Der skal ikke så meget til, før både du og din familie får mere tid i hverdagen og dermed et nyt mentalt overskud, som smitter positivt af på hele familien. Her får du fem bud på, hvordan dit familieliv kan blive sjovere og mindre hektisk.
I 2010 bliver alting bedre. Børnene er glade og velfungerende, de spiser dejlig, økologisk mad, som de selv er med til at lave, mor har et spændende arbejde og dyrker sport og kommer i superform, mens far arbejder meget mindre og kommer tidligt hjem og hygger med familien. Økonomien er der styr på, og naturligvis bliver der holdt masser af sjove middage med fantastiske venner, og behøver vi at nævne, at aftenerne og weekenderne er smækfyldt med dejlige, åndrige samtaler med ens partner og en masse dejlig sex?
Men der er kun 24 timer i døgnet. Det er et faktum, som desværre ikke er til debat. Eller demokratisk afstemning. De 24 timer kan ikke forøges, forrentes eller overtrækkes, ligesom vi gør med ressourcen penge. Forfatteren og foredragsholderen Trine Kolding har i en årrække hjulpet erhvervslivet med at blive bedre til at styre tiden, og med udgangspunkt i sit eget familieliv har hun nu skrevet bogen ‘Førstehjælp til travle børnefamilier’. Her giver hun sit bud på, hvordan vi travle forældre kan få lidt bedre styr på tiden – for hendes påstand er, at det kan rent faktisk godt lade sig gøre at få det hele til at gå op. I skal bare tænke jer en smule om. Og det, uden at I skal lave jeres liv om til et stort regneark eller to-do-liste.
“Jeg tager for tidligt på arbejde, og alligevel kommer jeg for sent hjem.”
Citatet er blandt Trine Koldings favoritter, fordi det så klart og tydeligt udtrykker den evige konflikt mellem arbejdslivet og familielivet. Rigtig mange af de mennesker, som hun møder på sine kurser om personlig planlægning, har store udfordringer med at få tid til det spændende job og et godt familieliv, og her er der ikke engang tænkt på den motion, de drømmer om at få overskud til at lave eller de mange venskaber, de savner at dyrke.
“Jeg tror sagtens på, at det kan lade sig gøre at have et spændende arbejdsliv og hjemmeliv, men vi er nødt til lige at justere på vores forestillinger om, hvad et godt familieliv er. Vi lever i en tid, hvor den ikke får for lidt med glitter-sprayen. Alt skal være så perfekt og smukt, men måske skulle vi overveje, om det er for vores egen eller andres skyld, at vi iscenesætter sådan et glansbillede af familielivet,” siger Trine Kolding, som i 2005 blev mor til tvillingerne Mikkel og Rasmus og selv kæmpede en hård kamp med at få planlægningen til at gå op i en højere enhed.
“Med ét forsvandt spontaniteten og følelsen af at have styr på tiden. I stedet fyldtes døgnet af søvnløse nætter, der trak spor i hverdagene, og endeløse lister over ting, der skulle nås. Samtidig hobede frustrationerne sig op over ikke at kunne få enderne til at mødes,” siger Trine Kolding, som begyndte at forske i, hvordan man bedre kunne få tiden til at slå til. Hun har i den forbindelse fundet ud af, at rigtig mange af os er store tidsoptimister.
Hun foreslår derfor, at I starter med at lave en helt enkelt øvelse. Gerne hele familien sammen, hvor I finder ud af, hvor lang tid I egentlig bruger på alt det, I skal nå i løbet af en dag, en uge og en måned.
“Det er ikke noget med, at I skal lave jeres familie om til et excel-ark, men det er en rigtig sjov ting at se sort på hvidt, hvor lang tid alting tager og hvordan, der reelt ikke er timer i døgnet nok til alt det, I skal.”
Trine Kolding foreslår, at I starter ud med at få styr på de fem vigtigste faktorer i et familieliv – jeres tid, hinandens pligter, børnenes rolle, indkøbsvaner og jeres økonomi.
Læs de gode råd på næste side