Gravid for anden gang

Når man bliver gravid for anden gang, er det godt at involvere og informere sit barn. Foto: Colourbox

Du har prøvet det før. Nu vokser maven igen. Men denne gang skal storesøster også passes. Hvordan tager du hensyn til både mave, dig selv og det større barn? Børnepsykologen og jordemoderen giver svar på en række spørgsmål, der dukker op, når du er gravid for anden gang.





7 SPØRGSMÅL TIL EKSPERTERNE

1. HVORNÅR OG HVORDAN ER DET BEDST AT SIGE DET TIL STORESØSTER?


Børnepsykologen:
Der er jo en hvis usikkerhedsmargen i de første tre måneder, hvor du kan miste barnet, og det kan det større barn ikke forstå. Når du er sikker, og der er synlige tegn på graviditeten, er det fint at sige det. Også selv om der er lang tid til.
Giv blot en kort information, snart er barnet videre i sin leg og vil undervejs selv spørge til det igen. Det vil ikke fylde hele dit barns hverdag.
Lige som os andre kan børn heller ikke forstå det rigtigt. Derfor handler det også om at give informationer, som barnet kan forholde sig til, alt efter hvor gammelt det er.

Jordemoderen:

Storebror eller -søster kan sikkert mærke babys spark uden på maven mellem 24. og 26. uge.


2. MÅ JEG LØFTE MIT FØRSTE BARN?

Jordemoderen:
Du må løfte, hvad der svarer til cirka ti kilo, og de fleste storesøskende vejer jo lidt mere. At sætte dig ned til barnet er en god idé, og så kun løfte en gang imellem. Det kan være svært helt at undgå, og oplever du en helt normal graviditet, kan det sagtens gå at løfte dit barn med måde.