Gravid i uge 32

Uge 32: Maveskindet klør

Dit maveskind klør og du har svært ved at finde behagelige stillinger.

Vores Børn

Dit maveskind, dine hænder og fødder kan have tendens til at klø. Det forsvinder almindeligvis, så snart du har født, men indtil da må du klø forsigtigt igen og eventuelt dulme med et koldt brusebad eller creme. Tiltager det, og får du udslæt, bør du kontakte din jordemoder eller din læge og få taget nogle blodprøver. Kløen kan være et tegn på leverpåvirkning. Det er ufarligt, så længe det kun er let kløe, men det kan være skadeligt for dig og dit barn, hvis det udvikler sig uden at blive behandlet.

Faktaboks

Uge 32

Baby er på størrelse med en kinakål

223 dage henne

57 dage til termin

kina

Svajer du meget, er det, fordi barnets vægt tynger dig og måske døjer du også med ondt i lænden. 

LÆS OGSÅ: Så lang tid tager det at føde

Sørg for at hvile i nogle behagelige stillinger, lig for eksempel på siden med en pude under det ene knæ. Måske er du begyndt at få plukveer. De fleste kvinder får plukveer i de sidste måneder af graviditeten. Plukveerne forbereder livmoderen til den egentlige fødsel og vil føles som en sammentrækning hen over maven. Plukveer er uregelmæssige og forsvinder igen. 

Nogle overenskomster giver gravide kvinder mulighed for at stoppe med at arbejde i uge 32, otte uger før forventet fødsel, men ifølge loven er du først sikret ret til at gå fra fire uger før forventet fødsel.

Fra æg til baby

Barnet sover fortsat meget, men kan være meget livligt i perioder. Barnet er 39 centimeter langt og vejer omkring 1,9 kilo. Moderkagen vejer cirka 380 gram.

Barnet kan nu dreje sit hoved fra side til side og åbner og lukker øjnene.

Smagsløgene har nu udviklet en forkærlighed for søde ting, og barnet er derfor klar til den søde modermælk.

LÆS OGSÅ: Det sker lige efter fødslen

Lungerne, der er noget af det sidste, der udvikles, er blevet stærkere, og barnet laver stadig vejrtrækningsøvelser for at forberede sig til livet uden for livmoderen. Skulle du gå hen og føde nu, er der rigtig gode chancer for, at barnet overlever uden men. Dit barn kommer højst sandsynligt i kuvøse, men der er ingen fare for, at barnet ikke overlever, hvis det ellers er sundt og raskt.

Har hovedet sat sig fast?

Din urinblære vil blive klemt sammen af barnets hoved, så der er stor chance for, at du må hyppigt på toilettet både dag og nat.

Barnet arbejder sig ned i bækkenet. De fleste med hovedet først, andre med numsen først. Til næste graviditetskontrol får du at vide, hvordan barnet ligger, og om hovedet har sat sig fast eller ej.

Lev sundt

Husk at spise sundt og godt, og sørg for at få nok med jern. Gravide bør få omkring 18 milligram jern per dag. Dette er ganske meget, og kræver at du spiser nok jernholdig mad eller tager jerntilskud. Det kan være mad såsom grovbrød, havregryn, broccoli og svin. Herudover er det vigtigt at få folinsyre, som er et B-vitamin, der er vigtig for celledeling og fostrets udvikling af rygmarv og hjerne. Allerede fra 12. graviditetsuge er det vigtigt med folinsyre, og den anbefalede mængde er et tilskud på 400 mikrogram, som fås i vitaminpiller. Dog indeholder bladgrøntsager, tørrede bønner, nødder og mandler også folinsyre.

Det er vigtigt også at få nok calcium, da calcium styrker knoglerne. Et halvt liter mælkeprodukt om dagen er tilstrækkeligt til at holde dig velforsynet med kalk. Og det er ligegyldigt, om det er fed eller mager mælk.

Zink er også fornuftigt at indtage som gravid, da det styrer nogle af generne i arveanlæggene og har stor betydning for barnets vækst og udvikling. Zink fås ved at spise kød, mælk og ost, kornprodukter, bælgfrugter, nødder og grøntsager.

Herudover er det vigtigt at indtage vitamin A, B12 og C, da de er centrale for opbygning af kroppen, er med til at læse genmaterialet og bruges til celledeling. Vitamin C findes blandt andet i citrusfrugter, og vitamin A og B findes i kød- og fiskeprodukter.

Det er vigtigt at huske på, at du ikke skal spise for to under graviditeten. Graviditeten kræver kun 300 kalorier ekstra om dagen. En normalvægtig kvinde indtager omkring 2200 kcal om dagen, så den ekstra energimængde, graviditeten kræver, svarer egentlig kun til 1/7 – 1/8 af et normalt energibehov. 300 kcal svarer f.eks. til tre bananer eller en halv liter letmælk.

Et andet råd er forsat at holde dig fysisk aktiv. Daglige gåture er en god ide, og mange har også glæde af at tage i svømmehallen.

Faktaboks

Ugens tip til mor

Du glæder dig sikkert utrolig meget til at møde den lille. De fleste mødre huske tilbage på det første møde med deres barn som et uforglemmeligt øjeblik.

Vær også klar på, at der kan dukke uventede følelser op de første dage efter fødslen. Helt op til 15 procent af nybagte mødre oplever fødselsdepression. Denne depression kendetegnes ved en vedvarende nedstemthed, og man klarer ikke at skabe kontakt eller glæde sig over den nyfødte. Typisk føler man sig ensom og svigtet af sin partner.

Mange skammer sig over at have fødselsdepression, og de tør ikke dele de mørke tanker med venner og familie. Det er vigtigt at pointere, at du under ingen omstændigheder skal skamme dig, men hellere bede om hjælp så depressionen ikke bliver forværret.

Hjælpen kan både være gennem medikamenter mod depression, men også ved samtaler med en psykolog.

Hvis du er forberedt på, at du kan blive ramt af en fødselsdepression, vil du højst sandsynligt også have nemmere ved at tackle minutterne, timerne eller dagene efter fødslen, hvis alt ikke føles så fantastisk som du havde troet.

Faktaboks

Ugens tip til far

Hvis du tror hormonsvingningerne forsvinder, når barnet er født, så må du tro om igen.

Vær forberedt på både tårer, nedstemthed og underlige reaktioner mellem alle de lykkelige øjeblikke i tiden efter fødslen.

LÆS OGSÅ: Følg din graviditet – uge for uge

LÆS OGSÅ: Er dit mellemnavn hormonella?

LÆS OGSÅ: Katrine fra 9 måneder: “Jeg tror, jeg er god til at føde”

LÆS OGSÅ: 4 mænd om hormoner, kærlighed og lortebleer

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Lige nu kan du få 3 mdr. abonnement og F&F Herbert bamsen som særligt tilbud. Klik herunder, for at benytte tilbuddet.

loading...