Liv er kommet i fin form efter den lidt tidlige ankomst til verden. Foto: Privat
En lillebitte Liv kom til verden tidligt om morgenen 1. april. Venner og bekendte troede, det måske var en spøg, for der var stadig ti uger til terminen.
Vi havde længe snakket om børn, og vores bryllup blev startskuddet på projekt baby. Jeg blev hurtigt gravid, og straks befandt vi os i en forventningsfuld lykkerus – vi skulle være forældre!
Desværre aborterede jeg tre gange inden for det næste års tid, så da jeg blev gravid for fjerde gang, turde vi næsten ikke glæde os.
Graviditeten blev en hård omgang, både fysisk og følelsesmæssigt, men alligevel elskede jeg at være gravid, at mærke og se forandringerne i min krop og vide, at vores baby var på vej.
Ikke endnu!
I starten af uge 30 fik jeg en fornemmelse af, at noget var galt, men både vagtlægen og min egen læge forsikrede mig om, at alt var i skønneste orden, og der var jo også længe til min termin.
En aften klokken halv otte, hvor jeg lå og slappede af, fik jeg pludselig en slags spændinger i maven, der kom og gik. Instinktivt vidste jeg at, det var veer.
Jeg begyndte at skrive ned, hvornår de kom, og med det samme viste der sig et regelmæssigt mønster med cirka syv minutter imellem.
Vi ringede til fødeafdelingen og talte med en jordemor. Jeg skulle tage et par Panodiler og lægge mig ned. Hvis ikke veerne var gået i
sig selv efter en time, skulle vi ringe igen.
Veerne fortsatte ufortrødent, og jeg måtte koncentrere mig om min vejrtrækning, så vi ringede tilbage. Vi blev bedt om at komme ind til et tjek, men jordemoren tog det ganske roligt.
Vi ankom til fødegangen midt i vagtskiftet, så jeg lå nogen tid og ventede på en ny jordemor. Da hun kom, bemærkede hun, at jeg da godt nok så lidt anstrengt ud, når veerne kom.
Hun undersøgte mig og sagde ‘du er fire centimeter åben!’. Jeg vidste godt, hvad det betød, men måtte alligevel spørge ‘kommer hun så nu?’.
Det gjorde hun. Tårerne trillede ned ad kinderne på mig – det var jo alt, alt for tidligt!
Læs mere om fødslen på næste side >>
