At blive mor – igen – er for nogle som at slå sig selv hjem i Ludo. Mor-bloggeren Annamette Fuhrmann tager dig med på sin følelsesrejse fra de to streger på pinden til det planlagte kejsersnit.
To streger:
Jeg er lige kommet hjem fra arbejde. Har haft morgenvagt på radioen siden klokken 4.30, så jeg er en smule ør i bolden. Mens jeg hælder kaffe på kanden, tænker jeg, at det er sært, at min menstruation ikke har meldt sin ankomst. Jeg når at blive en smule klam ved tanken, men slår det hen. For hvornår skulle det være sket? (I ved, hvad jeg mener.)
Alligevel. Alligevel kigger jeg i toiletskabet og finder allerbagerst en pakke tests. Jeg aner ikke, hvordan den er havnet der, for hvis ikke man pønser på at blive gravid, hvorfor så have to hvide pinde fra apoteket liggende? Men de ligger der. Side om side med min nyindkøbte lipgloss, som flittigt blev brugt til julefrokosten for en lille måned siden. Den aften, hvor jeg for alvor nød, at mit liv som mor kunne gå hånd i hånd med at danse på bordene i meget høje stiletter.
Chok:
Jeg tisser. På pinden. Venter og ringer til min veninde. Jeg når et øjeblik at glemme, hvad jeg er i færd med, før der toner to streger frem. TO! Jeg går i panik. Råber ind i røret, at jeg er gravid, og lægger på. Kigger ud over stuen, hvor Kaspers legetøj ligger som små farveklatter i hvert et hjørne. ‘Han er så lille’ tænker jeg. ‘Jeg kan da ikke være bekendt, at han allerede skal dele mig med en anden!’ Jeg bliver ked af det. Min lille bitte dreng, som for lidt siden lå tandløs på et tæppe og pludrede. Skal han være storebror? Skal jeg være mor igen? Jeg fatter det ikke. Hvad jeg får sagt til Kaspers far, husker jeg kun svagt, men han er jublende lykkelig. Jeg selv er vist det, man kalder handlingslammet.
Så kører gravidbussen:
Som ugerne går, vænner jeg mig til tanken om, at jeg, enebarnet, skal være mor igen, og at man faktisk godt kan have to børn. Muligvis også elske dem lige højt – og fungere nogenlunde normalt imens. Jeg når også at være skadefro i en uge, fordi jeg ikke har det mindste tegn på den psyko-kvalme, som lammede mig sidste gang. Lige indtil den morgen, hvor Nemesis bider mig hårdt bagi og giver mig den mest forfærdelige kvalme klokken 3.45 en tirsdag i januar. Here we go again.
Det ville være en underdrivelse at skrive, at jeg led lidt af morgenkvalme, da jeg var gravid med Kasper. Faktisk har jeg et udførligt kort i min hukommelse over de steder i København og omegn, hvor jeg kastede op. OG en dugfrisk fornemmelse af, hvad døgnkvalme og ditto opkast vil sige. For én selv, for ham, man er gift med, og for ens omgivelser. Det er ikke i den pæne ende af skalaen.
Jeg ligger ligbleg i soveværelset, gisper og beder til, at det går over, mens Kasper sidder på sin blå bil ved siden af og spørger, om jeg skal ‘puste’ igen. Han har aldrig set nogen kaste op og er meget interesseret i, hvordan det foregår. Vil helst med helt ned i toilettet hver gang. Nysgerrigt ser han til, når jeg forsøger at smile mor-smilet fra wc-kummen – det, som signalerer, at alt er i skønneste orden. I virkeligheden er jeg i panik over, hvordan skal jeg komme igennem det her med ét barn i forvejen.
Rejs dig op:
Jeg bliver klar over, at de åndehuller, jeg havde under sidste graviditet, er forsvundet. Jeg kan ikke bare smide mig på sofaen, sove tre timer til middag og fylde køleskabet med cola og chips. Jeg har et barn, som vil lege, som bekymrer sig om sin mor, som pylrer og vil op, og som hiver i mit ærme, hvis jeg lægger mig ned. “Rejs dig op, mor!” siger Kasper, så snart jeg, stille som en Ninja, snupper tre sekunder på langs.
Indtil uge 24+4 er jeg en melhvid zombie, der troskyldigt står på legepladsen med brækposer inden for en armslængde. I de uger er jeg ved at give op. Jeg magter ikke tanken om to børn. Jeg er på alle måder en underskudsmor og -kone, der får kvalme af den mad, min mand forsøger at ramme plet med. Det hele er bare for meget. Jeg vil have mine penge tilbage.
Fødslen:
Da jeg så småt er ved at være ude af kvalme- og opkast-perioden, er næste benspænd fødslen. Den første står skarpt i min hukommelse. Kort version: Vandet gik samtidig med første ve. Veerne kom ikke i bølger – det var en tsunami – og efter en time var jeg 10 centimeter åben. De næste fire timer er slørede, men jeg kunne ikke få Kasper ud. Han sad fast, og jeg fik ingen presseveer. Jeg var alligevel åndsnærværende nok til at stille jordemoderen spørgsmålet til en million kroner: Hvor ondt gør det at presse ham ud? Hun kiggede køligt på mig og svarede, at det føles som at skide en kommode. Underdrivelse. Det føltes som at skide hele Ikea, da de til sidst måtte hive ham ud med sugekop. Jeg sprækkede. Men ikke meget, fastslog jordemoderen. Også en underdrivelse.
Læs videre på næste side >>
