|
Børn der starter i skole uden at være selvhjulpne, får sværere ved at lære nyt.
”Vi er sent på den, tag nu dit tøj på.” ”Jeg sagde, tag nu dit tøj på.” ”Arhh… så lad mig hjælpe dig.”
Mange forældre kan nok nikke genkendende til situationer som ovenstående. Fortravlede morgener, hvor der skal smøres madpakker, laves morgenmad og få børnene i tøjet på kort tid. Noget der kan stresse enhver.
Men selv om det er fristende at hjælpe barnet med at få støvlerne og flyverdragten på, så hjælper du bare ikke dit barn ved at hjælpe det – tværtimod.
”Det er ekstremt vigtigt at lære børn at gøre ting selv. Hver gang et barn mestrer en aktivitet, får det en kropslig sejr. Denne sejr er med til at give deres selvværd et løft, og desuden giver det barnet mod på og tillid til, at de kan magte det næste de skal til at øve sig i,” forklarer Nicola Mørk Hagen, der er coach i en række daginstitutioner i Frederiksberg Kommune.
Hendes opgave er at få mere krop og bevægelse ind i dagligdagen hos børnene ved hjælp af en række øvelser og lege, som stimulerer børnenes indre sanser og giver dem en bedre kropsbevidsthed.
”Hvis børn ikke har en udviklet kropsbevidsthed, når de starter i skole, så bruger kroppen rigtig meget energi på bare at sidde stille, og den energi kunne lige så godt bruges på indlæringen,” forklarer Nicola Mørk Hagen, der også holder foredrag for privatpersoner om børns motorik og selvhjulpenhed.
En udviklet kropsbevidsthed betyder, at børnene hurtigere bliver selvhjulpne, så de blandt andet selv kan tage deres tøj på, tørre sig efter toiletbesøg eller efter et bad.
Flere og flere børn, der starter i 0. klasse i disse år, er endnu ikke selvhjulpne, og det giver store problemer for lærerne i de små klassetrin. ”En børnehaveklasseleder fortalte mig forleden, at de nogle gange slet ikke nåede ud i frikvartererne, fordi det tog for lang tid at hjælpe børnene i flyverdragterne - noget de helt klart selv skal kunne i den alder. Nogle skoler har for eksempel også måtte afvige fra deres princip om, at børnene skal i bad efter en idrætstime, for det tog simpelthen for lang tid at få 25 børn i bad, når mange af børnene ikke kunne tørre sig ordentligt, selv klæde sig på, lyne tasker osv. Og her taler vi endda om første klasse.”
Hvis vi vil give vores børn de bedste forudsætninger for at tilegne sig ny viden i skolen, må vi sørge for at støtte vores børn i at blive mere selvhjulpne i en tidligere alder, fortæller Nicola Mørk Hagen.
”Vores børns signaler til os om, at de gerne vil prøve noget selv er meget tydelige. Hvis vi opfanger disse signaler, netop på det tidspunkt de opstår, så er rammerne for ny læring optimale. På det tidspunkt er børnene helt klar til at øve og mestre den valgte udfordring. Hvis vi derimod vælger at overse signalerne og i stedet selv vælger, hvornår vi mener, de skal lære en ny ting, så er det ikke sikkert, at børnene er motiverede.” Mange børn vil også reagere kraftigt, hvis mor og far lige pludselig vil have dem til at gøre ting selv, som de har været vant til blev gjort for dem.
”Vi skal huske, at vi faktisk tager en luksus fra dem, når vi pludselig beder dem gøre noget, de er vant til, at vi gør for dem. Der er ingen, der kan lide at blive frataget noget, heller ikke os voksne, så vi skal være forberedt på en kamp,” siger Nicola Mørk Hagen, og opfodrer derfor forældrene til at ændre vanerne, når de har overskud til at tage de konflikter, der vil opstå.
Gode råd: Sådan hjælper du dit barn til at blive selvhjulpent • Lad børnene transportere sig selv så ofte som muligt. • Lad børnene bære deres egne ting. • Lad som forælder vær med at være omvandrende huskeliste. • Giv barnet tid nok til selv at tage tøj på. • Tumle med børnene, også selv om de er blevet fem år.
Det skal dit barn kunne, når det starter i 0.
klasse: • Lyne flyverdragt/jakke. • Åbne taske og gymnastiktaske. • Tørre sig selv efter toiletbesøg (både stort og småt). • Finde ting, som ikke ligger lige foran dem. • Høre efter en kollektiv besked og tage ansvar for at føre den ud i livet. • Udvise udholdenhed i fysiske udfordringer så som gåture.
Gode lege: • Alle lege der involverer at rotere, trille, svinge, gynge, lave kolbøtter osv. (f.eks. stopdans hvor man skal dreje rundt i stedet for at stoppe, hver gang musikken stopper). • Stopdans, hvor man, når musikken stopper, skal røre gulvet med to ben og en arm/to arme og et ben/en numse og en arm/et ben osv.. • Byg en forhindringsbane med puder og andet, hvor børnene skal bade over noget, under noget, igennem, hoppe ned, trille osv.. Skrevet af Tina H. Rogers, voresbørnjunior.dk, februar 2010
Læs også:
|