Den klump, du får op på maven efter din fødsel, er sikkert ikke den silkebløde og yndige baby, du har forestillet dig. En nyfødt er nemlig sjældent noget kønt syn. Forbered dig blandt andet på langt hoved, fosterfedt, hår på ryggen og hævede kønsorganer. Det er fuldstændig normalt, og allerede efter få døgn bliver dit barn fin og lækker.
Hoved
I løbet af fødslen har barnets hoved formet sig efter dine bækkenknogler. Panden kan derfor være flad, baghovedet langt, næsen skæv eller flad, og ørerne foldet sammen. Et spædbarns kranium er blødt, så det kan give efter og forme sig undervejs gennem den trange fødselskanal. Er du førstegangsfødende, er det normalt, at baby er lidt lang eller skæv i hovedet. Det skyldes, at den første fødsel tit varer længere end senere fødsler. Børn, der fødes hurtigt, har typisk et forholdsvis rundt hoved, når de ankommer, fordi hovedet ikke i samme omfang har skullet tilpasse sig fødselvejen.
Hvis dit barn tages med sugekop, kan der være en forhøjning på hovedet dér, hvor sugekoppen har siddet fast. Forhøjningen forsvinder efter nogle timer.
Øjne
Babys øjne kan være hævede, særligt hvis fødslen er gået stærkt. Hævede øjenlåg kan se voldkomme ud, men de forsvinder normalt helt inden for ganske få dage. Barnet kan også have pus i øjnene, når det bliver født. Det kan du vaske væk med et stykke rent vat.
Form
Lige efter fødslen kan barnet virke ‘krøllet’ eller sammenklemt. I løbet af de første dage, hvor baby får masser af plads at boltre sig på, retter kroppen sig ud. Et barn, der har ligget i livmoren med benene op over hovedet, skal typisk bruge nogle dage, før det har vænnet sig til at strække benene ud.
Hud
Barnet er vådt og fedtet, når det kommer ud. Fosterfedt er den bedste beskyttelse mod alle de påvirkninger, baby udsættes for i livmoren. Fosterfedtet trækker ind i huden en times tid efter fødslen. Der kan dog sidde lidt tilbage i nogle af hudfolderne, for eksempel ved lysken eller under armene. Oftest er nyfødte pæne og rene og ikke – som du måske forestiller dig – smurt ind i blod. Barnet kan dog have rynket hud og nærmest ligne en gammel mand, når det ankommer. Forklaringen er, at det har tabt sig den sidste tid inde i livmoren. På samme måde som overvægtige mennesker, der skrumper, giver det løs hud, der fyldes ud igen, i takt med at barnet begynder at tage på
Læs videre på næste side >>