Dig og din krop
Barnet har måske lagt sig til rette til fødslen, så hovedet står fast i bækkenet.
Fosterbevægelserne ændrer karakter. De kan være mere rolige og glidende, fordi der ikke er plads til, at barnet kan bevæge sig så voldsomt længere. Er du i tvivl, om barnet bevæger sig nok i forhold til, hvad det plejer, skal du ringe til dit fødested, hvor man med ultralyd kan undersøge nærmere, hvordan barnet har det. Nu kan du kun vente spændt og tålmodigt.
Husk, alle dine aftaler skal tages med et vist forbehold, og er du andengangsfødende, bør du have en plan for pasning af et eventuelt større barn, når veerne pludselig sætter ind.
På mange fødesteder tilbyder man nu jordemoderundersøgelse hver eller hveranden uge, hvor din jordemoder blandt andet vil spørge til fosterbevægelser, lytte til dit barns hjertelyd og kontrollere fosterstillingen.
Måske får du flere plukveer, end du tidligere har oplevet. Plukveerne er et tegn på, at livmoderen øver sig til fødslen. Du vil opleve, at livmoderen bliver meget hård, og det spænder hen over maven. En plukve varer cirka 30 sekunder og er helt harmløs.
Sørg for at få fyldt køleskab og fryser op, og hvis energien rækker, kan du fryse færdiglavede retter ned, så I har let mad efter fødslen.
Dit hjerte slår 15 slag mere per minut end hos en ikke-gravid.

Foto: Scanningsklinikken.dk
Fra æg til baby
Barnet ligner nu en nyfødt, og hvis veerne starter nu, vil man ikke prøve at forhindre det.
Barnets tarme er fyldt med den første afføring, meconium. Der er fra en halv til halvanden liter fostervand.
Livmoderen er begyndt at synke, fordi barnets hoved trænger længere ned, og muligvis står det allerede nu fast i bækkenindgangen – det kan din jordemoder fortælle dig. Det er imidlertid helt normalt, specielt hos flergangsfødende, at hovedet ikke står helt ned før i sidste øjeblik.
Barnet vejer nu omkring 2750 gram og måler cirka 46 centimeter fra hoved til hæl.
ANNONCE:
Babykalenderen hjælper dig med alt det du skal huske, forberede og anskaffe omkring fødslen. Gennem hele det første år med din baby får du - uge for uge - al den viden og inspiration du har brug for. Og påmindelser så intet bliver overset. Babykalenderen er også Barnets bog, scrapbog og meget mere.
Køb bogen her!