Gravid i uge 8

Uge 8: Har du været hos lægen?

Omkring uge 8 oplever nogle gravide mere udflåd, ømme bryster og øget tissetrang - nogle symptomer er knap så rare som andre.

Vores Børn

Du gravid i uge 8. Har du været hos lægen? Du skal have en gynækologisk undersøgelse og have tjekket dit blodtryk, blodprocent, urin og vægt. Ud fra undersøgelserne og datoen fra din sidste menstruation vil din læge fastsætte din terminsdato. Og du vil få udleveret din vandrejournal, som vil følge dig gennem hele graviditeten.

Faktaboks

Uge 8

Baby er på størrelse med et stikkelsbær

57 dage henne

223 dage til termin

stikkeæ

Måske har du lidt øget udflåd fra skeden: Det er helt normalt og skyldes, at livmoderhals-slimhinden bliver tykkere og producerer mere sekret. Det behøver ikke at være et tegn på fare og begyndelsen på en spontan abort, hvis du begynder at pletbløde. Mange kvinder pletbløder for eksempel, hvis de har haft sex, fordi slimhinden bliver mere følsom ved berøring. Alligevel bør du altid ringe til din læge, hvis du bløder.

Dine bryster er sikkert meget ømme, og dine brystvorter stritter mere.

LÆS OGSÅ: Motion du må dyrke som gravid

Måske er du svært irriteret over, at du skal tisse hele tiden. Din ekstra tissetrang skyldes, at der er øget blodgennemstrømning i området omkring livmoderen, og det kan trykke på din blære. Husk at drikke rigeligt vand i løbet af dagen, men om aftenen er det klogt at holde igen, så du ikke skal ud af sengen og tisse alt for mange gange i løbet af natten.

Ækle graviditetssymptomer

Kvalmen er et velkendt og meget omtalt graviditetssymptom, men andre symptomer holder du måske mere for dig selv.

Blandt dem er oppustet mave og forstoppelse, meget udflåd og skedesvamp, hårvækst på maven, hæmorider og åreknuder i underlivet og på benene.

Ikke noget at råbe hurra for, men trøsten er, at du næppe er plaget af alt på en gang.

LÆS OGSÅ: 8 pinlige lidelser gravide skjuler

Fra æg til baby

Fosteret er cirka 10 millimeter langt fra hoved til hale. Alle de vigtigste indre organer er dannet og er i gang med at udvikle sig. Barnet har nu fået sin egen ansigtsform, og på en eventuel tidlig ultralyd vil du tydeligt kunne se barnets hoved og de små knopper, som bliver til arme og ben. Næse, overlæbe og gane er ved at vokse sammen. Barnet har en tunge.

Håndfladen er dannet, og afsæt til fingrene er tydelige. Tæerne er ved at blive dannet, og arme og ben kan nu bøjes i leddene. Du kan ikke mærke det, men dit barn er begyndt at bevæge sig.

Den livsvigtige navlestreng er nu helt færdigudviklet. Det er den, der overfører næring og oxygen fra dig til barnet, og affaldsstoffer fra barnet til dig.

Barnets tarme vokser og skydes ud som en udposning på navlestrengen. Der er endnu ikke plads nok i bugen, men om nogle uger trækkes tarmene ind igen.

Faktaboks

Ugens tip til mor

Åreknuder går ikke nødvendigvis væk efter graviditeten. Er der tendens til åreknuder i familien, kan det derfor være smart at forebygge. Støttestrømper er i så fald en god investering, og bør bruges af alle gravide, der skal ud at flyve, også selv om du ikke er plaget af åreknuder. Strømperne reducerer nemlig faren for blodpropper.

For at undgå åreknuder bør du også gøre det til en vane ikke at sidde eller stå for lang tid af gangen. Gå en god tur hver dag, det øger blodcirkulationen, og har som bekendt også en del andre fordele.

Faktaboks

Ugens tip til far

Er det vanskeligt at få hende op fra sofaen? Vær en god turkammerat, og tag initiativet til en romantisk aftentur et par gange om ugen. Du kan måske overraske hende med en kop varm kaffe på turen eller en fristende snack (som hun ikke får kvalme af).

LÆS OGSÅ: Følg din graviditet uge for uge

LÆS OGSÅ: Få det bedste ud af din jordemor

LÆS OGSÅ: Graviditetsgener – sådan bekæmper du dem

LÆS OGSÅ: Motion du må dyrke som gravid

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Lige nu kan du få 3 mdr. abonnement og F&F Herbert bamsen som særligt tilbud. Klik herunder, for at benytte tilbuddet.

loading...