Far nåede hjem i tide til den sidste del af fødslen. Foto: Privat
Min termin var sat til den 23. februar. Jeg havde den mest elendige graviditet og regnede med den værst tænkelige fødsel med alverdens smertestillende. Men det skulle vise sig at gå helt anderledes.
Emils far skulle med sit arbejde på øvelse i Norge en måneds tid inden fødslen. I tilfælde af, at den lille ny skulle komme før end forventet, havde jeg sørget for at skrive hans søster på som fødselshjælper, hvis han ikke var hjemme. Der blev grint lidt af mig, for hvad var oddsene for, at det skulle ske fem uger før tid? Men minsandten om ikke det gjorde.
Skynd dig hjem, far!
Jeg var alene hjemme en hel uge, men lige den dag, hvor Emil havde tænkt sig at komme, havde jeg besøg af min bedste veninde. Få timer efter, at vi gik i seng, gik vandet. Jeg satte mig ud på toilettet, mens jeg i panik ringede til fødegangen og spurgte, om det nu kunne være rigtigt? De mente, at den var god nok, så jeg måtte ringe til Norge for at fortælle ‘nyheden’.
Vi havde aftalt, at jeg kun skulle ringe, hvis fødslen gik igang. Men igen, hvad var oddsene for det? Morten sagde meget kortfattet “jeg
kommer med det samme,” og vi havde jo god tid, for vandet var kun lige gået, og sådan en fødsel kan tage mange timer.
Jeg blev bedt om at komme ind på fødegangen og tage en taske med. Men var det nu nødvendigt? Jeg blev jo garanteret sendt hjem igen, tænkte jeg. Helt fattet kørte jeg selv bilen derind.
Læs mere om Louises fødsel på næste side...
