cravings som gravid

Mærkelige madvaner under graviditeten

Mange gravide kan berette om, at de pludselig bliver som besatte og bare MÅ have en bestemt madvare. Men hvad er det egentlig, der sker, når vi bliver ramt af cravings?

Skrevet af Julie Trolle Boding

Hvad

Cravings er, når du spiser en bestemt madvare i store mængder – og bliver helt desperat, hvis havefras/chokolade/jordbær ikke lige er inden for rækkevidde.

LÆS OGSÅ: Opskrifter: Nippemad til sarte gravide

Hvem

Nogle gravide oplever ingen forandringer i spisevanerne – og det er helt normalt. Andre oplever en meget stærk trang til en eller flere madvarer, som kan være mere eller mindre besynderlige – og det er også helt normalt.

De samme smagsløg

Smagsløgene ændrer sig ikke som sådan, fordi du bliver gravid – det vil sige, at en leverpostejmad egentlig vil smage på samme måde som før. Men du kan få større lyst til at spise bestemte ting, ligesom din glæde ved at spise leverpostejmadder kan blive større. Det skyldes blandt andet, at de ændrede hormoner i kroppen kan påvirke din vurdering af, hvad der smager godt eller dårligt.

Faktaboks

Læsernes cravings

Skumbananer
Bounty
Tunsalat
Ost
Toffifee
McBacon
Rød saftevand
Kiks
Tørrede figner
Tomatsuppe
Yoghurt
Romkugler med chokoladekrummel
Chokopops
Citron
Grøn sodavand
Chilisauce
Dyrlægens natmad
Rundstykker
Cheddarost
Pærer
Nødder
Tarteletter – uden fyld
Fernet branca
Nachos
Kirsebær
Lakrids
Risengrød
Cheeseburger
Cola
Dåse-ananas
Sovs og kartofler
Spegepølse
Smarties
Hvidløg
Citrusfrugter
Radiser
Baconchips
Slush ice
Mozzerella
Flødeboller
Feta
Makrel
Skinkesalat

Rasende hormoner

I løbet af de første 12 uger raser hormonerne, og der er ofte kaos i kroppen. For nogen bliver det en slags overlevelsesstrategi at leve af cola eller mariekiks. Nogle oplever også en modsat craving
– at de for eksempel slet ikke kan få kaffe ned, eller de får kvalme af bare at tænke på rødvin. Når hormonerne får lov til at ‘lande’ i kroppen efter første trimester, og du vænner dig til den nye tilstand, vil nogle opleve, at cravingen aftager.

LÆS OGSÅ: Læserne fortæller: Sådan slap vi af med vores graviditetskvalme

Sundt eller usundt

Nogle gange – men ikke altid – vil den gravide crave en madvare, hun kunne lide i forvejen, men nu har ekstra meget lyst til. Det kan både være sund og usund mad.

En besynderlighed

I enkelte tilfælde udvikler cravingen sig, så den gravide får lyst til at spise noget, der ikke er mad – for eksempel kridt. Det kaldes picasyndromet og var mere udbredt i gamle dage, da udbuddet af mad var mindre. Det er ret sjældent i dag, men hvis du bliver ramt, kan det være en god ide at tale med din læge eller jordemoder.

En skrøne

Generelt er det en god ide at spise varieret, når du er gravid. Hvis du har taget 10 kilo på og går bananas i chokolade, er det smart at holde lidt igen. Og husk: Du skal ikke spise for to. Det er en skrøne, så det kan du ikke bruge som undskyldning.

Husk mellemmåltiderne

Når du vågner midt om natten og sender kæresten i 7-eleven efter citronmåne, kan det skyldes, at dit blodsukker er langt nede. Husk at spise fem-seks mellemmåltider om dagen.

Gode råd

Hvis du er ramt af en usund craving, kan det være en ide at ændre dine vaner. Hvis du for eksempel kører ind på tanken på vej hjem fra arbejde for at købe en kage, så prøv at køre en anden vej. Og du skal aldrig handle på tom mave, når du er træt – for så er det svært ikke at bukke under.

Kilder: Lene Skou Jensen, jordemoder, Per Møller, lektor i sensorik og forbrugervidenskab ved Københavns Universitet og Annette Weisleder, diætist og jordemoder.

LÆS OGSÅ: VIDEO: 9 måneder – “Yay, jeg er gravid!”

LÆS OGSÅ: 8 ting, du ikke skal sige til en gravid

LÆS OGSÅ: Gravid uge 20: Køn? Ja, naturligvis er den det!

 

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Lige nu kan du få 3 mdr. abonnement og F&F Herbert bamsen som særligt tilbud. Klik herunder, for at benytte tilbuddet.

loading...