Når du ligger med et lille nyfødt, rynket menneskebarn på dit bryst og overvældes af livets mirakel, betyder det ikke så meget, om den lille er en dreng eller pige. Ja, nogle glemmer endda overhovedet at spørge til det, før de har sundet sig oven på fødslen.

Og det er ikke så mærkeligt, for alle børn fødes med samme behov: Mad, varme, tryghed, omsorg. Kønnet er i første omgang sekundært. Og dog. For drenges og pigers hjerner er nemlig udviklet forskelligt, og allerede på fosterstadiet er der fokus på forskellige kompetencer.

“Vores hjerner udvikler sig, som om vi stadig var stenaldermennesker,” forklarer cand.mag. og hjerneforsker Ann Knudsen.

“Dengang spillede kønnet en vigtig rolle for menneskets funktioner i den sociale gruppe,” siger hun og forklarer, at mænd er genetisk kodet til at skulle ud over stepperne, jage vildt og beskytte mod vilde dyr og farlige fremmede. Mens kvindens rolle var at føde og opfostre børn, passe lejrpladsen og samle føde.

Piger vælger dukken
“Alle mennesker begynder som hunkønsvæsener, når de undfanges. Men fra ottende graviditetsuge begynder drengefostres testikler at producere kønshormonet testosteron, og herfra er der afgørende forskel på de to køn,” fortæller Ann Knudsen.

Testosteron har en væsentlig påvirkning på drengebørn. Kønshormonet så at sige ‘driver’ de små drenge ud i verden, som de møder med stor appetit på nye oplevelser og udfordringer. 

Seks måneder gamle drenge mister hurtigere interessen for at ‘snakke’ med mor og far og begynder at kigge væk og rundt på omgivelserne. De er mere utålmodige, og på skødet forsøger de ofte at vende sig mod for eksempel farvede genstande, lys eller lyde.

Små pigers hjerner er anderledes skruet sammen. Piger er hurtigere til at danne forbindelse mellem nerver i pandelappen og det limbiske system, hvilket gør dem mere optagede af menneskelige relationer. 

For eksempel er små piger på et halvt år mere opmærksomme på ansigter, end jævnaldrende drenge er.