Klamydia

En af de hyppigste, seksuelt overførte sygdomme er klamydia. Den er særligt lumsk, fordi du godt kan bære rundt på en klamydia-bakterie uden at vide det. Selv om du måske ikke selv har gener af sygdommen, kan du overføre smitten til dit foster ved fødslen. Klamydia kan give barnet øjenbetændelse eller lungebetændelse.

Hvis du har øget udflåd, smerter ved vandladning og blødninger i forbindelse med samleje, kan det være tegn på klamydia. Men to ud af tre smittede kvinder mærker intet til det, så har du en mistanke om, at du er smittet, er det vigtigt at få det tjekket hos lægen. Blandt andet fordi du kan blive steril af klamydia-bakterien, hvis den breder sig til æggelederne.