Gravid

Mand om kvinder: “Kun én ting er smukkere end en kvinde – og det er en gravid kvinde”

Sportsidiot og testkører Rasmus Thomsen giver her en opsang til de kommende fædre. De glemmer, at de kysser på de lækreste babes, mener han.

Skrevet af Rasmus Thomsen

Når jeg testkører motorcykler, er det ofte med min gudesmukke veninde på bagsædet. Blandt vores traditioner er den faste cafetur på Rungsted Havns promenade. Specielt vores spankuleren langs beværtningerne er altid underfundig. Med styrthjelm i hånden, iklædt lædertøj. Mange drenge kigger på min veninde. Finurligt er det dog, at mange fædre kigger på mig. Et længselsfuldt blik, der ser ud til at følges med tanken ‘bare det var mig, der kørte motorcykel med et skår på bagsædet’.

LÆS OGSÅ: Rasmus Bjerg: “Der er nok for mange børn, der tror, de er verdensmestre”

Faktaboks

Rasmus Thomsen er 37 år, og uddannet cand.merc. og journalist. Arbejder som pr-rådgiver, skribent og testkører.

Især mændene med gravide kærester ser jeg tit kigge nærmest bekymret på motorcyklen. Næsten bogstaveligt synes de at frygte, hvornår ‘bomben’ – deres kærestes mave – springer, og de glade dage er ovre.

Men sweetie. Dejlige kvinde. Jeg synes, I burde nyde hinanden mere nu end nogensinde. For mig er der nemlig kun én ting, der er smukkere end en kvinde – og det er en gravid kvinde. Din mand kan føle sig draget af min motorcykel, men du kan sende jetjagere gennem samtlige mænd, du møder på din vej. For lige nu er du mere kvinde, du er mere feminin og mere smuk end nogensinde. Du skaber et liv, og det er det ypperste, en kvinde kan.

Babe out of category

Så lad din kæreste være lidt mere stolt af dig end ellers. Eller rettere, meget mere stolt af dig, end han er i forvejen. Faktisk kunne du jo give ham lov til at smækkysse dig i køen i Netto eller holde om din bag, når I spadserer. I hvert fald skal han vide, at han ikke danner par med en hval eller hvalros. Men at han lige nu kysser på en babe out of category. Derfor skal han heller ikke holde sig tilbage med at købe lækkert ventelingeri eller badetøj. En ting er sikkert, nemlig at du vokser fra det. Men lige så sikkert er det, at I ikke ved, hvornår du er lige så smuk som nu.

LÆS OGSÅ: Sigurd Barrett: “Børn skal vide, hvem de er”

Når der er inviteret til gallamiddag, så husk at pakke din mave ind i en stor lyserød sløjfe. Eller blå, hvis det bliver en dreng. Og hvis det ikke vides, så tag den farve, der klæder dig bedst, ligesom den nedringede kjole sidder bedre på gravide end på nogen andre. Hvis du hører nogen, der synes, det er ‘for meget’, så husk, at du gerne må. For ingen må kritisere dig, når du er i lykkelige omstændigheder. Sådan er reglerne. Og din runde mave er en formidabel isbryder til et hvilket som helst selskab. Faktisk kan festen kun blive mindeværdig med dig som borddame.

Til sidst, så husk catwalken. Nogle kalder den gåsegang, men jeg kalder den catwalk, for en mere karakteristisk og stolt gang findes ikke. Sænk gerne tempoet, strut lidt med din mave, vug lidt ekstra i hofterne og smil en ekstra gang. For der findes kun én ting smukkere end en kvinde – nemlig en gravid kvinde som dig. 

LÆS OGSÅ: Gravid uge 20: Køn? Ja, naturligvis er den det!

LÆS OGSÅ: 6 sure konflikter i den søde ventetid

LÆS OGSÅ: Charlotte og Lasse fandt hinanden på Tinder – 3 måneder senere var hun gravid

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

loading...