Hjælp! – Var det en ve?!!
Når du mærker, at smerterne vender tilbage med nogenunde regelmæssigt interval, er det tid til at finde stopuret frem. Foto: Colourbox
| Vandafgang betyder, at du er i fødsel. Ring til hospitalet, hvis vandet går. Jordemoderen vil notere tidspunktet, for veerne skal gå i gang inden for et døgn, fordi der nu er øget risiko for infektion. Fødestedet vil se dig for at sikre, at du har haft vandafgang, og at barnet har det godt. Bemærk, at vandet skal være næsten klart – som spaghettivand. Grønt vand kan være tegn på, at barnet er stresset, og så skal fødslen overvåges tættere.
|
|
| Tegnblødning er normalt, når fødslen er nært forestående. De små blodkar omkring livmodermunden brister, når den begynder at udvide sig. Blødningen skal dog ikke være kraftigere, end hvad et trusseindlæg kan klare. Minder det om menstruationsblødning, skal du ringe til fødegangen.
|
|
| Slimproppen kan gå dage eller uger inden fødslen, så det er ikke et pålideligt tegn. Proppen sidder i livmoderhalsen og beskytter barnet mod bakterier. Når livmoderhalsen begynder at trække sig sammen, kan slimproppen løsnes. Den kan ryge ud som en stor slimet klat eller blot som øget udflåd. |
Du er spændt og nervøs, for fødslen nærmer sig. Men hvordan ved du overhovedet, at du har veer? Hvordan bevarer du roen, og hvad foretager du dig, mens du vralter rundt med værkende underliv?
Hvordan ved jeg, at jeg har veer? Når veerne begynder, er du sikkert i tvivl om, hvad din krop har gang i. Typisk vil du mærke en svag menstruationslignende murren, som kommer og går uden regelmæssighed. Måske tænker du ikke nærmere over det, og det er fint, forklarer jordemoder Anne Ruby.
“Et godt råd er ikke at fokusere for meget på det. De fleste førstegangsfødende har en lang startfase, som kan vare op til 20 timer. Hvis du fører regneark fra starten, vil tiden føles meget lang. Forsøg i stedet at sove eller slappe af. Det er nu, du skal samle kræfter.”
Først når du mærker en form for regelmæssighed, skal du tage notits af fornemmelsen i underlivet – for så kan du være ret sikker på, at du har kurs mod fødegangen. “Når smerterne varer et minut til halvandet, kommer som perler på en snor med cirka fem minutter imellem og bider så meget, at du skal koncentrere dig om din vejrtrækning, ved du, at du har veer,” siger Anne Ruby.
Hvordan tager jeg tid? Når du fornemmer, at smerterne vender tilbage med et nogenlunde fast interval, kan du finde stopuret frem. Du tager tid, fra den ene ve begynder, til den næste ve sætter ind.
Hvad laver jeg imellem veerne? Brug pauserne til at hvile. Det kan være svært, når du føler dig lykkelig, spændt og nervøs, men prøv at geare ned. “Så længe vandet ikke er gået, skal du ikke foretage dig noget de første mange timer. Du kan sagtens sove videre, hvis veerne begynder om natten,” lover jordemoderen. Hvis du ikke kan sove, så find andre måder at slappe af på.
“Lav nogle hyggelige ting, og få lidt luftforandring. Gå en tur, eller se en film. Så afleder du opmærksomheden og giver kroppen ro til at arbejde.” Det er en god idé at få noget i skrutten. Spis, hvad du har lyst til. Hvis du ikke kan få noget ned, er det kroppens måde at fortælle dig, at den godt kan klare sig uden mad.
Hvad gør jeg under veerne? Se de første veer som en mulighed for at øve dig. Find ud af, hvilken stilling der er mest behagelig. “Mange har det bedst med at holde sig i gang. Når du bevæger dig, bliver der sendt andre impulser til hjernen, og smerten registreres derfor ikke helt så kraftigt. Rok frem og tilbage, mens du læner dig op ad noget, eller gå rundt.”
Du kan også bruge de første veer til at finde en god vejrtrækning, som får dig til at spænde af. “Træk vejret dybt ned i maven, gør et lille ophold, og pust langsomt ud. Det tvinger kroppen til at blive i en afslappet stilling. Den naturlige reaktion på smerte er at holde vejret og krampe sammen, men det modarbejder veerne,” forklarer jordemoderen.
Hvordan lindrer jeg smerten? Tag to Panodil. Det tager toppen af smerten og betyder måske, at du kan sove en time ekstra. Varme virker også smertelindrende; prøv en varmedunk i lænden eller et brusebad. Nogle vil ikke røres under veerne, mens andre har stor gavn af massage eller tryk på bestemte punkter.
“Hav massageolie parat. Lavendelolie har en beroligende effekt på nervesystemet. Lad din kæreste massere eller trykke på bestemte punkter, og find ud af, hvad der fungerer. Husk at kommunikere, hvad du bedst kan lide. Det kan I bruge på hospitalet,” råder Anne Ruby.
Læs på næste side, hvad din kæreste kan gøre...
|