Vi kan vel alle have brug for lidt american wisdom af og til. Derfor har vi fået et par kærlige råd om børneopdragelse af den succesfulde coach Debbie Ford, der mener, at mor-frustrationer ofte skyldes os selv og vores egne skyggesider.

Det er torsdag morgen, og som sædvanlig sidder jeg, min mand og vores søn, Kasper, og spiser havregryn og kigger ud over Amager Fælled. Kasper er i godt humør, og jeg hæfter mig ikke ved, at han har kig på min diktafon, som ligger på bordet.

Jeg rydder af, og da jeg kommer til Kaspers kop, finder jeg min diktafon: Sirligt ligger den og slænger sig i mælken.
“Mor telefon i mælk,” råber Kasper glad, som om han omtalte det fineste værk af Picasso.

Jeg er tæt på at hyle ham ind i hovedet, at jeg for h...... skulle bruge den diktafon netop i dag, da jeg har audiens hos en populær amerikansk coach. Men det vil han ikke forstå. Sammenbidt får jeg den op af mælken, tørrer den af og beder til, at den virker. Men nej: Den er stendød. Det er Kaspers øjne til gengæld ikke. De funkler af begejstring over noget, Gurli Gris lige har gjort inde i fjernsynet, og jeg ryster på hovedet, bider tænderne sammen og tilgiver ham.

Indeni griner jeg et panikgrin, for i dag skal jeg netop snakke med coachen Debbie Ford om at blive fanget af irritation over forskellige tilspidsede børnesituationer. Og her står jeg uden min diktafon, to timer før vi skal mødes.

Børn og skyggesider
Da jeg senere mødes med Debbie Ford, griner hun, da jeg fortæller om mit lille morgenuheld. Debbie Ford er coach med speciale i det, hun kalder skyggearbejde. Hun har opbygget en succesfuld virksomhed ved at undervise i de sider af os selv, som vi har svært ved at rumme eller se i øjnene.

Hun har baseret sit skyggearbejde på filosofien ‘det man peger fingre af, er man selv’. Det betyder ifølge amerikaneren for eksempel, at hvis du mærker nogen som helst irritation over, at dit barn klynker, så er det, fordi du ikke har sluttet fred med den side af dig selv.

Den morgen havde jeg bestemt ikke sluttet fred med den side af mig, der er utjekket. Jeg hader at være utjekket. Og fordi Kasper gjorde det umuligt for mig at bruge min meget tjekkede diktafon, havde jeg svært ved at se det nuttede i, at den blev proppet op i et glas mælk.

Indstil forventningerne
“Det er i virkeligheden et godt sted at starte, for børn gør for det meste det modsatte af, hvad vi forventer,” forklarer Debbie Ford.

“Det gør os mødre frustrerede, fordi vi gerne vil have, at barnet gør noget anderledes. Hvis du forventede, at Kasper puttede din diktafon i en kop mælk, ville du ikke blive frustreret over det. Det er selvfølgelig ikke sådan, at du skal anerkende, at han kommer diktafoner ned i koppen – men du kan undgå at ryge op i det røde felt, hvis du indstiller dine forventninger på, at det bestemt ikke er umuligt, at det sker."

Hvordan det?

“Forventninger kommer fra vores skyggesider, og vores skygger er alt det, vi prøver at skjule eller fornægte ved os selv. Hvis du for eksempel som lille selv har haft en oplevelse, hvor du pillede ved en fin vase, selv om du fik at vide, at du ikke måtte, og derfor fik skældud, så vil du føle skam, når dit barn gør noget, som minder dig om den situation. Du vil altid overføre den oplevelse til dit barn, og derfor kan vi ikke altid være objektive over for den pågældende situation.”