• Få tip til de 11 bedste stykke legetøj, du kan give dit barn fra baby til 2-3 år, og hvorfor netop klodser, køkken og togbane er gode at lege med, ved at trykke på pilen.

  • AKTIVITETSCENTER
    Luk

    AKTIVITETSCENTER

    Du kan introducere baby for et aktivitetscenter, så snart hun begynder at gribe efter ting. Aktivitetscenteret giver dit barn mulighed for at afprøve koordination og krop. Baby opdager, at ‘når jeg rækker ud efter tingene, kan jeg få fat i dem og få dem til at bevæge sig’.

    Vær opmærksom på, at baby ikke ligger i aktivitetscenteret længere tid, end hun har lyst til. Vurdér, om dit pus hygger sig – eller slår til tingene for at få dem væk. Omkring seks måneder, når dit barn lærer at trille fra mave til ryg og omvendt, er aktivitetscenteret knap så interessant – så foretrækker hun at bevæge sig mod legetøjet.

    Aktivitetstæppe med mumitrolde, 675 kr. på Lirumlarumleg.dk.

  • BOLD
    Luk

    BOLD

    Mellem seks og 12 måneder, når baby kan sidde, kan du trille bolden hen til barnet og tilbage til dig selv. Dit barn lærer at udholde fraværet og stole på, at den flotte bold kommer tilbage – præcis som når du går ind i et andet rum. Når dit barn lærer at kravle og gå, bliver bolden endnu sjovere.

    Det er en fysisk udfordring for din etårige at løbe efter bolden og komme til at sparke den endnu længere væk. Det stimulerer tumlingens viljestyrke, fordi hun vil fange den. Når barnet er cirka to et halvt, kan du kaste en stor bold, når I står helt tæt. Legen styrker motorikken, og dit barn oplever succes, når hun griber. I børnehaven indgår bolden i børnenes indbyrdes leg; de kaster til hinanden og begynder så småt at spille fodbold.

    pakke m. 4 sansebolde, 210 kr. på Legeakademiet.dk.

  • PUTTEKASSE
    Luk

    PUTTEKASSE

    Puttekassen kan du introducere omkring etårsalderen. Den stimulerer dit barns finmotorik, tålmodighed og evne til at koncentrere sig. Desuden øver barnet sig i at kende forskel på forskellige former.

    Det er dig, der skal vise, hvordan man gør. Herefter øver barnet sig, til hun har knækket koden for, hvordan hun får klodserne ned i kassen. Ofte varer interessen frem til toårsalderen. Der er dog børn, der bliver irriterede på puttekasser, fordi de ikke har tålmodighed til opgaven.

    Løve-puttekasse i træ, 239 kr. på Lirumlarumleg.dk.

  • LEGETELT/LEGEHUS
    Luk

    LEGETELT/LEGEHUS

    Allerede som baby og etårig kan dit barn fatte interesse for legeteltet og bruge det til at lege borte-tit-tit med – men vær opmærksom på, om barnet bliver bange og tror, du helt er forsvundet. Som toårig, når dit barn kommer i selvstændighedsfasen, er et telt eller legehus fantastisk til at markere, at ‘her er det kun mig, der må være’. Dit barn bruger teltet huleagtigt og lærer at mærke, hvornår hun ønsker at være alene.

    I børnehavealderen er legehuset eller -teltet en god måde at lære at sætte grænser over for andre. Dit barn og bedstevennen kan sige til de voksne eller andre børn, at ‘her leger vi’. Inde i teltet er der en særlig virkelighed, og man kan lade fantasien få frit løb og lege, at man er i Afrika.

    Win Green legetelt, fra 1.999 kr. på Lirumlarumleg.dk.

  • PUSLESPIL
    Luk

    PUSLESPIL

    Puslespil kan være sjove for både din tumling og dit børnehavebarn. Spillet styrker dit barns finmotorik, koordination og evne til at koncentrere sig. Til de mindste kan du få helt enkle træpuslespil, hvor det – ligesom med puttekassen – gælder om at vise dit barn, hvordan man gør.

    Til børnehavebarnet kan du få puslespil med flere brikker. Her handler det ikke så meget om finmotorik, men om at være observant og opdage, at ‘jeg kan selv, når jeg koncentrerer mig’. Nogle børn forelsker sig i puslespil, mens andre ikke rigtig bider på.

    Bondegårdspuslespil i træ, 179 kr. på Legeakademiet.dk.

  • LEGEKØKKEN
    Luk

    LEGEKØKKEN

    Legekøkkenet kan sagtens fænge børn på et år, men i den alder bliver det brugt som et ‘aktivitetscenter’ med låger og skuffer, der kan åbnes og lukkes. Først omkring toårsalderen begynder barnet at bruge køkkenet efter hensigten.

    Legekøkkenet styrker den sproglige sans, når du sætter ord på de legemadvarer, barnet har i hånden, og hvad hun bikser sammen i gryderne. Sig tak, og lad, som om du smager, når du får noget ‘lækkert’ serveret. Køkkenet kommer for alvor til sin ret, når dit barn på tre år sammen med bedstevennen eller på egen hånd kan lege, at hun laver mad, og taler om, hvad hun gør. Legen styrker sproget og evnen til at begå sig socialt.

    Komfur i træ m. tilbehør og mad, 849 kr. hos Lirumlarumleg.dk.

  • KLODSER
    Luk

    KLODSER

    Børn kan have glæde af store klodser allerede i babyalderen, hvor de styrker den sansemotoriske udvikling. I vuggestuealderen indgår klodserne i en leg, hvor dit barn giver klodsen til dig, og du siger tak. Stabler du klodserne, synes dit barn, det er evigt morsomt at rive dem ned.

    Når tumlingen bliver cirka to et halvt, begynder klodsen at stimulere hendes leg og forestillingsevne. Hun kan lege, at klodserne er mad, eller putte dem på ladet af den trehjulede. Det bliver sjovt at sætte store Duplo-klodser sammen og bygge høje tårne. I børnehaven kan dit barn bygge endnu mere, og nu stimulerer klodserne for alvor fantasien og kreativiteten.

    ‘Byggespil Tetris’- klodser, 239 kr. på Legeakademiet.dk.

  • DUKKE
    Luk

    DUKKE

    Du kan sagtens forære din etårige en dukke, men for dit barn er den en genstand på linje med klodser, som man kan kaste med. Når dit barn er to år og i fuld gang med at udvikle sprog og mentale forestillinger, kan han lege, at dukken er en levende baby, som han putter, trøster, mader og kører tur.

    Dukken er nu med til at stimulere dit barns empati. I børnehaven bliver dukken et familiemedlem, når dit barn leger far, mor og børn med kammeraterne. De øver sig på virkeligheden ved at tale med dukken, klæde den på og af og opdrage den.

    Dukke fra Corolle, 509 kr. på Lirumlarumleg.dk.

  • TOGBANE
    Luk

    TOGBANE

    En togbane er legetøj, der virkelig hitter i lang tid hos mange børn. Fra dit barn er omkring halvandet, er det spændende at undersøge skinner og tog. Det styrker finmotorikken at bakse med skinnerne og de små mænd, som skal ned i vognen. Når dit barn fylder to, er han måske interesseret i hele toguniverset og begynder at gå vildt op i Thomas Tog-filmene.

    Han vil forstå, hvordan det hele fungerer, og du kan styrke hans sprog ved at sætte ord på den ting, han har fat i, og hvad I gør, når I leger. Når dit barn bliver tre år, kan han lege med togbanen sammen med kammeraterne og opbygge et fantasiunivers, hvor der ‘sker’ noget i legen. I fireårsalderen kan han lave endnu mere komplicerede baner – alene eller med dig eller vennerne.

    Togsæt Storbyen, 975 kr. på Legeakademiet.dk.

  • TUSSER OG MALING
    Luk

    TUSSER OG MALING

    Når dit barn er knap et år, kan hun så småt få glæde af farver og tusser. I to-tre-års-alderen får det at tegne en æstetisk dimension. Nu synes dit barn, at fingermaling er sjovt, fordi farverne bliver blandet sammen. I børnehavealderen kan dit barn efterhånden lære at tegne noget bevidst – hvis han altså er med på den, for ikke alle børn er lige interesserede. Tegningen er en udtryksform, hvor barnet fortæller en historie. Når dit barn forærer dig et maleri eller en tegning, markerer han et tilhørsforhold og oplever glæden ved at give.

    24 tusser i træklods, 99 kr. på Lirumlarumleg.dk.

  • LØBECYKEL/SCOOTER
    Luk

    LØBECYKEL/SCOOTER

    Både scooter og løbecykel er fænomenalt legetøj for din tumling. Scooteren fænger og udfordrer både din et- og toårige. Løbecyklen kan du for eksempel give dit barn, når hun fylder to. Det første år kan det være, at barnet blot lærer at sidde på sadlen og gå en tur på cyklen. Nogle børn fanger først, hvordan de bruger løbecyklen, i treårsalderen.

    Andre er lynhurtige og bruger den allerede, når de er halvandet. Uanset om dit barn er et, to, tre eller fire år, er det sjovt at eksperimentere med farten, og barnet skal nok selv finde passende udfordring i legen.

    Kokua løbecykel, 1.399 kr. på Lirumlarumleg.dk.

Legetøj

Derfor har dit barn brug for legetøj

Har babyer og små børn overhovedet brug for al det farverige legetøj? Ja er svaret, for legetøj hjælper dit barn til at lære sig selv og verden at kende.

Skrevet af Rikke Dinnetz

Faktaboks

  1. Vælg legetøj af god kvalitet Det kan være en god idé at gå efter mærkevarer. Så holder legetøjet oftest længere, og det kan gå i arv til lillebror eller -søster.Variér også gerne materialerne, så dit barn både har legetøj af for eksempel træ og plastik.
  2. Vælg legetøj, der passer til alderen Ofte vælger vi legetøj, som vores børn er lidt for små til.Vi tænker ‘han er jo så kvik’, og tanken bag er god, fordi vi så gerne vil stimulere vores poder mest muligt.Vælg legetøj, der passer til dit barns alder. På den måde undgår du, at han føler nederlag, fordi han ikke kan gennemskue legetøjets funktion.
  3. Vælg legetøj, der kopierer den virkelige verden Til børn op til tre år er det bedst at købe legetøj, der ‘kopierer’ virkeligheden. For eksempel tøjdyr, dukker, legekøkkener og biler.Omkring fireårsalderen begynder dit barn at interessere sig for fantasiverdener, så nu kan du købe for eksempel Ben10 og Star Wars, og udklædningstøj hitter stadig.Sørg dog for, at dit barn også har legetøj som togbane og lægesæt, der kopierer den virkelige verden.

Er vejen fra stuen til køkkenet hjemme hos jer også én lang forhindringsbane af klodser, tøjdyr og farvestrålende dimsedutter?

Børns legetøj fylder, blinker og dytter. Og når dit lille myr endelig er faldet i søvn klokken otte, kan du nok let bruge tre kvarter på at rydde alle legesagerne op – selv om det hele skal frem og ‘pynte’ igen dagen efter.

Men hvorfor har børn egentlig brug for alt det legetøj? Og har de overhovedet det – eller kunne en grydeske og en colaflaske med pastaskruer i være lige så godt?

Nej, lyder svaret fra legetøjsforsker Jørn Martin Steenhold. Legetøj er guld værd for dit barn, fordi det stimulerer hans hjerne.

LÆS OGSÅ: Legetøj: Underholdning i stof og træ

– Legetøj spiller en stor rolle for dit barns udvikling, og der skal farver og funktioner til. Babyer og små børn udvikler sig nemlig ved at sanse, så legetøjet skal stimulere de fem sanser,” forklarer han.

Små børn leger ikke

I virkeligheden er ordet ‘legetøj’ lidt misvisende, når det gælder små børn, for babyer og små tumlinger leger slet ikke, forklarer Jørn Martin Steenhold.

– De arbejder hårdt på at finde ud af, hvad det er for en verden, de er kommet ud til. Små børn er interesserede i legetøj for at lære, hvordan deres krop og alting omkring dem hænger sammen.

Når dit barn griber fat i en rangle eller bold, er det simpelthen for at finde ud af, hvordan legetøjet fungerer.

– Børn er nysgerrige. Hvis de ikke ved, hvad en ting skal bruges til, afprøver de den, indtil de ved, hvad den kan, fortæller Jørn Martin Steenhold.

For eksempel bruger din baby legetøj til at lære tyngdekraften at kende, når han sidder i barnevognen og smider sin rangle ned på jorden. Eller når han med vilje ‘taber’ bananen på gulvet, mens han spiser.

LÆS OGSÅ: Vi tester legetæpper

Oplever du, at et stykke legetøj pludselig ikke interesserer dit barn mere, kan det være, fordi han nu kender tingens funktion. Ifølge Jørn Martin Steenhold er det ret forskelligt, hvor hurtige børn er til at afkode legetøjet.

Togbanen hitter i årevis

Det kan også sagtens ske, at dit barn leger rigtig meget med noget – men så pludselig slet ikke gider yndlingstingen længere. Hvorefter han et halvt eller helt år efter genvinder interessen.

Det kan slet og ret være, fordi dit barn havde brug for variation efter at have leget meget med én ting. Eller fordi han pludselig ser nye udfordringer i legetøjet, som han ikke opfattede, da han var yngre.

Måske var dit barn vild med sin togbane som toårig, hvor han gik op i at sætte togene sammen og putte den lille mand ned i togvognen. Senere, i børnehavealderen, bliver det pludselig sjovt at gøre mere ud af, hvordan banen skal se ud, og finde på en historie, der passer til legen.

LÆS OGSÅ: Udvikling: Er dit barn bagefter?

I babytiden gennemgår dit barn en kolossal udvikling, og legetøjet hjælper ham til at lære, hvad hans krop kan. Helt små babyer op til tre måneder har glæde af legetøj, de kan gribe fat i og holde i et fast greb.

Baby er glad for legetøj med lyd

I tre-til-seks-måneders-alderen er baby stadig interesseret i legetøj, som han kan have i hånden, men tingen må nu gerne sige eller gøre noget, når han ryster den. I denne periode er rangler med forskellige lyde gode. Når dit barn er cirka fire en halv måned, begynder han at holde med begge hænder om legetøjet, og omkring fem-månedersalderen øver han sig i at flytte legetøjet fra hånd til hånd.

Når dit barn er mellem seks og ni måneder, bliver han især stimuleret af legetøj, som han kan flytte fra den ene hånd til den anden. Her er det fint med genstande, som er nemme at tage fat i, eksempelvis byggebægre, tøjdyr og rangler. Farvestrålende eller blinkende legetøj, der skærper babys opmærksomhed, kan desuden motivere dit barn til at trille, krybe og kravle.

For din store baby mellem ni og 12 måneder handler det om at gå på opdagelse. Når baby bliver mobil og kravler og rejser sig op, er det optimalt med legetøj som for eksempel en gåvogn, hvor dit barn kan bruge hænderne og kroppen på én gang.

LÆS OGSÅ: Legetøj – Fra tegnebræt til butik

Når din tumling starter i vuggestue eller dagpleje, begynder han at efterligne dig og andre voksne. Nu bliver han især stimuleret af legetøj, der er kopier af noget rigtigt. For eksempel er en dukke en kopi af en baby, legetøjsbilen er en kopi af jeres bil og legekøkkenet af hjemmets køkken.

I vuggestuen leges parallelt

Når børn i vuggestuen leger med dukker eller biler, leger de endnu ikke sammen, men parallelt, hvor de står ved siden af hinanden og lærer ved at efterligne hinanden.

Tumlinger er dog også stadig interesserede i legetøj med en funktion. For eksempel noget, der giver lyd eller bevæger sig, når man trykker på en knap. Oplagt legetøj er byggeklodser, dukkehuse og musikinstrumenter som xylofoner og trommer.

I toårsalderen begynder det også at blive sjovt at klæde sig ud, så udklædningstøj i alle afskygninger er populært, og udendørs er både gynger, sandkasser, bolde og små scootere et stort hit, da de styrker dit barns fysik, motorik og balancesans.

Når dit barn kommer i børnehave omkring de tre år, begynder han at lege på en ny måde. Hvor det før har været ene- og parallelleg, begynder han nu at lege ‘rigtigt’ med andre børn.

Fra funktion til fantasi

Nu bliver det interessant med legetøj, der giver børnene mulighed for at lege noget med et tema, bruge fantasien og konstruere en fantasiverden – sammen med andre. Dukkehuse, dukker, små legehuse med funktioner, togbaner, bondegårde, legeværktøj og udklædningstøj hører sikkert til blandt yndlingslegetøjet.

Tusser, farver, saks og papir er nu også et must at have liggende på hylden, for dit barn elsker at tegne, klippe og klistre. I treårsalderen kan du dog næppe se, hvad dit myr tegner, for det er processen, der er det interessante for ham.

Dit barn kan også få glæde af at styrke finmotorikken ved at lege med perler og stimulere kreativiteten med ler og fingermaling. Samtidig begynder han at blive god til at konstruere, stable klodser og opbygge tilhørende fantasilege sammen med andre.

Bliv ikke forbavset, hvis din lille børnehavebandit behandler legetøjet hårdhændet. Det er en del af dit barns udviklingsproces, fordi han er ved at eksperimentere med tingene afprøver, hvor grænserne går, og hvor meget legetøjet holder til.

LÆS OGSÅ: Sådan hjælper du dit barn med at lege

LÆS OGSÅ: Sådan sætter du grænser for legekammerater

LÆS OGSÅ: Test af legetøj – sådan foregår det

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Lige nu kan du få 3 mdr. abonnement og F&F Herbert bamsen som særligt tilbud. Klik herunder, for at benytte tilbuddet.

loading...