9 måneder

Rikke fra 9 måneder: “Jeg savner at have min krop for mig selv”

Kom med bag skærmen af vores web-tv-serie '9 måneder'. Rikke fortæller her, hvad hun synes er det værste ved at være gravid - og hun afslører årsagen til, at hun meldte sig til web-tv-serien,

Redigeret af Mette Simensen

Hvilke tanker gør du dig om fødslen?

Mine tanker på dette stadie i graviditeten er mest af alt gode. Jeg er rigtig spændt på, hvordan det hele starter. Jeg blev sat i gang, da jeg skulle føde Clara og har derfor aldrig prøvet, at kroppen starter fødslen af sig selv. Lige nu tænker jeg meget på veer, vandafgang og alt det praktiske omkring pasning i forhold til Clara. Jeg er mest af alt spændt på fødslen og glæder mig til den. Desværre ligger frygten for smerte ikke langt væk. Jeg ved, det kommer til at gøre ondt, for jeg har jo prøvet det før. Til gengæld kan jeg ikke genskabe smerten, og det er nok godt. Ellers ville jeg sikkert bakke ud eller kalde på min moooar.

SE OGSÅ: VIDEO: 9 måneder – “Let’s talk about sex”

Hvordan forbereder du dig til den?

Lige netop forberedelse til en fødsel kan være svært på grund af de mange ubekendte faktorer. Men jeg har forberedt mig på den måde, at fødekarret er bestilt, for jeg vil føde hjemme om muligt. Jeg vil pakke nogle reservetasker til sygehuset, hvis jeg nu alligevel ender med at skulle føde derinde. Jeg skal også have pakket en taske til Clara, som kommer med hende i institution hver dag. Så er vi sikre på, at hun ikke kommer til at mangle noget. Rent mentalt har jeg forsøgt at læse en bog om smertefri fødsel. Jeg har dog slet ikke været konsekvent med øvelserne og tror faktisk ikke, jeg kan bruge det til noget. Så mentalt vil jeg prøve bare at tage det, som det kommer. 

Hvad er det bedste ved at være gravid?

Faktaboks

Rikke Rosenvinge Pedersen

Alder: 29 år

Bopæl: Støvring, Nordjylland

Termin: 18/6-2016

Profession: Jeg arbejder som regnskabsassistent i et tømrerfirma. Jeg elsker mit job og ved, jeg kommer til at savne det daglige ansvar for opgaver, jeg kan kontrollere. At have ansvaret for en lille baby bliver helt klart noget andet og langt mere hårdt end at arbejde.

 

Det bedste ved at være gravid er den konstante påmindelse fra dybet om, at han er derinde. Det er enormt livsbekræftende at mærke ham sparke, og jeg føler, at jeg allerede kender ham en smule. Desuden er det faktisk også meget rart med lidt opmærksomhed fra de nærmeste. Maven er fælleseje, om du vil det eller ej. Men når det netop er familien, der rører, er det helt okay.

Og det værste?

Med frygt for at lyde pylret og forkælet, så er det værste, at kroppen er invaderet af noget andet. Hormoner, størrelse, smerter. Alt er for babyen, og jeg savner at have min krop for mig selv. Desuden synes jeg, det er rigtig svært, at jeg ikke i samme grad kan være der fysisk for min datter. Jeg kan ikke løbe rundt og fjolle, men hun lader ikke til at være påvirket af netop dét. I starten var det værste usikkerheden om, hvorvidt der blev en baby ud af det, men den frygt forsvinder lige så stille i takt med, at maven vokser, og babyen begynder at sparke.

SE OGSÅ: VIDEO: 9 måneder – “Yay, jeg er gravid!”

Hvor lang tid brugte I på at få to streger frem på graviditetstesten?

Jeg fik taget spiralen ud i august og brugte nogle uger på at få kroppen til at forstå, hvad den skulle. Allerede sidst i september havde jeg ægløsning – jeg kan mærke min ægløsning meget tydeligt – og allerede her var der gevinst. Det skete med det samme, og det overraskede os begge. Jeg lider nemlig af både endometriose og pco, og vi døjede en del første gang. Det var virkelig dejligt ikke at stresse over netop det.

Du er snart nogens mor – hvad glæder du dig mest til?

Lige nu glæder jeg mig bare til at holde den bette skid, men i det store hele glæder jeg mig til at se ham vokse op, og til at se de trin han udvikler sig i. Jeg vil helt klart forsøge at nyde de små ting, for jeg ved jo, at tiden med børn flyver – selvom det lyder som en kliché.

Hvordan er det at følge sin graviditet på web-tv?

Til at starte med var det lidt pinligt, men der har været super god respons fra mine venner og familie, og jeg er faktisk ret stolt af de andre piger og mig selv. Tror rent faktisk andre har haft gavn af at høre vores bundærlige tanker.

Hvorfor meldte du dig til at medvirke i web-tv-serien?

Jeg meldte mig, fordi jeg følte, jeg havde noget at byde ind med. Men mest fordi jeg synes, det var vigtigt, at det var de ærlige og ikke altid kønne ting, der bliver fortalt. Og det ved jeg, at jeg ville kunne klare. At være gravid og blive mor er bestemt ikke altid en dans på roser. Billeder er ikke altid uden rod, og samtaler er ikke altid en roman værdig. Det er benhårdt arbejde, og for nogle er graviditeten direkte modbydelig. Mange mødre og fædre bliver helt sikkert snydt af et glansbillede, som ikke eksisterer, og det kan skabe mange problemer senere. Jeg selv endte med en fødselsdepression, netop fordi jeg ikke kunne leve op til glansbilledet. Det tog mig flere år at forstå, at det glansbillede slet ikke eksisterer. Og hvis jeg kan hjælpe andre til at forstå, at det er okay ikke at være perfekt, så er min mission lykkedes.

LÆS OGSÅ: Katrine fra 9 måneder: “Jeg tror, jeg er skidegod til at føde”

LÆS OGSÅ: Dea fra 9 måneder: “Det er svært at være helt alene om forældrerollen”

LÆS OGSÅ: Camilla fra ‘9 måneder’: “Jeg glæder mig til at opleve endeløs kærlighed”

TILMELD DIG VORES BØRNS NYHEDSBREV

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

loading...