Gravid i uge 37

Uge 37: Måske har barnet lagt sig til rette

Din krop forbereder sig til fødslen med plukveer. Babyen forbereder sig ved at lægge sig til rette. Du kan forberede dig ved at læse om smertelindring og fødestillinger.

Vores Børn

Du begynder sikkert at være træt af graviditeten på dette tidspunkt, og det er helt forståeligt. Prøv dog alligevel at nyde de sidste dage og saml godt med energi til den store opgave, som venter dig.

Barnet har måske lagt sig til rette til fødslen, så hovedet står fast i bækkenet. Fosterbevægelserne ændrer karakter. De kan være mere rolige og glidende, fordi der ikke er plads til, at barnet kan bevæge sig så voldsomt længere. Er du i tvivl, om barnet bevæger sig nok i forhold til, hvad det plejer, skal du ringe til dit fødested, hvor man med ultralyd kan undersøge nærmere, hvordan barnet har det.

Faktaboks

Uge 37

Baby er på størrelse med et mindre græsker

258 dage henne

22 dage til termin

græskar

LÆS OGSÅ: Vi tester babyalarmer

Husk, alle dine aftaler skal tages med et vist forbehold, og er du andengangsfødende, bør du have en plan for pasning af et eventuelt større barn, når veerne pludselig sætter ind. På mange fødesteder tilbyder man nu jordemoderundersøgelse hver eller hveranden uge, hvor din jordemoder blandt andet vil spørge til fosterbevægelser, lytte til dit barns hjertelyd og kontrollere fosterstillingen.

Måske får du flere plukveer, end du tidligere har oplevet. Plukveerne er et tegn på, at livmoderen øver sig til fødslen. Du vil opleve, at livmoderen bliver meget hård, og det spænder hen over maven. En plukve varer cirka 30 sekunder og er helt harmløs. Sørg for at få fyldt køleskab og fryser op, og hvis energien rækker, kan du fryse færdiglavede retter ned, så I har let mad efter fødslen. Dit hjerte slår 15 slag mere per minut end hos en ikke-gravid. 

Smertelindring

Tænk gerne over de forskellige typer af smertelindring, så du ikke skal sætte dig ind i dette under fødslen. Det er smart både at kende til fordele og ulemper ved de forskellig alternativer, så du har mulighed for at træffe et informeret valg.

En enkel måde at lindre fødselssmerter på er ved at lægge varme klude og risposer henover ryggen og maven under åbningsfasen. Under selve fødslen kan man også lægge varme klude rundt om skedeåbningen. Dette er en enkel metode uden bivirkninger.

En anden smertelindrende metode er massage. Sørg for, at din partner lærer at massere dig på de punkter, du føler er behagelige. Massage frigør nemlig hormoner, der igangsætter veerne.

En af de vigtigste ting at huske på under fødslen er vejrtrækningen. Det lyder nemt, men kan være svært. Hemmeligheden er at trække vejret således, at du kan modstå trangen til at spænde i hele kroppen, når veerne kommer, og livmoderen trækker sig sammen.

Du skal trække vejret dybt, ligesom du gør, når du prøver at stresse dig ned.

Faktaboks

Epiduralblokade
En epiduralblokade kan hjælpe fødende til at åbne sig hurtigere. Gives blokaden før fødslen er ordentligt i gang, kan veerne svækkes, men efter cirka fem centimeters åbning er der faktisk få komplikationer ved en epiduralblokade. Fordelen ved epiduralblokaden er, at du beholder førligheden og fortsat kan mærke trangen til at presse.

Lattergas
Mange fødende har glæde af lattergas, da den kan tage de værste smerter ved veerne. Dog oplever nogle kvalme ved at suge lattergas ind.

Spinalbedøvelse
Spinalbedøvelsen bedøver nerverødderne til livmoderen og bækkenet fra rygmarven. Denne bedøvelse har hurtigere effekt end epiduralblokaden. Den gives som regel i forbindelse med kejsersnit. 

Fødestillinger

Der findes mange forskellige stillinger at føde i, og det er ikke altid, at du afslutter i samme stilling, som du begyndte i. Som regel er det positivt at ændre stilling undervejs. Nedenfor er nogle af de mest almindelige fødestillinger listet:

Liggende og halvt siddende: Mange synes, at det er bedst at presse, mens de halvt sidder eller ligger på ryggen. I denne position har jordemoderen også et godt overblik og kan hjælpe med at forebygge rifter.

Sideleje eller stående på knæ: En del ligger undervejs i fødslen på siden, og det kan derfor for nogle føles naturligt at presse i denne stilling. Andre føler, det er behageligt at stå på knæene og presse. Det kan også skyldes, at tyngdekraften hjælper barnet til at trænge nemmere ned gennem bækkenet i denne stilling.

Fødsel i badekar: Hvis du har bækkenløsning, kan det være, at du vil finde det mere behageligt at føde i vand end i en seng. Varmt vand kan også virke smertelindrende, og jordmødre har erfaret, at man oplever færre rifter ved fødsler i vand.

Stående fødselsstilling: Dem der føder stående, er typisk dem, der ikke kan holde ud at sidde eller ligge ned under presseveerne. Det sker typisk ved, at fødesengen hæves, så kvinden kan stå op og støtte sig ind over en sækkepude. Fordelen er, at smerterne kan mindskes, da pressefasen afkortes, dog kræver det stærke lårmuskler at føde stående.

På fødestolen: En fødestol er åben foran, så jordmoderen kan tage imod barnet, og den minder om et toilet. Det kan derfor også være nemmere at presse, da situationen minder om at sidde på toilettet. Ulempen kan være, at man oplever et større blodtab de næste par dage, fordi livmoderen tømmes hurtigere.

Fra æg til baby

Barnet vejer nu omkring 2,7-3 kilo og måler cirka 46 centimeter fra hoved til hæl. Barnet ligner nu en nyfødt, og hvis veerne starter nu, vil man ikke prøve at forhindre det. Vægten vil derimod øges kraftigt fra uge til uge. Babyen tager i snit 30 gram på i døgnet, og jo tættere du kommer på termin, des rundere vil maven blive. 

Barnets tarme er fyldt med den første afføring, meconium. Der er fra en halv til halvanden liter fostervand. Livmoderen er begyndt at synke, fordi barnets hoved trænger længere ned, og muligvis står det allerede nu fast i bækkenindgangen – det kan din jordemoder fortælle dig.

Alle vitale organer er på nuværende tidspunkt færdige, og babyen vil ikke vokse lige så hurtigt fremover. 

LÆS OGSÅ: Test af bleer

Det er imidlertid helt normalt, specielt hos flergangsfødende, at hovedet ikke står helt ned før i sidste øjeblik. 

Tegn på fødsel

Undrer du dig over, hvorvidt fødslen er i gang? Du er sikkert ikke i tvivl, når det endelig sker, men her er det typiske tegn:

Vandet går: Det er ikke altid helt nemt at gennemskue, om vandet er gået. Er du i tvivl, så hav et bind på i en times tid. Hvis der efter en time er kommet klar eller farvet væske, kan du ringe til fødestedet og bede om råd. Hvis hovedet har fæstnet sig, er det ikke altid, at der kommer så meget vand, fordi hovedet sidder som en slags prop i bækkenet. Er hovedet ikke fæstnet, og er du usikker på, om vandet er gået, ring da straks til fødestedet.

Regelmæssige plukveer: Der er 10 minutter eller mindre imellem dem, og de varer 30 sekunder eller mere. Nogle mærker også, at sammentrækningerne er anerledes, end de plejer. Bor du langt fra sygehuset, kan det være klogt at ringe, især hvis du er førstegangsfødende. Førstegangsfødende kan som regel vente, til der er fem minutter mellem sammentrækningerne. Men hvor god tid du har, kommer også an på, hvor smertefulde plukveerne er. Ring derfor altid, hvis du er usikker.

Tegnblødning: Der kommer blod, fordi livmodermunden begynder at blive påvirket at veerne. Bløder du mere end en almindelig menstruation, bør du ringe til sygehuset med det samme. Det samme gælder, hvis der ikke er pause mellem veerne, men at du oplever smerter hele tiden. Det kan være et tegn på, at du føder inden længe, eller at der er noget galt.

Faktaboks

Ugens tip til mor

Mange førstegangsfødende begynder at stresse med det samme, de mærker antydningen af veer. I de fleste tilfælde er du bedst tjent med at slappe helt af eller sove lidt, hvis du kan. Det er langt fra sikkert, at Barnet kommer inden for de næste 24 timer.

Faktaboks

Ugens tip til far

Nu kan fødslen ske når som helst. Du kan sagtens tage på arbejde eller til træning, men drop de lange rejser og alkohol i weekenden. Det sidste er et godt råd, hvis du skal køre til hospitalet, når fødslen starter. Desuden er der ingen fødende, som bryder sig om at have en mand, der stinker af øl ved deres side.

LÆS OGSÅ: Følg din graviditet – uge for uge

LÆS OGSÅ: Efterfødselsreaktion: “Jeg var bange for at gøre mit barn ondt”

LÆS OGSÅ: Smertefri fødsel – sådan!

LÆS OGSÅ: Min Fødsel: “Er du sikker på, at jeg har veer?!”

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Lige nu kan du få 3 mdr. abonnement og F&F Herbert bamsen som særligt tilbud. Klik herunder, for at benytte tilbuddet.

loading...