Mariannes baby lå forkert og ville blive født med ansigtet opad, hvis ikke det lykkedes jordemoren at få vendt den lille.
Torsdag den 8. april 2010 startede mine veer. Det var seks dage over terminen, og jeg havde ventet og ventet på, at dagen skulle komme. Fire uger forinden havde vi været igennem et vellykket vendingsforsøg, da min egen jordemor havde konstateret, at babyen endnu ikke stod rigtigt i bækkenet.
Efter en hel dag med veer var der til sidst cirka fem minutter mellem veerne, og min mand og jeg besluttede klokken fire om morgenen at køre til Hillerød Sygehus. Da vi ankom på fødegangen, var humøret højt. Jeg klarede mig fint igennem veerne og havde fået sovet nogle timer, inden vi kørte.
Den første jordemor vi mødte på fødegangen, troede ved første øjekast ikke, at jeg havde veer, før hun konstaterede, at jeg allerede var åbnet fem centimeter. Min mand var ved min side og var en rigtig god hjælp under veerne.
Strandet stjernekigger.
Da jeg var åbnet otte centimeter, skete der bare ikke mere. Det hele gik i stå, og smerterne blev virkelig kraftige. Det viste sig, at baby var en stjernekigger og ikke kunne komme videre, men stødte mod mit skamben. En stjernekigger er et barn, som bliver født med ansigtet vendt op mod himlen, det vil sige, at barnet kigger op i loftet og ikke ned i gulvet, som ved en normal fødsel.
Smerten var ubeskrivelig, og jeg kunne ikke klare mere. De næste par timer var meget hektiske. Jeg fik akupunktur, indtil narkoselægerne kunne komme og lægge en epiduralblokade, men det hjalp ikke noget som helst, og lattergassen havde heller ingen effekt mere. Heldigvis blev blokaden lagt efter ret kort tid.
Samtidig tog de en prøve fra babys hoved for at sikre, at alt var i orden og en blodprøve fra mig i tilfælde af, at vi skulle ud i et akut kejsersnit.
Læs på næste side, om Marianne blev afskrækket fra at føde igen...
