Du kan næsten ikke vente, til det endelig er ferie, og hele familien skal slappe af sammen. Inden da skal du dog lige nå en masse på arbejdet, finde en til at passe hus og hund, købe solcremer, hente kufferterne på loftet og, og, og - inden du ser dig om, ender du i sygesengen i stedet for at være ferieklar.
Der er rigtig mange voksne, som bruger meget af den første ferieuge på at være syge, simpelthen fordi de har stresset rundt for at nå alt det, som skal overstås før ferien, sådan lyder opsangen fra stressekspert Bjarne Toftegård, som har firmaet ‘Forebyg stress’.
Uanset om det er derhjemme eller på feriestedet, at mor og far lægger sig syge, er det en trist måde at begynde en familieferie på – også for børnene!
“Når forældrene er stressede, bliver børnene stressede, så der er god grund til at stresse ned før ferien,” siger han.
Stress sænker immunsystemet, og det gør, at du bliver syg. Desuden kan der kan gå en hel uge, før du formår at slappe af, efter ferien er begyndt. Og i den uge vil dit nærvær ligge på et meget lille sted, og det går ud over ferien.
Få stressekspertens mange gode råd til, hvordan du og din familie undgår at få en stressramt ferie.
1) Afvikl arbejdet i god tid
Skal du være væk fra dit arbejde i to til tre uger, er det ikke rart at efterlade løse ender. Dog skal du passe på med at arbejde så meget den sidste uge, at du er helt udkørt, når ferien begynder.
“Det er vigtigt, at I ser på den sidste arbejdsuge som en uge, hvor I trapper ned, i stedet for en uge, hvor I skal nå en hel masse,” siger Bjarne Toftegård.
Derfor er det en rigtig god idé at planlægge sig væk fra en stressfuld ‘sidste-arbejds-uge’, mener stresseksperten. Det gør du ved at være realistisk omkring, hvad du kan nå, og måske lægge en dæmper på egne forventninger til dig selv.
Bjarne Toftegård råder til at begynde med at stresse ned og planlægge i rigtig god tid – gerne flere uger i forvejen.
“Overleveringen af dine opgaver til en kollega skal ikke ligge som det sidste punkt på den sidste arbejdsdag. Lav i stedet en overleveringsliste i løbet af de sidste uger, som du kan slette i og skrive til, hvis der opstår yderligere punkter,” siger han.
Den første dag i ugen op til ferien er det desuden en god idé at skrive en liste til dig selv over de ting, du skal nå inden ferien. Så kan du langsomt i løbet af ugen krydse opgave for opgave af, så du slipper for at sidde fredag eftermiddag og stresse over de opgaver, du ikke har nået.
En anden måde at få opgaverne af vejen kunne også være at sætte én dag af i den sidste uge, hvor du og din mand kan arbejde igennem. Få børnene passet, og afslut aftenen med et cafébesøg med din mand. Du bør endelig også undgå for mange møder lige op til ferien.
”Lidt afhængig af hvilken form for arbejde du har, skal du forsøge at planlægge uden om møder de sidste par dage. Det tager nemlig tid at afslutte sine projekter og give opgaver videre og skrive lister over løse ender.”
Skriv ganske enkelt disse opgaver ind i kalenderen, så de blokerer for andet, råder Bjarne Toftegård, som også kommer med tippet om at sætte autosvar på sin mail et par dage, før ferien reelt starter, så du selv kan vælge, hvad du vil forstyrres af.
“Et sidste – men meget vigtigt – råd er, at når du har forladt dit arbejde for at holde ferie, så skal du hive stikket 100 procent ud. Det vil sige, at der IKKE lige skal tjekkes e-mails eller telefonbeskeder på ferien.
2) Tyvstart feriefornemmelsen
På hjemmefronten er det også en god idé at indrette den sidste uge op til ferien anderledes, end du plejer. Stå en time tidligere op, hvis du kan. Servér noget anderledes morgenmad, som hele familien kan lide. Gå eller cykel ned for at købe en is sammen om aftenen.
Drop madlavningen. Gå i stedet på legepladsen, og køb pizza på vej hjem.
I kunne også gå en lille aftentur sammen hele familien, foreslår han.
At gå ture er godt på flere måder. For det første kommer der nydelse ud af det. For det andet er ture en af de allerbedste måder at stresse af på. Lignende råd gælder faktisk også den dag, ferien endelig oprinder – gør noget anderledes, end I plejer!
“Det er en god idé at markere sin feriestart med at bruge den første dag på at lave noget helt andet, end man plejer. Om det er en udflugt, at tage ud og svømme eller fordybe sig i en god bog, er underordnet. Målet er at få skubbet alle tanker væk og få fyldt noget andet på hjernen.”
Stresseksperten mener også, at det er allerbedst, hvis I lige tager nogle dage ud af kalenderen
og kommer i feriestemning, før I rejser ud. Hvis det ikke er muligt, og rejsen starter allerede den første feriedag og kræver en masse pakning og forberedelse, råder han til, at I forsøger at arbejde deltid den sidste uge før feriestart.
Få flere gode råd på næste side...