Sød og glad pige hvis ankomst til verden var lidt af en drøm. Foto: Privat
Birgitte var så opsat på ikke at komme for tidligt af sted til fødegangen, at hun var næsten ti centimeter åben, da hun endelig nåede frem.
Lørdag morgen den 31. juli klokken ti minutter over fire vågnede jeg ved, at det føltes, som om min baby stod på et endnu ukendt organ nederst i maven.
Jeg var gået otte dage over termin, men alligevel faldt det mig ikke straks ind, at det måtte være veer. Først da denne ‘trampen’ kom hver tiende minut, faldt tiøren.
Helt fra starten af min graviditet havde jeg fået tudet ørerne fulde med formaninger om ikke at tage for tidligt på fødegangen, så min kæreste fik besked på at spille lidt computer eller surfe på nettet, mens jeg ville se en film.
Det var den dårligste film, jeg nogensinde har set, nok også fordi jeg absolut skulle op at stå og trippe rundt, inden veerne kom. Så længe jeg var i bevægelse og huskede at trække vejret dybt, var veerne ikke så slemme.
Desuden skrev jeg tidspunktet for stort set alle veernes begyndelse ned i min telefon. Det blev en frygtelig lang liste og lyder måske skørt, men faktisk tror jeg, at det tog noget af smerten, at jeg var så opmærksom på at skrive det hele ned.
Ni-en-halv centimeter!
Ved frokosttid gik vandet. Jeg havde forventet en kaskade af vand, men det sev lige så langsomt, fordi, fik jeg senere at vide, babys hoved stod så langt nede i bækkenet og ‘dækkede’ for udgangen.
Kort efter at vandet var gået, var der kun fire-fem minutter mellem veerne, der varede næsten et minut hver.
Jeg ringede til fødegangen for at høre, om det var tid til at komme, og en jordemor sagde forholdsvis roligt ‘ja, kom I bare ind nu. Bare kør med det samme’.
På grund af de mange formaninger om ikke at komme for tidligt af sted tog vi den dog fortsat med ro, og min kæreste kom til at køre til Aalborg Sygehus Syd i stedet for til Sygehus Nord, hvor barselsgangen er. Det kunne jeg dog ikke se det helt sjove i på det
tidspunkt.
Læs mere om fødslen på næste side >>
