Har du været vant til et travlt job, en fyldt kalender og masser af tid til dig selv? Så kan det være lidt af en præstation at omstille dig til et liv som hjemmegående med en lille baby, begge hænder fulde og en – på papiret – tom kalender.
Er du på barsel, og føler du til tider, at du drysser dagen væk? At du burde udrette noget? Som at male soveværelset, få lavet invitationer til barnedåben eller måske bare nå at rydde køkkenbordet, inden din bedre halvdel kommer hjem fra arbejde?
Funderer du på, om du nu også får stimuleret og talt nok med dit barn? Om I har nok spændende aktiviteter sammen? Og får du dårlig samvittighed over, at du på en lang dag måske (schy!) småkeder dig med din skønne baby?
Det er alt sammen helt normalt. Og én ting er sikkert – du er totalt sej! At være på barsel er nemlig noget af en kraftpræstation, forsikrer psykolog Tacha Reinhold Hviid, der har speciale i nybagte mødre.
Fra job til barsel
Ifølge psykologen er overgangen fra erhvervsaktiv til livet på barsel en hård nød at knække for mange.
“Det er en kæmpe forandring. På arbejdet har du i høj grad kontrol over din dag. Der er en fast struktur med rutiner og opgaver, som du selv har indflydelse på, og et socialt miljø, hvor du kan have meningsfulde samtaler,” siger hun og fortsætter:
“Når du går hjemme, har du ikke anden plan, end at dit barn trives. Der er som udgangspunkt ingen fast struktur, ingen kontrol over dagen, og du må konstant tilsidesætte dine egne behov. Det er hårdt – ikke mindst fordi du er alene om det,” siger hun.
Desuden kan du føle det som lidt af et pres, at du skal nyde barslen og nærværet med din baby og være topglad hele tiden. Det kan nemt føles som lidt af et tabu, at du faktisk ikke ved, hvad du skal få tiden til at gå med derhjemme med dit lille barn. Men det er helt normalt.
Ifølge Tacha Reinhold Hviid er overgangen sværest, når du går på barsel med dit første barn, fordi forandringen kommer som et chok. Mange af os får vores første barn, når vi er omkring 30 år, og derfor har vi haft rigtig mange år, hvor vi har været vant til at have kontrol over vores liv, planlægge vores karriere og fritid og tænke os ud af ethvert problem. Det kan du ikke på barsel. Dér er det baby, der styrer din dag, og lige så fantastisk og livsbekræftende, det er, lige så benhårdt, slidsomt og drænende kan det også føles.
Hjælp, strukturen er væk
Selv om du har glædet dig til at slippe arbejdet og hellige dig yngelplejen, kan manglen på struktur gøre dig stresset, forklarer psykologen.
“Du kan sagtens blive stresset af ‘ikke at lave noget’, hvis der ikke er nogen faste aktiviteter. Struktur giver kontrol, forudsigelighed og meningsfuldhed,” siger hun.
En dag går nemlig anderledes stærkt på jobbet, hvor du har nogle faste rutiner og gøremål, får positiv energi af at tale med kollegerne og selv er med til at bestemme, hvordan du går til opgaverne. Med et nyfødt barn ser hverdagen helt anderledes ud, og måske længes du i smug efter at kunne sidde på dit kontor med en kop kaffe uden at skulle forholde dig til et andet lille menneske hele tiden.
Pas godt på dig selv
Det kan også være stressende ikke at kunne opfylde dine egne helt basale behov for at spise, sove og gå på toilettet. Din hjerne er hele tiden optaget af dit lille barn, og du kan blive bange for at gøre de ting, som du før bare gjorde. Måske har du lyst til et bad, men tænker ‘kan jeg overhovedet det – kan hun mon ligge der i liften, hvis jeg har døren åben?’
Tabet af kontrol i forhold til dine egne behov kan give dig en følelse af magtesløshed. Derfor er det vigtigt at huske at tænke lidt på dig selv. Du er ikke en dårlig mor, fordi du tager dine behov alvorligt, siger psykolog Tacha Reinhold Hviid.
“Naturligvis kommer babys behov først. Men det er jo svært at drage omsorg for andre, hvis man ikke selv er okay. En glad baby har en glad mor. Passer du på dig selv, lærer du også på sigt dit barn, at det skal gøre det samme. Og det er centralt for et godt selvværd at kunne sørge for sig selv.”
I praksis handler det om at finde ud af, hvad der er vigtigt for dig i hverdagen. Sæt dig med din mand eller en veninde med et stykke papir og en blyant, og find ud af, hvad du satte pris på ved at gå på arbejde.
“Selv om det kunne være øv og hårdt at gå på arbejde, så gav det dig noget. Den værdi skal du genfinde, når du går på barsel,” siger psykologen. Så spørg dig selv, hvad det var, der gav dig værdi på arbejdet. Var det anerkendelsen? Det sociale? Det intellektuelle? Få den værdi integreret i din barsel. Anerkend dig selv, bed din mand om ros, gå til nogle sjove ting, eller aftal et fast tidspunkt om aftenen, hvor du kan læse, så du får den fordybelse, du har været vant til.
Få tip til en struktureret ugeplan på næste side>>