Læs om vores persondata-politik, cookies m.m.
Banner
 
Hvordan skelner man mellem plukveer og rigtige veer, og hvad gør veerne egentlig? Foto: Nimastock

Hvordan skelner man mellem plukveer og rigtige veer, og hvad gør veerne egentlig? Foto: Nimastock

Veer

Av! Alt om veer

De gør ondt, men hvad er de for en størrelse – veer? Jordemoren forklarer om veer, der plukker, strækker og presser.

Hvad er en ve?
En ve er, når din livmoder, som er en stor muskel, trækker sig sammen og bliver tykkere i toppen og tyndere nede omkring livmodermunden.

Hvordan føles en ve?
De fleste kvinder beskriver det som stærke menstruationssmerter, der stråler om i lænden og ned i benene. Nogle beskriver det som en spænding, andre som en bølge, der glider ind over dem.

LÆS OGSÅ: Bliv klar til fødslen

Hvad er en plukve?
Man kan sige, at det er en øve-ve og en måde for livmoren at komme i form til fødslen på. Nogle har mange plukveer, andre mærker dem slet ikke. Forskellen på plukveer og rigtige veer er, at en plukve ikke har nogen effekt, ikke gør ondt og ikke kommer regelmæssigt.

Hvordan ved jeg, at jeg har rigtige veer?
Det gamle hardcore jordemor-svar er: ‘Hvis du er i tvivl, har du ikke veer.’ I slutningen af graviditeten kan du få velignende aktivitet i et par timer. Det kan gøre lidt ondt, du kan føle dig tung, og du kan tro, at det er veer. Men går det i sig selv igen, er det ikke fødeveer. Rigtige veer er tiltagende i styrke, interval og varighed.

Hvad gør veerne?
Veerne stimulerer den muskelaktivitet, der skal hjælpe dig med at forløse barnet. For hver eneste ve, du har, trækker livmoren sig mere sammen, og din livmormund åbner sig, så baby kan glide ned gennem bækkenet og ud til dig.

LÆS OGSÅ: Føde stillinger: Den seje, den komfortable og den klassike

Hvor lang tid varer en ve?
En ve varer mellem et og to minutter.

Hvor lang tid kan jeg have veer?
Er du førstegangsfødende, kan den indledende periode vare alt mellem en time og et døgn. I den aktive fase er du typisk i fødsel mellem fire og 10 timer. Den aktive fase er, når du har veer med fem minutters interval, regnet fra en ve begynder, til næste ve begynder, og veerne varer cirka et til halvandet minut. Her kan du mærke dem!

Hvad gør jeg under en ve?
Slap mest muligt af, og brug den dybe vejrtrækning med lange udåndinger, så du mindsker spændingerne og dermed smerten og gør det lettere for livmoren at arbejde. Jo bedre du trækker vejret, jo bedre vil barnet også håndtere veerne. Gør, hvad du føler for. Har du lyst til at hvile, så hvil. Men har du lyst til at bevæge dig, er det nok en god idé. Stå op, og bevæg bækkenet i ottetaller, dans med din kæreste, eller hæng op ad ham for at få barnets hoved til at trykke mod livmoren, så du får mere ud af dine veer. I gennemsnit afkorter førstegangsfødende fødslen med halvanden time ved at stå i oprette stillinger under veerne.

LÆS OGSÅ: Fødsel: Er det nu?

Er veer det første tegn på, at fødslen går i gang?
Fødslen kan også starte med vandafgang, og det sker i cirka en tredjedel af tilfældene. Efter 24 timer vil 80 procent have fået spontane veer. Resten bliver sat i gang.

Hvad er en presseve, og hvordan føles den?
Selve muskelaktiviteten i livmoren vil være den samme. Det føles som en almindelig ve og samtidig noget andet. Du får en ve, hvor du får lyst til at presse – lidt, som når du skal på toilettet. Det er, fordi babys hoved står helt nede og trykker på endetarmen. Presseveerne får din krop til at arbejde med nogle andre muskler, så du kan skubbe barnet ud.

Hvad er efterveer?
Det er, når din livmor trækker sig sammen igen efter fødslen. Du har et hormon, oxytocin, som giver dig veer, men som også peaker, lige når du har født, og får livmoren til at trække sig sammen. Det gør ikke ondt, for du er pumpet med endorfiner og lykkefølelse – også fra oxytocin. Hvis du har født flere børn, kan du være plaget af efterveer i dagene efter fødslen, fordi livmoren er længere tid om at trække sig sammen.

Kilde: Jordemor Anne Ruby, Privatjordemoder.dk

FIND DIN TERMINSGRUPPE I VORES BØRNS FORÆLDRE FORUM HER!

Skrevet af Ida Bjørg Meldgaard, Vores Børn, Januar 2010

 

Seneste artikler
Banner
Mest læste
Redaktionen anbefaler
Tilmeld nyhedsbrev