Da Mia L. Rasmussen skulle føde sin lille datter, skulle det være så naturligt som muligt. Derfor tog hun kurset ‘Smertefri fødsel’. Se med her, hvordan det gik, fra Mia fik den første ve, til lille Vera kom til verden – smuk og dejlig!
22.30
Det er min 33-års-fødselsdag, og jeg ligger på en madras på gulvet og ser fjernsyn sammen med min mand. I morgen er der en uge til termin, og jeg har en smule plukveer, men det har jeg haft i lang tid. Pludselig føles det, som om en elastik knækker i mit underliv, og jeg ømmer mig. Min mand løfter mit ben, fordi han tror, jeg har fået krampe, men jeg stønner ‘nej, vandet er gået!’. Jeg ringer til fødegangen og får en tid næste morgen. Jordemoren er dog overbevist om, at hun ser os i løbet af natten. Vi går i seng, og min mand falder i søvn. Jeg løber selv frem og tilbage mellem sengen og toilettet.
03.00
Veerne er taget til i styrke, og jeg ringer til fødegangen. Jordemoren er irriterende insisterende og mener ikke, at jeg skal komme endnu. ‘Vent en time, og ring så igen,’ lyder det. Jeg er nervøs, fordi det gik ret hurtigt, da jeg fødte min ældste datter, og jeg vil ikke risikere at komme af sted for sent, så jeg ender med at føde i bilen. Men jordemoren har ret. Veerne stilner hurtigt af, og efter en time er de væk.
05.30
Nu bider det for alvor. Jeg bruger den såkaldte laboro-vejrtrækning, en gispe-vejrtrækning, jeg har lært på det kursus, jeg har taget i smertefri fødsel. Hver gang der kommer en ve, gisper jeg som en hund. Jeg vækker min mand, siger, at vi skal af sted, og ringer til fødegangen. I bilen skælder jeg ud, bare han kører over et lille bump. Veerne bider godt, men jeg formår at holde gang i laboro-vejrtrækningen og fokuserer på at slappe helt af mellem veerne, og når de kommer. ‘Det er jo ‘bare’ en muskelsammentrækning i livmoren’, messer jeg inde i mig selv.
Mia ankommer til fødemodtagelsen - læs videre på næste side>>
