Hvad er hvad, og hvem er hvem på fødegangen?

Foto: Colourbox
Vidste du at...
... i fødsler uden komplikationer møder du ingen læger. Det er et særtræk ved den danske måde at håndtere fødsler på.

Som førstegangsfødende kommer du ind i en helt ny verden med ord, du ikke kender, og personer, du ikke før har mødt. Hvad er for eksempel en caputelektrode og en hindesprænger? Og hvilken rolle spiller en SOSU-assistent? Her kan du læse om de vigtigste ting og personer, du møder på fødegangen


HVAD ER HVAD?
Træstetoskop

Kaldes også trærør. Trærøret er et langt hult rør, der er lidt tragtformet i begge ender. Gennem det kan jordemoderen høre dit barns hjerterytme, når hun holder det mod din mave og lægger øret til. Det har hun gjort til dine konsultationer, og det vil hun gøre jævnligt gennem fødslen.

Doptone

Doptonen er et apparat, der kan forstærke barnets hjertelyd via ultralyd, så også du og din kæreste eller mand kan høre lyden. Ligesom trærøret bruger jordemoderen doptonen hyppigt under fødslen.

Fødekar

På mange fødestuer har du mulighed for at komme i et stort badekar, hvilket virker smertelindrende. På en del fødesteder kan du også føde i vandet og dermed have gavn af smertelindringen hele fødslen igennem.

At få kørt en strimmel
Hvis jordemoderen og lægen har brug for at overvåge dit barns hjertelyd nøje, får du ‘kørt en strimmel’. Til det formål bruger de et CTG-apparat. Du får to elastikbælter rundt om maven. I det ene fastgøres et lydhoved, som registrerer hjerterytmen via ultralyd. I det andet sættes en trykmåler, der måler, hvornår der er veer. Resultatet bliver et stykke papir med en kurve, der viser barnets hjerterytme og veerne i forhold til hinanden. Ud fra det kan lægen og jordemoderen vurdere, hvordan barnet har det.

Caputelektrode
Hvis den udvendige måling med doptonen ikke er tilstrækkelig, kan jordemoderen fastgøre en lille elektrode til barnets hoved for at overvåge hjertelyden.

Lavement

Du vil blive tilbudt et lavement, når du er i fødsel. Et lavement foregår ved, at væske fra en flaske ledes ind i endetarmen. Efter nogle minutter skal du på toilettet, og tarmen bliver så tømt for den afføring, der ellers ville komme ud under presseveerne.

Maske
Under fødslen kan du få tilbudt ilt eller en blanding af ilt gennem en maske. Ilten kan komme dit barn til gode via moderkagen, hvis der er brug for det, eller du kan bruge blandingen af ilt og lattergas som smertelindring. Blandingen påvirker ikke dit barn og er hurtigt ude af din krop igen.

Hindesprænger

Hindesprængeren er en pind, som ligner en hæklenål. Med den kan jordemoderen prikke hul på fosterhinderne, så fostervandet kommer ud, hvis det ikke er gået af sig selv. Det sætter normalt skub i veerne.

Sugekop
Hvis dit barns hjertelyd bliver påvirket, eller dine veer ikke er stærke nok til, at du kan presse barnet ud selv, kan det være nødvendigt at hjælpe barnet ud med kop. Sugekoppen er lavet af gummi eller metal. Den sættes på barnets hoved, og når du presser, trækker lægen samtidig i koppen, så barnet fødes i løbet af nogle få veer.

Vestimulerende drop
Hvis veerne under din fødsel ikke åbner livmodermunden nok, kan jordemoderen give dig et kunstigt fremstillet hormon, der ligner hormonet oxytocin – det hormon, du selv danner veer af. Du får lagt et drop i en åre på håndryggen og får tilført en blanding af hormoner og saltvand.

Saks

Hvis jordemoderen skønner, at dit barn har brug for at komme hurtigt ud, kan hun lægge et klip med en saks i mellemkødet. Hvis det kan nås, vil du blive lokalbedøvet inden. Ofte vil du dog ikke mærke det alligevel, fordi klippet lægges næsten samtidig med, at hovedet fødes. På det tidspunkt er mellemkødet i forvejen nærmest bedøvet af at være helt udspilet.

Akupunkturnåle

Akupunktur kan bruges til smertelindring og vestimulation. Hvis du ønsker akupunktur, bliver nogle meget tynde nåle sat på bestemte punkter på kroppen under fødslen.

Sechers bord

Sechers bord er et børnebord, der står på fødestuen. Det bruges, hvis barnet skal have hjælp til vejrtrækningen med iltmaske.

LÆS OGSÅ
 
 
AFSTEMNING

Hvor mange timer er dit barn dagligt i vuggestue/dagpleje?