udflugt for hele familien

Sommerferie: 7 idéer til udflugter for hele familien

Insektsafari, verdens største LEGO-skib og fællesdans i parken. Det bliver en god sommer.

Tilde Mariann Broge-Starck

Sommerferietid er familietid. Men hvad skal I lave de lange feriedage, når ungerne er begyndt at kede sig, og brætspil, den lokale legeplads og isspisning ikke længere er underholdning nok?  Vi har fundet syv udflugter for hele familien.

1. Gå om bord på Legeskibet

Hele landet. Sommeren igennem lægger Legeskibet til kaj rundt omkring i landet. Uddannede legematroser inviterer til fælleslege på havnen, bevægelseslege for de mindste, kaste- og kamplege for de større og forskellige gamle og nye bordspil. I kan også prøve Legeskibets store parkourstativ og en sjov og udfordrende klatre- og aktivitetsrute. Se på Legeskibet.dk , hvornår skibet ligger i en havn nær dig.  

 

2. A Walk in the Park

København og Aarhus. A Walk in the Park ryger ganske vist først af stablen, når sommerferien er forbi. Søndagene 20. og 27. august inviterer Børneulykkesfonden på sommerens hyggeligste gåtur i henholdsvis Søndermarken på Frederiksberg og Mindeparken i Aarhus. Hele familien kan være med på den 1 km lange tur, hvor der vil være aktiviteter og underholdning for børn fra nul til otte år. I kan også møde PAW Patrol, My Little Pony og Rasmus Klump. En familiebillet til A Walk in the Park koster 125,- kr. og overskuddet går til Børneulykkesfonden. Læs meget mere om alle dagens aktiviteter på Awalkinthepark.dk .

 

LÆS OGSÅ: Tilmeld dig A Walk in the Park og vind smukke øreringe fra Jewlscph (sponsoreret)

 

3. De rullende strandkokke

Aarhus. Hele familien kan være med, når strandkokkene ruller ud på Aarhus’ strande for at indsamle og tilberede de råvarer, man kan finde og indsamle i den danske natur. Find kokkene i Skæring mandage og fredage, på Ballehage tirsdage og lørdage, ved Den Permanente på onsdage og ved Moesgaard torsdage og søndage fra 10. til 31. juli. Det foregår hver dag klokken 10.00-15.00.  

 

4. H.C. Andersen på Frilandsmuseet

København. Tilbring en eventyrlig dag på Frilandsmuseet. Frem til 13. august kan du og din familie møde Klods Hans og prinsessen på ærten, når de springer ud af eventyrbøgerne og går rundt blandt gæsterne. Der er friluftsteater og historiefortælling, lige som I også kan opleve museets faste aktiviteter som at lave mad over bål og lege historiske lege.

 

5. Tag på insektsafari

Rønde. Tag på udflugt til smukke Mols Bjerge, hvor I finder Naturhistorisk Museums forskningsstation, Molslaboratoriet. Med sine over 150 hektar natur er området hjem for sjældne arter. Lån net, taske og kort og drag på safari blandt sommerfugle og firben. Der er guider, der kan svare på spørgsmål om den lokale natur, i området hver dag hele sommerferien fra klokken 10.00-17.00, lige som der dagligt er en guidet tur klokken 14.00. Se mere på Naturhistoriskmuseum.dk .

 

6. Verdens største LEGO-skib

Helsingør. Se verdens største LEGO-skib og afprøv jeres egne evner som skibsbyggere med hjælp fra de flinke LEGO-matroser på Museet for Søfart. På udvalgte lørdage i juli og august kan I også komme med på sømandssafari på åbent hav – dog ikke på et Lego-skib. Se mere på Mfs.dk.

 

7. Fællesdans i Fælledparken

København. Har du danseglade unger, er Familiedans i Fælledparken et hit. Fra 25. juni til 23. juli bliver der hver søndag spillet op til dans. Klokken 14.00-14.45 er det poderne under seks år, der kan give den gas på det udendørs dansegulv, og mellem 15.00 og 16.00 er der danserytmer for dem, der er seks år og ældre. Hver søndag er der et nyt tema. Hiphop og latin-dans er bl.a. nogle af de stilarter, der er på programmet.

LÆS OGSÅ: Skru ned for elektronikken i ferien hos hele familien

LÆS OGSÅ: 16 ting du kan lave i København, når det regner

LÆS OGSÅ: Sådan kommer I billigst på sommerferie  

 

 

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Gå til madplan
loading...