Konflikter i parforhold når du er gravid

Graviditet og parforhold: 6 sure konflikter i den søde ventetid

I er lykkelige over graviditeten og den lille baby i din mave – så hvorfor skændes I pludselig over småting og sex i parforholdet?

Skrevet af Josefina Estrada

Tidligere har det ikke generet dig i parforholdet, men nu er det vanvittigt enerverende, når din kæreste glemmer at lægge den kraftigt lugtende spegepølse ind i køleskabet igen. Og pludselig skændes du med din kæreste over noget, du ikke vidste, man overhovedet kunne skændes om. 

Faktaboks

Nana Seedorff Ernst

Jordemor

Mattias Stølen Due

Psykolog og forfatter af “Pas på parforholdet – mens I stadig elsker hinanden”

Du er blevet overfølsom over for lugte, smage og lyde – især dem, der kommer fra din partner. Det er, som om I ikke forstår hinanden på samme måde som tidligere. Sex bliver svært, din krop føles anderledes, og hvor I før var hinandens fortrolige, er der ting, der pludselig synes svære at dele.

De fleste er med på, at kroppen ændrer sig under en graviditet, men det kan være svært helt at forberede sig på, hvad der sker, når hormonerne begynder at påvirke appetitten, humøret og søvnen. En graviditet er – uagtet at den er fin og fantastisk – også en form for livskrise. Den er et point of no return i et parforhold, og det kan være svært at følge med, både for den gravide selv og i høj grad også for partneren. 

Her giver jordemor Nana Seedorff Ernst og psykolog og forfatter Mattias Stølen Due råd til, hvordan I som par i et ‘gravid’ parforhold kommer godt igennem en graviditet med de konflikter og tanker, der typisk kan opstå.

I lever i hver sin verden

Fra du opdager, at du er gravid, ændrer verden sig. Alt ved din krop føles anderledes, og hele dit univers handler pludselig om det lille vidunder, du bærer på. Men hos din partner er intet forandret. Han går stadig op i hverdagsting som fodbold og madlavning. Selv om I begge glæder jer til at blive forældre, føles det, som om din partner overhovedet ikke forstår, hvad du gennemgår. 

Mattias Stølen Due

Under graviditeten vil kvinden typisk være meget optaget af barnet, hvor det måske fylder mindre hos manden. Snak om børnenavne, og gå ud og se på barnevogne sammen – så er det mere et fællesprojekt, og han vil automatisk blive mere optaget af det. Omvendt skal I også have dage, hvor det ikke handler om børn. Hvor I for eksempel inviterer venner på besøg, ser film eller går på date. Derved bliver hun også mindet om, at der sker andet end graviditeten. Prøv at være nysgerrige efter det, den anden oplever.  

Nana Seedorff Ernst 

Det handler om at indvie din partner i, hvad du gennemgår. Nogle kvinder forventer, at deres kæreste kan læse deres tanker. Men du er nødt til at fortælle, hvad der sker i dit hoved, og hvad du har brug for, så din partner har en chance for at forstå. 

Sex bliver lige pludselig svært

ʻHvorfor har børn smilehuller?’ Det er en uskyldig joke, men hvad hvis der alligevel er noget om det? Kan man komme til prikke til sit barn under samleje eller ramme noget forkert? Og hvad gør man, hvis man slet ikke har lyst til sex? 

Nana Seedorff Ernst

Ved en almindelig, ukompliceret graviditet er der ingen risiko for at skade barnet under sex, medmindre I er ude i voldsom S/M med slag. Det er fint at bevare sexlivet under graviditeten, for så er det formentlig også nemmere at fortsætte med at have sex, efter barnet er kommet til verden. Og det er vigtigt at have en intimitet i parforholdet, så alt ikke går op i jeres baby. 

Mattias Stølen Due

Både manden og kvinden kan få bekymringer under graviditeten. Lad være med at nedgøre hinanden. I skal have lov til at udtrykke jeres bekymringer, selv om de er irrationelle. At kvinden ændrer sig kropsligt og hormonelt, mens manden forbliver status quo, er i sig selv en udfordring. Hun kan opleve, at han ikke tager det alvorligt, at hun er træt og ikke har lyst til sex. Han kan ikke selv mærke ændringerne og synes, hun er pjevset. Han skal give hende lov til at være for træt til sex, og hun skal i sin træthed og kvalme give ham lov at savne nærvær og overskud fra hende. 

Han synes, du er smuk – du føler dig som en hval

Gravide kvinder er smukke. De har den der præ-moderlige ro, og deres hud får sådan en speciel glød over sig. Det er sådan, det føles at være gravid, ikke? Men du oplever måske mest af alt kvalme, vand i kroppen og træthed. 

Nana Seedorff Ernst

Snak med din jordemor og dine veninder – måske kender du endda andre gravide? Du er helt sikkert ikke alene. Graviditeten bliver gerne glorificeret, men det kan være hårdt at være gravid. 

Mattias Stølen Due

Det er vigtigt at forholde sig kritisk til urealistiske og perfektionistiske idealer, for de ender med at stresse os. Hvis en mand oplever, at hans kæreste føler sig stor og forkert, er det vigtigt at gøre to ting: Naturligvis er det godt at opmuntre hende og sige, at hun ser dejlig ud. Men det er mindst lige så vigtigt, at han giver hende lov til at have disse tanker, og at han er villig til at lytte til dem uden at trylle dem væk. Gravide kvinder – ja, alle mennesker – har brug for opmuntrende ord, men vi har først og fremmest brug for, at der er nogle, der lytter til os. Også i et parforhold. 

Parforhold – mon han får lyst til at være utro?

Du ved godt, at han elsker dig. At det er smukt, at du venter hans barn, og at det er i orden, at du ikke har megen sexlyst. Og er lidt gnaven. Men du kan ikke helt sige dig fri for af og til at frygte, at han vil få lyst til at se sig om efter kvinder, der endnu har deres talje og gode humør i behold.

Mattias Stølen Due

Tal om det! Hvis vi får luftet tankerne, er vi ikke ensomme med dem, og det er i sig selv en forløsning. Og hun giver samtidig sin partner mulighed for at overbevise hende om, at der ikke er noget at være nervøs over – at hun stadig er dejlig. 

Nana Seedorff Ernst

Det kan hjælpe på sådan en frygt at gøre partneren til en del af graviditeten, så han føler sig som del af ‘projekt familie’. Tag ham med til jordemoren, læg hans hånd på maven, når barnet bevæger sig. Derudover behøver I ikke  have sex for at bevare intimiteten under graviditeten. Berøringer, samtaler og nus kan også gøre det. 

Du er trist, og du bør jo være lykkelig som gravid

I skal være forældre, og det er fantastisk og lykkeligt. Men nogle gange kan du blive underligt trist og ked af det uden grund, og måske endda fortryde det hele lidt. Det kan man da ikke?! Og det er i hvert fald ikke noget, man må tale om. Og da slet ikke med sin partner! 

Mattias Stølen Due

At føle sig trist, når du burde være lykkelig, er tabuiseret og sårbart. Snak om dine tanker, selv om de ikke er politisk korrekte. Og så er det vigtigt, at partneren ikke forsøger at finde løsninger på problemet til at starte med, men i stedet bare lytter og spørger ind. Den bedste forudsætning for at komme over en tristhed er, at du får lov til at have den. 

Nana See-dorff Ernst

Der er ikke en rigtig og forkert måde at have det på under en graviditet. Prøv at spørge din partner, hvordan han egentlig har det – måske går han også med en masse tanker? Derudover kan det være en hjælp at tale med sin mor. Mange begynder at tænke på deres egen barndom og i større grad at identificere sig med deres mor, når de er gravide. 

Hvorfor skulle du absolut fortælle det?

Når nu veninderne kigger sjovt på dig, når du ikke drikker vin til maden, kan du jo lige så godt fortælle den glade nyhed. Og så er det lidt underligt ikke også lige at nævne det, når din mor ringer. Men din partner har ikke sagt det til nogen. Og faktisk synes han, at det er lidt dårlig stil, at du har. Men du kan ikke forstå, at han overhovedet kan lade være med at råbe den glade nyhed ud til alle – og I havde jo ikke aftalt noget, så hvorfor bliver han sur?

Nana Seedorff Ernst

Der er mange ting at tage stilling til, så lav fra starten nogle aftaler. Vil I kende kønnet? Hvornår fortæller I andre om graviditeten? Noget, der føles som en lille ting for den ene, kan virke stort for den anden. 

Mattias Stølen Due

Der er større risiko for at abortere i starten, så nogle par foretrækker at vente med at dele nyheden, til graviditeten er mere ‘sikker’. Men det kan også være fint at fortælle om det tidligere, for så har I nogen at dele sorgen med, hvis I skulle miste barnet. Det vigtigste er, at I som par bliver enige om en fælles ‘strategi’.  

Faktaboks

Eksperternes bedste råd

Mattias Stølen Due

Husk ikke kun at have fokus på barnet under graviditeten, for når først barnet bliver født, vil det fylde rigtig meget. Brug energi på hinanden, mens I har ressourcer til det.

Nana Seedorff Ernst

For moren sker tilknytningen til barnet allerede under graviditeten – for manden sker det først senere. Gør graviditeten til et fællesprojekt ved at tage ham med til scanninger og til jordemor og ved at læse op på, hvad der sker helt konkret med fosteret under graviditeten.

LÆS OGSÅ: Eksperten: Derfor mister du din sexlyst

LÆS OGSÅ: 9 råd til at få gang i sexlivet igen

LÆS OGSÅ: “Jeg nægtede at tale om min graviditet”

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Lige nu kan du få 3 mdr. abonnement og F&F Herbert bamsen som særligt tilbud. Klik herunder, for at benytte tilbuddet.

loading...