Når dit barn tager de første skridt ind i skolegården er det ikke kun ABC der skal læres. Det er også begyndelsen på en ny tid, hvor de sociale kompetencer for alvor skal afprøves og venskaberne begynder at få en meget større betydning.
Når børn kommer i 6-7 års alderen opstår de dybe venskaber, hvor man helt glemmer sig selv og selve venskabet får pludselig en højere prioritet end det tidligere har haft, fortæller børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.
Det betyder ikke, at børn ikke meget tidligere har venskaber. Allerede i vuggestuen er de i fuld gang med at øve sig på deres sociale færdigheder og skabe venskaber, og selv etårige har nogle børn de foretrækker frem for andre.
Fokus på legen
I børnehaven kan børn også sagtens have meget tætte venskaber, og der er mange børn der får en bedste ven allerede på det tidspunkt, men det er stadig legen der er i fokus på det tidspunkt, forklarer børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.
Børnehavebarnet leger sammen med dem, som er gode at lege med. Hvis der opstår uenighed om indholdet af legen eller rollerne kan børnene afbryde legen alene af den grund.
Det ændrer sig, når børnene kommer i skolealderen, hvor det er helt andre ting, der er på spil. Nu har venskabet en højere prioritet end selve legen og børn er parate til at opgive deres position udelukkende for at bevare venskabet.
Det er også i denne alder at pigerne finder sig en slyngveninde.
- For slyngveninderne er der næsten tale om en forlovelse. De ligner hinanden og vælger det samme tøj og går rundt tæt omslynget. Det ens udseende er en måde pigerne kan bruge hinanden som et spejl på, hvem de selv er. Pigerne ser sig selv, når de kigger på veninden og det styrker deres identitet. Det er også i disse venskaber, at veninderingen ligefrem besejler det bånd, der er mellem pigerne, forklarer Margrethe Brun.
Drengene kan også have bedstevenner, men venskabet er af en anden type end det pigerne oplever.
- For drengene handler det mere om, hvem de leger godt med og hvem der kan inspirere til fællesskabet. De har projekter sammen, som at bygge en lego-verden, og forglemmer sig helt i legen. De spejler sig mere i, om man er god at være sammen med, og hvad den enkelte bidrager med til legen.
Respekter barnets venner
Selv om man som forælder nogen gange kan ønske bestemte venner hen, hvor peberet gror, er det vigtigt at man respekterer børnenes venskaber, påpeger Margrethe Brun Hansen. Man skal selvfølgelig være opmærksom på, hvem børnene leger med og hvem, der er bedstevennen lige nu, men det er ikke en god idé at dømme de venner børnene vælger.
Ulempen ved de meget tætte venskaber, som opstår i skoletiden er, når de går i stykker og man står med et ulykkeligt barn.
- Det er næsten som at miste sig selv, når man mister sin hjerteveninde. Barnet vil sørge og det er vigtigt som forældre at huske på at det er et virkeligt og reelt tab. Men det er også en del af livet og faktisk en træning til voksenlivet, fortæller Margrethe Brun Hansen.
Man må støtte barnet og sætte ord på, at det ikke er nemt at miste og så er det på sådan et tidspunkt at man må stå klar med en kop te og en skulder at græde ud ved.
Og så skal vi som forældre skal huske på, at venskaber kommer og venskaber går – det er en helt naturlig udvikling.