Det er ikke for sarte sjæle eller dit mellemkød, sådan lige at klemme et styk barn ud. Faktisk brister flertallet af fødende kvinder forneden. Den gode nyhed er, at du faktisk kan gøre en hel del for at undgå bristninger i mellemkødet.
Hvad er en bristning?
• En rift eller en flænge, der kan komme, når du føder barnet. Bristninger kan opstå i kønslæber, skedeindgangen eller i mellemkødet, som er det stykke hud og muskler, der sidder mellem skeden og endetarmsåbningen.
• Bristninger bliver af sygehuspersonalet inddelt i fire grader:
Grad 1 er overfladiske rifter i huden eller i skeden. Hvis de sys, gøres det af en jordemoder.
Grad 2 er, når overfladiske muskler omkring skeden er gået i stykker eller klippet over ved et fødselsklip. De sys sammen af en jordemoder.
Grad 3 sker i ca. 4 procent af alle fødsler og er delvis eller total overrivning af ringmusklen ved endetarmen og sys altid sammen af en læge.
Grad 4 sker kun ved under 0,5 procent af alle fødsler, og involverer endetarmens slimhinde. Riften vil ofte blive syet på en operationsafdeling med en rygbedøvelse eller fuld narkose.
Hvad sker der med bristningerne efter fødslen?
Selv om det kan virke rimeligt usmart, at vi fra naturens hånd ikke er anatomisk i stand til at føde vores børn uden at briste, så er naturen os alligevel lidt nådig, når skaden er sket. I hvert fald er dit immunforsvar under en graviditet og lige efter fødslen stærkere end normalt, og det betyder også, at dine sår heler hurtigt. Langt de fleste rifter og sår vil hele i løbet af nogle dage eller uger, men mens helingen står på, vil du være øm, hævet og have smerter. Det forstyrrer heldigvis ikke amningen at tage panodil eller anden smertelindring i håndkøb, så gør det, hvis du har meget ondt.
Det er også vigtigt at holde sårene rene for at undgå infektion. Derfor er det en god ide at skylle dig med lunkent vand flere gange om dagen, og gerne i forbindelse med toiletbesøg. Et godt råd er at tisse, mens du står under bruseren. Vandet vil gøre det knap så smertefuldt at lade vandet, og sårene bliver vasket rene samtidig.
Bliver generne ved i flere uger efter fødslen, så tag kontakt til din jordemoder eller praktiserende læge. I sjældne tilfælde kan der være behov for at blive syet om, fordi du måske har dannet generende arvæv, eller riften er gået op igen. I de fleste tilfælde kan du selv massere myoser i mellemkødet eller skeden væk med en lokalbedøvende salve eller gele.
Ønsk dig et tjek hos en fysioterapeut med speciale i underlivet i barselsgave – sådan lyder rådet fra Sara Kindberg. Her vil du kunne få målt, hvor god du er til at knibe sammen, og eventuelt hvilke muskler i skeden, du trænger til at træne ekstra meget. Fysioterapeuten vil også kunne vurdere, om din skede efter eventuelle overrevne muskler er blevet så slap, at du bør opereres.
Tager sexlivet skade?
De færreste kvinder har lyst til sex efter for lidt søvn, amning og med et ømt underliv. Hvis du stadig har smerter under samleje efter et halvt år, bør du få et tjek hos en fagperson.
Mange gange oplever Sara Kindberg, at mødrene bare lige vil have en jordemoder eller læges blåstempling af, at alt faktisk er okay dernede, før de føler sig mentalt parate til at dyrke sex.
Læs videre på næste ting og få 7 tips til, hvad du selv kan gøre>>