnepsykolog.

Faktaboks

HUSREGLER FOR NISSEN

Lad det ikke blive for bombastisk

Børn har en stærk fantasi, og den skal styrkes. Derfor skal du også huske ikke at gøre det for mekanisk og lade dig styre af de vedtagne nissenormer. Hvis dit barn vælger at opfatte nisser som havvæsner med julestrømpehaler – så lad det være sådan, og leg med.

Du kender bedst dit barn

Overvej, om de små får det ud af drillerierne, som du har planlagt. Der er ikke meget julehygge over en grædende tumling med mel i håret eller en morgentvær fireårig med salt på havregrynene.

Husk nisserne – også når børnene bliver ældre

Der vil komme et tidspunkt, hvor dit barn begynder at rationalisere verden. ­Typisk omkring tredje klasse ­begynder det at blive svært at opretholde magien. Det er helt naturligt og en lige så stor del af børns udvikling, som de magiske fortællinger var, da de var mindre. Mange forældre vil dog alligevel opleve skuffelse hos selv de største nissefornægtere i børneflokken, hvis der laves om på traditionerne, så ­fortsæt endelig!

– Børns fantasi er ikke lineær som voksnes. De ser ikke verden i lige forløb. Et barn kan sagtens gå med mor i byen og købe en ny boremaskine til far, gå hjem og pakke den ind, selv skrive kort og se den blive lagt under træet – og alligevel fuldt ud acceptere, at det er julemanden, der giver den til far juleaften. De to oplevelser kan nemt foregå sideløbende, fortæller Sussi Neergaard.

LÆS OGSÅ: Børn der lyver klarer sig bedre

Derfor findes julemanden også i din verden, når han findes i dit barns fantasi. Ikke på samme konkrete måde, som der findes sangbøger, cykelkurve og kedelige mandagsmøder, men som del af en leg, der kan føles lige så konkret og vigtig som de andre liv, børnene lever.

Lær magi af dit barn

Du kan faktisk lære noget af dit barns evne til at forstå verden på flere niveauer. Det med at have en evne til at opfatte verden magisk er, ifølge Sussi Neergaard, noget, langt de fleste voksne allerede har mistet, når forventningerne til et voksenliv begynder at korrumpere barnesindet.

LÆS OGSÅ: Børnebøger: 10 hits til juleferien

Men du kan godt forstå verden rationelt og samtidig lade magien folde sig ud. Det behøver ikke være, når du sidder på en alt for lille stol i et overophedet børnehavelokale til endnu et julearrangement med æbleskivekvababbelse og flormelisdrys ned ad bukserne. Eller når du får en julenedsmeltning foran marcipanbjerget i Netto.

Magien kan være i den lille, skæve forklaring, du giver dit barn, og som giver fantasien næring. ‘Vind? Det er træer, der nyser’. Du får selv noget ud af at tvinge magien tilbage i sindet – du skal bare huske, at der godt kan findes flere forskelige verdensopfattelser i et enkelt tankesæt.

Børn har altså en anderledes opfattelse af verden end voksne. De kan sagtens have flere spor kørende, og det er der intet bekymrende ved.

Per Schultz Jørgensen, der er professor og tidligere formand for Børnerådet, forklarer, at børn godt kan skelne mellem de to virkeligheder.

LÆS OGSÅ: Lyver du også for dit barn?

– Man behøver ikke bilde børn ind, at alt det, der foregår, er virkeligt. Børn er med på legen. Det med nisser er noget, vi leger. Det er en god historie. Børn har en stor forestillingsevne. Vi skal ikke bilde dem alt ind og sige, at det er virkeligt. Det er vores fortælling, og det er de helt med på. Ligesom når vi fortæller, at vi holder jul, fordi Jesus blev født, selv om vi måske ikke selv tror på den del af julens historiefortælling.

Styrk dit barns fantasi

Der er altså intet forgjort i at bære ved til dit barns forestilling om en magisk tilværelse. Tværtimod skal du ifølge Sussi Neergaard blive ved så længe, det overhovedet er muligt.

– Det er en stor og vigtig gave at give dit barn. Det er jo en magisk eventyrverden, du er med til at bygge op. Alle eventyr har en grundtanke: ‘Hvad nu hvis …’. Der ligger uendelige fortællinger for enden af den sætning. De fortællinger opstår i børns egne hoveder, styrker deres fantasi, deres opfattelsesevne og deres evne til at lege godt, siger Sussi Neergaard, der stadig lægger gaver i nissesokken, når hendes 26-årige søn er på besøg.

Ud over at du styrker børns indre verden ved at acceptere deres magiske tænkning, er nisseri op til jul med til at give børn både kulturel og familiær ballast. Du giver børnene en indføring i folkesagnene og trækker på den måde historisk fortælling ind i legen. Samtidig er du, ifølge Sussi Neergaard, med til at støbe de familietraditioner, der giver dit barn et holdepunkt resten af livet. Og der er få tidspunkter om året som op til jul, hvor vi ser stor værdi i at gentage og vedligeholde familietraditioner.

Tænk bare på, hvor mange gode minder, der ligger mellem de krøllede julehjerter og sammenfiltrede flagranker i kassen på loftet. Der er ingen andre højtider, der på samme måde trækker nissehuerøde tråde gennem hele dit liv på godt og ondt.

Minder, mønstre og måder at gøre ting på bliver støbt, når du mødes med familien på tværs af generationer og alle arbejder sammen på at gøre det, som I plejer. Du skaber en sikkerhed og et holdepunkt i dit barns liv, både når du opretholder traditioner, og når du skaber nye, siger eksperterne.

Per Schultz Jørgensen forklarer, at traditionerne er med til at give vores liv og hverdag en struktur, der kan samle os og skabe helhed.

– Traditioner er fortællinger, som vi vender tilbage til, genfortæller og fornyer, og som samler os. Sådan er det med nisser og julemanden – og med Jesus i krybben. Det er så en fortælling med en lidt anden og religiøs karakter. Børn får meget ud af fortællingerne, fordi de rummer fællesskab og noget spændende og meningsfyldt. Børn går efter tryghed og mening, og så skal det være noget, de har sammen med andre, mor og far og familien.

Nisser og juleeventyr giver mening til alt det, man samles om – juletræ, risengrød, gaver. Derfor er fortællingen noget, der samler oplevelserne, siger Per Schultz Jørgensen.

– Men man skal ikke trække fortællingen længere, end hvor børnene selv er med på legen, siger han.

Så jul du bare løs. Fortæl alle de nissehistorier, du orker. Du styrker dit barn og dig selv. For hvad nu hvis …?

I det nye nummer af Vores Børn kan du finde inspiration til nissedrillerier og læse meget mere om jul i det store tema. Magasinet er i butikkerne nu.

LÆS OGSÅ: 13 julegaver til dit barn

LÆS OGSÅ: Krea: 9 hjemmelavede julegaver til bedsteforældre

LÆS OGSÅ: Drop tanken om den perfekte jul

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Gå til madplan
loading...