Graviditetsdepression

Gravid og deprimeret : “Jeg ignorerede min graviditet og nægtede at tale om den”

Journalist og redaktør Kristina Svith Villadsen befandt sig i en osteklokke af gråhed under hele sin graviditet. Hun var nemlig ramt af en graviditetsdepression.

Skrevet af Kristina Svith Villadsen

Faktaboks

Familien SVITH VILLADSEN

Mor Kristina, 34 år, redaktør på Vores Børn og Gravid

Far Rasmus, 35 år, ingeniør og afdelingsleder

Børn Klara på fire år og Maja på et år Bor i Valby

Jeg sidder på en strand i Malaga og knuger mine ben. Jeg bider mig i armen uden rigtigt at mærke det og forsøger febrilsk at trække vejret. Det er, som om der ikke er noget luft. Jeg ænser knap nok, at min mand taler med mig, stryger mig på ryggen og forsøger at holde om mig. Det er svært nok bare at trække vejret.

Det er september 2010, og der er gået fire måneder, siden jeg fandt ud af, at jeg var gravid. I maj var jeg blevet gift med min kæreste gennem ni år. Vi havde holdt en kæmpe fest på et høloft i Vestjylland, hvor gæsterne havde sagt søde ord, hvor vi havde festet til de lyse timer, og hvor jeg vågnede lykkelig op i en campingvogn sammen med ham, der nu var min mand. 

Fire dage efter fandt jeg ud af, at jeg var gravid. 

Ikke planlagt glæde

Det var ikke planlagt, at vi skulle være forældre lige nu. Jeg var lige blevet færdig med mit studie, og glædede mig til at komme ud og vælte verden med alle de idealer som en nyuddannet journalist nu engang kan have. Men vi var heller ikke kede af det, for vi ville jo gerne være forældre, og vi glædede os til at finde ud af, hvordan det liv ville komme til at se ud.

I månederne efter kom det stille og roligt snigende. Tristheden. At jeg ikke var glad. At alting nu bare var lige meget. Jeg kunne sidde sammen med mine bedste venner og kigge på dem gennem et filter af gråhed – en grå osteklokke, der var sænket ned over mit hoved – og bare tænke ‘hvorfor er jeg ikke glad?’ Og når jeg cyklede hjem efter sådan en dag, kørte tankerne længere ud – ‘hvorfor kan jeg slet ikke mærke noget?’

De første måneder efter brylluppet skød jeg skylden på den uplanlagte graviditet. Jeg havde ikke fået lov til at nyde at være nygift. At svæve på en lyserød sky – med hvedebrødsdage, hvidvin og lyse nætter med min ægtemand. Det skulle ikke være lige nu, at jeg skulle være mor. Og hvem ansætter en nyuddannet journalist, der er tromletyk og begynder sin karriere med at være på barsel? 

Jeg fortrød ikke, at vi skulle have et barn, men jeg kunne slet ikke finde ud af selve graviditeten. Jeg kiggede ikke på babyting, og jeg spurgte min mand, om vi ikke kunne lade være med at snakke om, at jeg var gravid. Og i stedet ignorere det. Da vi i august skulle til en fest med gode venner, som jeg havde glædet mig til, sad jeg i min sommerkjole og kunne ikke overskue at møde andre. Jeg kunne især ikke overskue at se dem i øjnene. Og jeg ville slet ikke have spørgsmål om min mave. Jeg kunne ikke finde ud af noget. Hverken at være i min krop eller at sige ja eller nej til noget. Min mand blev nødt til at tage af sted alene, og jeg kravlede sammen i min søsters sofa og spiste is og så ufarlige tegnefilm.

En anden weekend rystede jeg og græd, til jeg ikke kunne mere. Min mand anede ikke, hvad han skulle gøre. Han var glad for at skulle være far og ville gerne have lov til at glæde sig, men det var svært, når jeg ikke var glad og ikke ville snakke om maven. Samtidig anede han ikke, hvad han skulle gøre for at hjælpe mig. Han prøvede at være der, holde om mig og gøre alle de rigtige ting, men jeg vidste jo ikke engang selv, hvordan jeg kunne hjælpes. En eftermiddag i sensommeren lå jeg i sofaen og googlede ‘gravid, trist, grå, angst’ og fandt ud af, at der var andre, der havde det som mig. Og nogle der havde det meget værre end mig. Jeg fandt en masse fora, hvor folk fortalte deres historier om depressionslignende symptomer under graviditeten, og jeg læste alt, hvad jeg kunne finde. 

Det er vildt hvor lykkelig, man kan blive over at finde ud af, at man ikke er alene. 

Til psykolog

Jeg læste mig frem til, at der fandtes noget, der bliver kaldt en graviditetsdepression. Det havde jeg ikke været klar over. Jeg kendte til fødselsdepressioner, men anede ikke, at det også kunne komme under graviditeten. Jeg læste, at det hos nogle havde været så slemt, at de var endt med at vælge en abort, fordi de ikke kunne se anden udvej. 

Det blev et vendepunkt for mig. At man kunne komme så langt ud, at man blev nødt til at vælge et barn fra, som man ellers som udgangspunkt gerne ville have. Jeg ville have vores barn. Jeg ville begynde at glæde mig til at blive mor. Så jeg besluttede at gøre, hvad jeg kunne for at stoppe det grå, før det kom til at fylde endnu mere.

Jeg gik til min læge, og fortalte hende grædende, hvordan jeg havde det. Hun sagde, at jeg havde en mild depression og gav mig en henvisning til en psykolog. Jeg vidste godt, at det ikke var værre end en mild depression – at det ikke var en af de rigtig slemme. Jeg tænkte jo ikke på selvmord eller noget – men jeg blev nødt til at gøre noget, så det ikke blev værre. 

Over tre måneder gik jeg til psykolog. Der var stadig nedture, men der var også bedre perioder. Psykologen hjalp mig. Jeg var egentligt ikke så begejstret for hendes tilgang, og jeg tror ikke, at det var øvelserne, hvor jeg skulle sidde med lukkede øjne og mærke mig selv, eller vores snakke som sådan, men mere det, at jeg tog hånd om mit problem og gjorde noget for at ændre det. At jeg handlede på, at jeg ikke havde det godt.

Den sidste del af min graviditet var den bedste. Jeg kom ligesom lidt ud på den anden side. Gråheden blev mere gennemsigtig, og jeg kunne lige så stille begynde at glæde mig til, at der nu ikke var lang tid til, at jeg skulle være mor.

I februar 2011 fik vi smukke Klara. Jeg havde insisteret på, at der i min vandrejournal skulle stå, at jeg havde haft en slags depression under graviditeten, fordi jeg kunne læse mig frem til, at havde man været deprimeret under graviditeten, så havde man større risiko for at udvikle en fødselsdepression. Så jeg ville have, at der var nogen, der holdt øje med mig, hvis jeg nu reagerede på en underlig måde og ikke selv opdagede det.

Men de bekymringer kunne jeg heldigvis have sparet mig – i det øjeblik hun kom op til mig, forsvandt den grå osteklokke fuldstændig. Jeg var lykkelig for vores dejlige lille pige, elskede mit nye liv som mor og synes ikke, at det med at være forældre var så hårdt endda. Og så kunne jeg se farver i stedet for gråhed og mærke verden igen. 

Lige indtil jeg igen blev gravid. 

Ikke for mange mennesker

Da jeg blev gravid i efteråret 2013, kom osteklokken atter langsomt snigende. Jeg opdagede det ikke så hurtigt denne gang, for der var ting, der på en eller anden måde kunne trænge igennem det grå filter. Når jeg var sammen med Klara, kunne jeg være glad og så ikke verden i gråtoner. Det samme på jobbet, hvor gråheden også forsvandt – måske fordi der her ikke var fokus på min graviditet. Men min mand kunne ikke trænge igennem det grå, mine venner kunne ikke og mine forældre og resten af familien kunne ikke. I de sammenhænge havde jeg det lige så skidt som første gang.

Jeg havde det meget svært med at være sammen med mennesker. Især for mange mennesker i for lang tid. Og især hvis de ikke spurgte til, hvordan jeg havde det. Jeg ville hellere end gerne fortælle, for så fik jeg det gennemarbejdet imens – og så forstod de måske også, hvorfor jeg låste mig inde på badeværelset og tog alt for lange bade, eller helst ville sidde på gulvet sammen med børnene og tegne i stedet for at snakke med de voksne.

Jeg kunne slet ikke finde ud af at have øjenkontakt. Jeg kiggede ned, når jeg fik et kram, og svarede i enstavelsesord, når de spurgte til min mave og ikke til mig. Imens havde min krop lyst til at flygte. Faktisk ville jeg helst være sammen med andre, der også havde det skidt. Eller havde prøvet at have en depression, så de vidste, hvordan jeg havde det.  

Jeg elsker at være mor

Igen fik jeg det skrevet ind i min vandrejournal, og min jordemor satte mig på det, der hedder ‘blåt team’, som er en mærkat til sårbare gravide, der giver en række privilegier. Ekstra samtaler med jordemor, længere indlæggelse efter fødslen og den slags. Jeg brugte det ikke, men igen var visheden om, at jeg gjorde noget med til at få mig lettere igennem graviditeten. Det, og så håbet om at det grå, ligesom sidste gang, ville forsvinde, når graviditeten var ovre. At jeg bare skulle holde ud lidt endnu.

I juni 2014 kom dejlige lillesøster Maja til verden, og igen lettede det grå, i det øjeblik hun lå på mit bryst. Hun var præcis lige så fantastisk som sin storesøster, og jeg var igen lykkelig. Det er en vild følelse igen at kunne registrere verden i farver og at sidde sammen med gode venner og være glad. Når den evne har været forsvundet.

Når jeg i dag tænker tilbage på mine graviditeter, så er der masser af ting, jeg ikke husker. Hele perioder, der er væk. Jeg kan kigge på billeder og se, at jeg var der, men jeg kan ikke huske eller mærke, at jeg var til stede. Det er, som om at det er foregået i en anden verden, hvor jeg kun har været tilskuer.

Jeg elsker at være mor, jeg elsker mine unger, jeg elsker at begrave næsen i nakken på en sovende baby, jeg elsker at lægge mig til at sove til lyden af deres åndedrag, jeg elsker at få lov til at opleve verden for første gang igen sammen med dem. Og jeg har altid tænkt, at jeg skulle have tre børn. Men nu er jeg ikke sikker. Måske engang. Men det kræver, at både jeg og min mand tager en dyb indånding og gør os klar til ni måneder, hvor jeg er trist, ikke vil være sammen med andre mennesker og ser verden igennem en grå osteklokke. 

Faktaboks

Om graviditets-depressioner

Omkring 14 procent af alle gravide får depressions-symptomer i en sådan grad, at de har brug for behandling.

Symptomerne er både almindelige depressions-symptomer som ligegyldighed, koncentrationsbesvær, nedsat appetit og søvnbesvær. Men så er der også en tendens til, at mange oplever angst og tvangstanker.

Er man deprimeret under graviditeten, har man større risiko for at udvikle en fødselsdepression. Og det kan i sidste ende gå ud over barnet, hvis man ikke evner at passe det.

Har man tidligere haft en depression, har man større risiko for at få det igen under sin graviditet. Men det kan også komme ud af det blå.

Det er umuligt selv at vurdere, hvor slemt man har det. Så punkt et er at gå til sin egen læge, der så kan hjælpe en videre. Enten ved selv at hjælpe, give en henvisning til en psykolog med tilskud eller i slemme tilfælde hjælpe med en indlæggelse.

Det er vigtigt at tage det alvorligt. I grelle tilfælde kan det blive så slemt, at man overvejer selvmord – eller beslutter sig for at få en abort.

Kilde: Professor og overlæge Poul Videbech fra Psykiatrisk Center Glostrup.

LÆS OGSÅ: Kan du elske din baby, hvis du ikke elsker dig selv?

LÆS OGSÅ: Fødselsdepression: “Jeg elskede ikke min nyfødte baby”

LÆS OGSÅ: Efterfødselsreaktion: “Jeg var bange for at gøre mit barn ondt”

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

loading...