600marts2010

Sej dreng, sart hjerte

Anjas baby stod ikke langt nok nede i bækkenet, lå skævt med hovedet og var i det hele taget svær at få til verden. Men det endte godt – trods en ekstra udfordring, som lille Malthe fik med sig i livet.

Anja Rasmussen, Redigeret af Ida Bjørg Meldgaard, Vores Børn, Marts 2010
21. april 2010

Faktaboks

NAVN: Anja Rasmussen

ALDER: 32 år

STATUS: Kæreste med Morten

BOPÆL: Odense

HVOR MEGET TOG DU PÅ UNDER GRAVIDITETEN:

15 kilo

HVOR LÆNGE HAVDE DU VEER?

26 timer og 28 minutter.

HVOR LÆNGE AMMEDE DU?

I fem uger.

Faktaboks

Skriv til Vores Børn på maanedensmor@voresborn.dk, og fortæl om din fødsel. Husk at udfylde oplysningerne om dig selv, og send os nogle skønne billeder af den lille ny + billede af dig selv.

Fra vi besluttede, at nu ville vi lave et barn, og til jeg var gravid, gik der tre måneder, og befrugtningen skete i første reelle forsøg. Jeg havde en lettere turbolent graviditet. Svigermor døde, jeg havde kvalme i fire måneder, faldt og skulle til skanning og fik vand i benene, og vi skulle flytte 19 dage før termin.

Derfor var lykken stor, da vi nærmede os datoen. Men vores lille dreng, som, vi vidste, det var, ville ikke ud, og jeg fik tid til igangsættelse på den dag, jeg var 42+0. Vi håbede selvfølgelig, at fødslen ville gå i gang før.

Klokken tre natten til igangsættelsesdagen fik jeg endelig veer. Men der var cirka ti minutter imellem veerne, som dårligt kunne mærkes, og vi endte med at tage på sygehuset klokken otte, hvor jeg alligevel skulle sættes igang.

Klokken 9.15 var den første stikpille lagt, og så var det bare at vente. Over middag begyndte veerne stille og roligt at tage til, jeg var to centimeter åben, og de vurderede, at jeg ikke behøvede flere stikpiller, og at fødslen ville udvikle sig af sig selv herfra.

Genstridig baby
Ved 17-tiden begyndte jeg at få voldsom pressetrang, jeg rendte på toilettet hele tiden, og til sidst fik jeg det så dårligt, at jeg begyndte at kaste galde op. Jeg følte det, som om jeg var dehydreret, og min kæreste rendte i pendulfart fra stuen til sygeplejerskerne, fordi jeg fik det dårligere og dårligere.

Endelig klokken 20.30 kom jeg ind på fødestuen. Jeg pressede, vandet gik, og jeg fik tilbudt epidural og sagde ja tak. Da epiduralen var lagt, gjorde pressetrangen ikke ondt længere, men den var der stadig, så jordemoren foreslog en pudendusblokade, som jeg ellers svor inden, at jeg ikke skulle have. Men jeg tænkte, hvis det virker, så hit med den!

Pludselig var der vagtskifte, og ind kom en engel af en jordemor. Epiduralen og pudendusblokaden gjorde nok også, at det føltes sådan. Jeg fik lagt et vedrop, og nu kom veerne under kontrol, men jeg var desværre kun fire centimeter åben. Efter en time sagde jordemoren: “Jeg har en god nyhed og en lidt dårligere. Den gode nyhed er, at du nu er ni centimeter åben. Den lidt dårlige nyhed er, at barnet ikke er helt nede i bækkenet endnu.”

Læs videre på næste side >>

Så var det op at stå og vrikke, så han kunne komme på plads, og da presseveerne begyndte, var det op på briksen og presse. Men han lå stadig ikke langt nok nede. Ned og vrikke igen. Pludselig var han langt nok nede, og så skulle der presses. Men ak, nu lå han lidt skævt med hovedet, og samtidig med at jeg pressede, skulle jordemoren dreje hans hoved lidt. Han ville bare ikke ud.

Efter halvanden time med presseveer og en dreng, der ikke ville ud, begyndte hans hjerterytme at dale, og der blev tilkaldt en læge, for næste skridt var sugekop. Nej tak, tænkte jeg, og i det samme lagde han sig rigtigt, og jeg pressede alt, hvad jeg kunne, og ud kom han – en fin dreng på 3430 gram og 53 centimeter Han havde sin ene hånd oppe ved kinden på vej ud, så jeg bristede lidt.

Efter at vi havde sundet os lidt, gennemgik de vores lille Malthe, som vi allerede inden fødslen vidste, han skulle hedde. Han havde tabt sig lidt de sidste 14 dage, fordi jeg gik over tid.

En hård start
Da jeg på grund af epidural og pudendus ikke kunne tisse selv, kom vi over på barselsgangen. Heldigvis for det, for da Malthe var 14 timer gammel, var der en sygeplejerske, der, på trods af børnelægens ord om, at alt var okay, alligevel syntes, han havde en forkert farve. Hun ville måle hans ilt i blodet, men da hun stod med ham, blev han pludselig helt blå, og hun skyndte sig på børneafdelingen med ham, hvor de fandt ud af, at han var født med en hjertefejl – hypoplastisk højreventrikel. Pludselig skulle han navngives, og vi skulle tage stilling til, om han skulle på Skejby eller Riget. Vi valgte Skejby, og næste dag skulle vi af sted.

Blot to døgn gammel blev Malthe opereret for første gang. Han gennemgik endnu en operation, da han var omkring et halvt år, og skal igennem en mere, når han er tre-fire år. Han skal også have et nyt hjerte, når han bliver voksen.

En uge efter var vi hjemme igen og skulle være en familie for første gang. Malthe er i dag en glad dreng på otte måneder, som stortrives trods sin hjertefejl. Han er en dreng, der vil frem i livet.

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

  • Frasen 'du er så sød, at du er lige til at spise' giver helt ny mening, når cupcaken er pyntet med nøgen baby.

  • Denne lille kagedreng ligger så fint og sover ...

  • .. lige indtil, du skærer i ham med en stor brødkniv!

  • Det er svært at vide, hvad man skal fokusere på her: Den sexede og frodige mor, eller babyen, der flår sig vej ud gennem maveskindet ...

  • Uh, detaljegraden på denne kage er skræmmende! Det må blive et nej tak til kagen, der nærmest bringer live-billeder fra fødestuen.

  • Hmmm, måske man kunne have valgt en anden (og mindre anatomisk korrekt) måde at hylde ankomsten af tvillinger på?

  • Denne kage er da sjov, bevares, men vi gætter på, at tante Else får kaffen galt i halsen, hvis hun skal sætte tænderne i et blodigt stykke med maveskind.

  • Brugen af gelé på kager når helt nye (klamme) højder med denne kage.

  • Ingen tvivl om, at kagebageren har lavet UHYGGELIG GRUNDIG research på motivet til denne kage.

  • Selv moderkagen er forvandlet til en – ahem – lækkerbisken! Måske det endelig giver mening at hoppe med på kendistrenden med at spise sin egen moderkage, når nu den er lavet af sukker?

  • Cute baby eller freaky kage? Bedøm selv.

  • Og vi slutter af med denne lækre kage!

Underholdning

10 freaky babykager, du IKKE skal bage!

Der er så mange fine og flotte kager, man kan lave for at fejre en babys ankomst. Og så er der dem, man SLET IKKE skal kaste sig ud i! Se skrækeksemplerne på babykager hér (hvis du tør!).

Af Camilla Haldrup
21. maj 2015

Er du ferm med en paletkniv og superdygtig til at kreere flotte kager? Så er her lidt inspiration til gruopvækkende kageprojekter, som du IKKE skal kaste dig ud i! Omvendt kan du, hvis du er  gravid, blive klogere på, hvilke kager du venligt, men bestemt, skal frabede dig til dit babyshower.

LÆS OGSÅ: Kager: Cupcakes, popcakes og macarons

LÆS OGSÅ: Babyudstyr: 7 virkelig skøre (og overflødige) ting!

Se flere skøre kager på Cakewrecks.com

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Sarah Emilie Hansen spm gravid og med sit barn nummer to

Før og efter fødslen

“Jeg er mere nervøs denne gang”

Sarah Emilie Hansen skal være mor for anden gang. Nummer to fødsel endnu mere nervepirrende - og den endte også dramatisk.

Skrevet Mette Seimann Simensen
15. maj 2015

Før fødslen:

Hvordan har du haft det under din ­graviditet?

De første fire-fem måneder var jeg voldsomt plaget af kvalme og måtte sygemeldes fra mit arbejde – jeg kunne absolut ingenting! Det var en hård tid, for jeg har også et barn på knap tre år at tage hensyn til. Jeg fik akupunktur, som var effektivt, og efter et par måneder blev jeg mere mig selv og kunne fungere igen. Derudover har jeg heldigvis haft det godt.

Faktaboks

MOR: Sarah Emilie Hansen.

JOB: Grafisk designer.

ALDER: 33 år.

FAMILIE: Kæreste med Thomas, grafiker. Sammen har de Malik, 3 år, og Naja Emilie, der ved fødslen vejede 4090 gram og målte 55 centimeter.

Hvilke tanker gør du dig om fødslen?

Jeg er mere nervøs denne gang, end jeg var ved første fødsel. Nu ved jeg jo, hvad jeg går ind til. Selv om jeg havde en god og traumefri fødsel første gang, var det en sej omgang. Nogle siger, at fødslen sker hurtigere anden gang, og det kan godt bekymre mig, om jeg overhovedet når på hospitalet.

Hvordan forbereder du dig fysisk?

Mit aktivitetsniveau har desværre ikke været så højt. Både på grund af kvalme og på grund af manglende tid og overskud. Jeg har dog været i svømmehallen og fitnesscentret et par gange, men slet ikke i det omfang, jeg kunne ønske mig.

LÆS OGSÅ: Jeg er holdt op med at forestille mig smerten

Hvordan forbereder du dig mentalt?

Jeg beroliger mig selv ved at tænke på det endelige resultat. En fødsel er en kæmpe og smuk oplevelse, så selv om jeg er lidt nervøs, glæder jeg mig til at opleve det igen.

Hvilken rolle skal din kæreste have ­under fødslen?

Han skal egentlig bare være der, holde mig i hånden og dele oplevelsen med mig. Jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg tænker tilbage på min første fødsel og hans reaktion, da hovedet endelig kom ud, og vi to sekunder efter blev forældre. Jeg har heldigvis ikke nogle issues med, at han ikke må se det ene og det andet syd for navlen.

Hvad glæder du dig mest til?

Jeg glæder mig mest til at se, hvad hun er for en – hvem hun ligner – og gennemleve oplevelsen af at få en pige.

Efter fødslen:

Hvordan forløb din fødsel?

Jeg gik otte dage over termin. Fødslen begyndte, da jeg fik veer klokken ni om aftenen, og de tog til i nattens løb. Klokken fem om morgenen kørte vi på hospitalet, og fra vi ankom, gik det relativt stærkt. Jeg havde besluttet mig for at få en epidural og fik den heldigvis. Den betød, at jeg kunne sove lidt. Efter en times søvn havde jeg åbnet mig ti centimeter, og da presseveerne tog til, gik der ikke mere end 18 minutter, før vores datter lå på min mave. Fødslen forløb, som den skulle, men efterfølgende mistede jeg desværre to liter blod og måtte blive fire dage på hospitalet, da jeg fik en infektion og skulle have antibiotika. Oven i hatten fik jeg spinalhovedpine, så jeg var godt fladmast. Ikke den bedste afslutning på en ellers god oplevelse.

LÆS OGSÅ: Sådan er den første time for en nyfødt baby

Hvad husker du bedst fra fødslen?

Jeg glemmer aldrig lykkefølelsen, da min datters hoved kom ud, og hun få sekunder efter lå på min mave.

Hvordan var samarbejdet med din kæreste?

Han var en rigtig god støtte. Han stod egentlig bare ved min side og heppede. Efterfølgende var han alene med den lille ny, for jeg blev kørt væk, da lægerne skulle undersøge mig yderligere på grund af infektion og blodtab. Jeg var først tilbage nogle timer efter og kunne slet ikke have klaret det uden ham.

Hvilke råd brugte du under fødslen?

Jeg har ikke modtaget så mange gode råd. Jeg havde en rigtig god jordemor, som var god til at guide mig i, hvad jeg skulle gøre hvornår. Egentlig handler det jo bare om at følge med kroppen, og det formåede jeg.

Hvordan var det at se dit barn for første gang?

Det var vidunderligt og meget mærkeligt. Hun lignede fuldstændig vores førstefødte, selv om hun er en pige. Alligevel var hun helt sin egen. Jeg kommer aldrig helt til at forstå, hvordan det kan lade sig gøre at lave sådan et prægtigt lille væsen.

LÆS OGSÅ: Smertefri fødsel – sådan!

LÆS OGSÅ: Min fødsel: “Jeg var alene med veerne”

LÆS OGSÅ: Sådan overlever I det første år med barn

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Vlora Christiansen efter fødsel

Når fødsel går galt

Hun var tæt på at dø under fødslen

Vlora Christensen mistede fire liter blod.

Skrevet af Cecilie Møller Rasmussen
11. maj 2015

Smukt og romantisk. Et perfekt billede af far, mor og barn i lykkerus. Sådan havde 27-årige Vlora Christiansen på forhånd tænkt, at hendes fødsel ville ende. Virkeligheden blev, at hun var tæt på at dø.

Fødslen begynder egentlig stille og rolig. Den højgravide kvinde fra Aalborg mærker 11. september sidste år, at noget vand begynder at sive. Hun skyder det hen og tager et bind på, selvom der er smerter hen over maven. Som timerne går, fortsætter vandafgangen, så hun ringer til hospitalet.

– Jeg siger: ”Prøv at høre, det siver ud af mig”, men jordmoren tror, det er udflåd, og beder mig om at give det natten over, fortæller hun til Voresbørn.dk.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: Akut kejsersnit halvanden uge før det planlagte

Næste dag er der dog igen tvivl. Mens Vlora er ude at handle, kommer der et stort skyl. Senere efter aftensmaden begynder en snert af frygt at melde sig, for Vlora mærker mindre liv fra sin datter. Hun tager derfor med sin mand Kasper i al hast på hospitalet, hvor hun bliver scannet.

Og så går det stærkt, for der er næsten ikke mere fostervand tilbage, og barnet har været udsat for bakterier og skal have antibiotika. Fødslen skal derfor med det samme sættes i gang.

Helt i chock

– Jeg har ikke taget noget som helst med på hospitalet. Min mand og jeg kigger på hinanden og jordmoren og siger: ”Hvad mener du?” Jeg er helt i chok. Vi er også meget, meget bange, for der har været åbent til barnet i tre døgn, så er der noget galt med min datter?, husker Vlora.

LÆS OGSÅ: Kejsersnit: Alt, du skal vide FØR fødslen

De næste par timer skifter mellem vestorm og alt for få veer, mens Vlora langsomt udvider sig. På samme tid begynder både hun og datteren at få feber, og mens natten skrider frem, begynder de begge at få det dårligt, og datteren puls stiger brat.

– Jeg er meget bekymret, for man er uvidende. Jeg har hele tiden haft et billede af, at når man skulle have et barn, var det bare noget smukt. Jeg havde ikke tænkt på komplikationerne – jeg har hørt om læst om det men ikke tænkt, at det vil gælde mig selv, siger hun til Voresbørn.dk.

– Men jeg kunne hele tiden mærke inde i min krop, at det ikke ville gå. At der ville ske noget dramatisk.

Stresset baby

Datteren bliver tjekket, og jordmoren mener, de lige skal se tiden an. Ved fem-tiden om morgenen brister drømmen dog om en rolig og naturlig fødslen. Den lille baby er alt, alt for stresset, og fødselspersonalet bestemmer, at nu skal Vlora have akut kejsersnit.

– Jeg glemmer mig selv fuldstændigt. Det eneste, jeg tænker på, er, om mit barn bliver hjerneskadet, eller der vil ske andet. Jeg forstår det ikke, og det går så hurtigt, at jeg ikke kan nå at få en forklaring, fortæller hun.

Ved halv syv-tiden bliver lille Angelina taget ud af Vlora og undersøgt for vand i lungerne. Imens bliver Vlora syet sammen, og tiden, inden hun kan holde sin datter i armene, føles som en evighed for den nybagte mor.

– Jeg ligger der helt alene og forstår ingenting. Jeg vil bare op til mit barn og min mand. Billedet af kernefamilien og min datter, der kommer op på mit bryst, bliver slettet. Jeg får ikke lov til noget som helst.  Jeg havde det forfærdeligt. Jeg vil bare over til min datter. Jeg har ventet ni måneder på hende, og jeg vil bare havde hende i mine arme og være mor for hende. Man ved, hvor vigtigt det er med hud- til-hud, men hun skal ind i en kuvøse. Jeg tænker på, om der er sket noget med hende, men jeg kan ikke en gang ringe til min mand. Jeg føler mig meget alene, husker Vlora.

Ignorerer signaler

Heldigvis har datteren Angelina det rigtig godt, og her burde historien være endt med en skøn genforening, ømhed i kroppen og de første timer sammen som familien. Men sådan går det desværre ikke.

Da Vlora endelig får lov til at se sin datter, vil hun gøre hvad som helst for at være sammen med hende og holde om hende. Hun har dårlig samvittighed over at være blevet kørt til opvågning og derfor ikke kunne være der for hende i de første vigtige timer, så hun ignorere de første tegn på, at noget er galt.

LÆS OGSÅ: Sådan er den første time for en nyfødt baby

Efter et stykke tid går det dog op for moren, at hun er ved at få det dårligere og dårligere. Jo mere hun holder om sin datter, des svagere bliver hun. Blandt andet bløder hun kraftigt fra sengen og ned på gulvet. Når folk spørger, om hun har det ok, svarer hun ja, for hun ved, at de ellers vil tage datteren ud hendes arme.

– Jeg ved godt, at jeg skal skilles fra hende, så jeg siger, at alt er godt.

Blødningen er så stærk, at Vloras mand Kasper lægger mærke til det, men det, der gør ham ekstra nervøs, er,  at Vlora er ligbleg, har blanke øjne og blå læber. Kasper slår alarm, Vlora bliver kørt væk med to læger og tre sygeplejersker, og så begynder nogle timer med at få livmoderen til at trække sig sammen.

Det foregår ved, at første den ene og så den anden slår og presser af al kraft på maven lige over kejsersnitsåret. De bokser på maven som var det hjertemassage, og for hvert stød sprøjter det ud med blod og kæmpe blodklumper.

– Jeg bliver ved med at råbe: ”Hvad laver I? Er I ude på at slå mig ihjel?”. Jeg græder og græder, og ser blod ud over det hele. Jeg tror seriøst, at jeg skal dø, siger hun til Voresbørn.dk.

Inden Kasper skal ned til datteren, når han at se sin kone ligge med læger om sig.

– Jeg har aldrig set det ansigtsudtryk være så bange og frygtfuldt. Han kigger, som om jeg er død, og går helt i chok, og der var blod overalt. Alle læger var smurt ind i mit blod. Jeg tænker, at nu kradser jeg af.

Da lægerne endelig giver op, har Vlora mistet fire liter blod, og hun bliver derfor kørt på intensiv for at få blodtransfusion.

­­- Jeg hyperventilerer, og min krop går i chok og begynder at ryste. Jeg har næsten ingen blod tilbage. Min mand står på gangen og ved ikke, om han skal gå ind til sin datter eller sin kone, siger Vlora, der ikke anede, hvad der foregik, men var lettet over at slippe for de voldsomme pres.

Glemmer smerterne

Seks timer senere vågner hun omtumlet, øm og med endnu en operation bag sig.

I timerne forinden har lægerne været i fuld gang. Livmoderen ville ikke trække sig sammen, så kejsersnitarret blev skåret op og livmoderen sat fast i et forsøg på at redde den, så Vlora har mulighed for at få børn igen.

Familien er samlet om Vloras seng, og endelig kan hun få lov til at holde Angelina.

LÆS OGSÅ: Nybagte forældre skal støttes i amning

– Jeg tager hende fuldstændig ind til mit bryst, og så begynder hun bare at sutte. Jeg glemmer alt, hvad der er sket, og hun ligger bare på mig. Det var, som om mine smerter forsvandt. Da min mand skal tage hende for at give hende noget at drikke, kommer smerterne igen, og jeg ligger bare og græder.

Men hun er i live. Datteren har det fint. Godt nok svulmer maven op, så Vlora skal til MR-scaninng, men det er heldigvis ikke så alvorligt. I ugerne efter er hun mere smadret, end man kan forestille sig, og det er hårdt at få kroppen til at komme sig efter de to operationer. Her mange måneder senere er der stadig problemer med den, men Vlora er alligevel dybt taknemmelig.

– Jeg er taknemmelig for, at det er mig, det gik ud over, og ikke min datter. At det ikke var hende, der skulle indlægges, at jeg ikke har født for tidligt, og at hun er sund og rask. Jeg ville ikke kunne tilgive mig selv, hvis jeg var skyld i, at der skete hende noget, siger Vlora.

Og så er hun taknemmelig over alle dem, der donerer blod, og at vi her i landet er i gode hænder på fødegangen. Begge dele var med til, at hun overlevede. Og ikke blot det – lægerne formåede at redde livmoderen.

I dag er hun nemlig gravid igen og skal føde i midten af juni – med planlagt kejsersnit.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: Lilli endte med at blive taget med tang

LÆS OGSÅ: Smertefri fødsel – sådan!

LÆS OGSÅ: Fødselskomplikationer: Emil lå i underkropsstilling

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Mia, Mickey, Melissa og lille Marley, der ligesom sin storesøster havde fart på, da han blev født. Foto: Maria Sattrup og privat

Far var jordemor ved Mias lynfødsel

Mia havde småveer en hel dag. De gjorde bare ikke ondt, så hun tog hjem fra hospitalet, fire centimeter åben. Øjeblikke senere fødte hun lille Melissa – lige ud i armene på den nybagte far.

Skrevet af Sofie Winther Askgaard
29. april 2015

Vi spoler tiden seks måneder tilbage. Klokken er 02.47 på fødegangen på Hvidovre Hospital. 26-årige Mia Rasmussens nyfødte dreng er kun tre timer gammel, men Mia er som andengangsfødende allerede i tøjet og klar til at tage hjem.

Lettere fortumlet efter en lynfødsel, men taknemmelig over at have presset sin baby ud, mens hun lå i en hospitalsseng. Hendes tre år gamle datter kom nemlig – ganske uplanlagt – til verden hjemme i dobbeltsengen, mens Mia skreg sig igennem det, hun beskriver som vanvittige veer, og det hele var ovre, før hun nåede at fatte, hvad der skete.

Veer eller ej?

Vi spoler tiden yderligere tre år tilbage. Helt nøjagtig til en oktobermorgen på Amager. Mia Rasmussen vågner ved syvtiden og skal tisse. Med møje og besvær får hun bugseret sig selv og den 41 uger gravide mave med ud på toilettet. Det niver i underlivet. Men det gør ikke ondt, så det kan ikke være veer, tænker Mia.

To timer senere strammer det mere til.

Faktaboks

3 hurtige til far

Var du bange under fødslen?

Ja! Men jeg gjorde bare, som jordemoren sagde i telefonen, og blev ved med at sige til Mia, at hun skulle huske at trække vejret.

Hvordan var det at tage imod sit eget barn?

En vild oplevelse! Men også skræmmende, fordi jeg ikke anede, hvad jeg skulle gøre. Mange har sagt, at jeg var sej, men jeg er altså ikke en superhelt – enhver ville klare det, hvis de stod i situationen, for det er man nødt til.

Hvad tænker du om fødslen i dag?

Jeg tænker tilbage på fødslen med stolthed, samtidig med at jeg tænker ’det skal ikke ske igen, ellers tak!’. Jeg frygtede virkelig en gentagelse ved fødslen af Marley – det skulle bare ikke ske en gang til!

– Så kunne jeg godt se, at der måske var optræk til noget, men jeg tog det roligt. Det tager jo lang tid første gang, fortæller Mia.

– Jeg havde en tid på hospitalet til tjek samme dag, fordi jeg var over termin, siger hun.

LÆS OGSÅ: Fars fødselsoplevelse: “Jeg følte mig som en verdenshersker”

Hun sender kæresten, Micky, på arbejde. Hun har godt tjek på det der med fødsler, mener hun selv. Fødselsforberedelse har hun sprunget over, men hun har været med til en venindes fødsel og tænker ‘det kan jeg godt klare – på et hospital, altså!’.

– Jeg havde da hørt om, at man kan føde hjemme, men det kunne jeg ikke forholde mig til, siger Mia.

– Jeg syntes også, det var lidt spændende at skulle ud på hospitalet. Og mere trygt.

Hun tager hen til sin søster, men der går ikke ret lang tid, før spændingerne tager til. Ondt gør de stadig ikke, synes Mia, men det føles ubehageligt, så hun ringer for en sikkerheds skyld til fødegangen på Hvidovre Hospital.

– De mente sagtens, jeg kunne vente og bare komme til den planlagte tid, og det stolede jeg på. Men jeg ringede alligevel til min kæreste for at få ham med. ‘Er du sikker på, det er veer?’ spurgte han for tyvende gang den dag. Og for første gang var jeg sikker, fortæller Mia.

En udstillet gris

Først lidt småveer, så et tjek på fødegangen, måske en lille gåtur, og så – en baby bliver født under jordemorens kyndige vejledning på en fødestue. Sådan har Mia forestillet sig sin fødsel. Men da hun nu sidder i venteværelset, kan hun godt fornemme, at sådan ender det ikke.

– Alle omkring mig havde ondt, og det skal man jo også have, når man skal føde. Det havde jeg bare ikke, og jeg følte mig forkert; som om jeg ikke havde ret til at være der, fortæller Mia, der får et chok,
da hun efter flere timers venten endelig bliver undersøgt.

‘Gode veer og fire centimeter åben. Du skal ind på en fødestue’ siger jordemoren til hende. Hold da op, det går stærkt, tænker Mia og Micky. Men på fødestuen kommer Mia igen til at vente sammen med kæresten og sin søster, der skal med til fødslen. Og vente. Hun føler sig fjollet

– Jeg sad på briksen og følte mig som en udstillet gris. Jeg kunne høre andre kvinder skrige af smerte, mens jeg bare sad og ventede på, at der skulle ske noget. Det gjorde der bare ikke. Jeg følte slet ikke, jeg kunne være i min egen krop. Jeg ville bare hjem, husker Mia.

LÆS OGSÅ: Smertefri fødsel – sådan!

Først får hun dog et klyx, et bad og et tjek. Stadig fire centimeter åben. Der er intet sket i alle de timer, de har været på hospitalet. Nu insisterer Mia på at komme hjem, for hun tror ikke, der vil ske fremskred i fødslen, hvis hun bliver på hospitalet.

Hendes krop vil ikke samarbejde, føler hun. Jordemoren insisterer dog på at give hende en pillecocktail med for at tage toppen af smerterne. Som Mia ikke har. Men hun går med til det. Bare hun kan komme hjem nu, så hendes krop kan slappe af.

Kroppen tager over

Klokken 19.30 – efter seks lange timer på hospitalet – er Mia atter hjemme i sin trygge hule. De lufter hunden og tænker, at den fødsel vist har lange udsigter.

Alligevel beder hun Micky om at gå ind til naboerne – som er hans forældre – og sige, at de skal holde sig væk.

– Jeg havde ikke lyst til, at nogen skulle se på mig. Jeg havde veer, og de kunne mærkes, men min hjerne accepterede ikke rigtigt, at jeg var i fødsel, fortæller Mia, der sluger pillerne som aftalt og putter sammen med kæresten på sofaen for at se en film.

Klokken er omkring 21. Filmen er nået til introteksterne, og som et lyn fra en klar himmel vælter voldsomme smerter ind over Mia. Hun kan dårligt få vejret for de konstante mavepustere.

LÆS OGSÅ: Hjemmefødsel: “Jeg vil have en unik oplevelse”

– Veerne slog luften ud af mig, og jeg skreg og skreg, fordi det gjorde så vanvittig ondt, husker Mia.

– Micky gik i panik. Han prøvede at få mig ud i bad eller tilbage til hospitalet. Men det ville jeg ikke, for så skulle vi sidde der igen og vente, husker Mia.

– Hvad jeg tænkte på, ved jeg ikke, for vi skulle jo være kørt. Men jeg tror, min krop tog over.
Hun går dog omsider med til at tage et bad. Med Mickys hjælp får hun tøjet af, og han nærmest løfter hende ud i brusekabinen, hvor hun sætter sig påknæ. Stå kan hun ikke. Micky løber ud for at hente en stol, og i samme sekund kommer den første presseve.

Ud med svigermor

– ‘Fuuuck’ tænkte jeg bare. ‘Du må ikke presse, du må ikke presse!’ messede jeg i hovedet, men selv om jeg kæmpede imod, kom jeg til at presse med, og jeg tror også, at vandet gik. Det gjorde vanvittigt ondt! beretter Mia.
Når hun fortæller om fødslen, må hun have Mickeys hukommelse til hjælp, for det er ikke alt fra de overvældende timer fyldt med smerte, der står klart.

– Mickey kom styrtende tilbage, flåede mig ud af badet og kæmpede for at få mig i tøjet, så vi kunne komme på fødegangen. Men jeg kunne ikke. Det pressede afsindigt, og jeg kunne ikke koncentrere mig om andet, fortæller Mia, der ikke er i tvivl om, at naboerne må have fået sig en på opleveren den aften.

Hun skriger så højt, at selv en tyk termorude ikke kan holde stand. Svigermor har lugtet lunten og kigger ind, men flyver ind til sig selv på Mias brøl om, at hun skal gå UD.

– Hun var bare bekymret, men jeg magtede hende ikke, forklarer Mia.

– Da jeg endelig fik taget mig sammen til at rejse mig fra sengen og få tøj på, faldt jeg sammen i Mickys arme, for nu skete der noget. ‘Hun kommer nuuu!’ fik jeg skreget til ham.

LÆS OGSÅ: Hjemmefødsel – bliv mor hjemme i stuen

Og det gør hun. Mia når kun at kaste sig tilbage på sengen og flå bukserne af, før toppen af et hoved titter ud mellem hendes ben. Midt i kaosset får hun beordret Micky til at ringe til fødegangen, så han i det mindste har en jordemor i røret, som kan guide dem.

– Jeg anede ikke, hvad jordemoren sagde. Min krop pressede bare, og jeg kunne ikke holde det tilbage, selv om jeg holdt på babyens hoved, husker Mia.

– Og så kom hun. Micky nåede akkurat at smide telefonen på sengen, da Melissa nærmest fløj ud. Han greb hende og lagde hende på sengen.

Få sekunder efter drister svigermor sig til at komme tilbage. Heldigvis. For hun har ro til at få pakket den nyfødte pige ind i et håndklæde og lægge hende op til Mia. Klokken er 22.07, og ambulancen er på vej. Men Mia er nervøs.

En poseklemme på navlen

– Jeg græd. Det gjorde vanvittig ondt, selv om hun var ude. Og hvorfor skreg hun ikke, som babyer skal? Hun gryntede, og jeg var skrækslagen for, at der var noget galt. Der var jo ingen fagfolk til at tjekke hende og sige ‘tillykke, det blev en velskabt pige’, forklarer Mia.

Jordemoren i telefonen guider Micky til at afklemme navlesnoren med en poseklemme fra køkkenskuffen, og 13 minutter efter ankommer ambulancen. Mia skal føde moderkagen på hospitalet, og lille Melissa skal tjekkes.

– Godt, det var en mørk aften! griner Mia ved tanken om sig selv i undertrøje, nettrusser, klipklapper og en navlesnor dinglende ud over trussekanten på vej ned til ambulancen.

Hendes krop ryster ukontrolleret af adrenalin og chok.

LÆS OGSÅ: Smertefri fødsel – sådan!

– Jeg havde været bange, fordi jeg manglede en jordemor til at hjælpe mig. Det var egentlig ikke en dramatisk fødsel, for alt gik jo godt. Men jeg er lidt ked af, at det gik så stærkt og ikke blev, som jeg havde forestillet mig. Almindelig – det var min fødsel i hvert fald ikke!

På hospitalet føder hun moderkagen og får et par sting. Endelig bliver den lille baby tjekket igennem af fagpersoner, og svaret kommer lidt forsinket: ‘Tillykke, en velskabt pige!’

– Endelig turde jeg være lykkelig. For vi havde det alle godt, fortæller Mia, der efter fem timer bliver sendt på barselsgangen, hvor familien bliver til næste eftermidag.

Toast og flag, tak!

For halvandet år siden blev Mia gravid igen. Lykkerusen over de to magiske streger blev dog afløst af minderne om den første ekspresfødsel, der ellers efterhånden blot var et fjernt minde.

– Det gik pludselig op for mig, at jeg faktisk følte mig snydt. At jeg ikke havde ikke fået den fødsel, jeg havde forventet. Alle siger, at jeg har fået en unik oplevelse i stedet, men alligevel føler jeg mig frarøvet min drømmefødsel, forklarer Mia, der bevidst fravalgte en hjemmefødsel anden gang.

– Jeg ville gerne opleve den tryghed, jeg manglede sidst, ved at være på et hospital. Med en jordemor, der kunne guide, og hvor mit barn blev tjekket, så jeg kunne være sikker på, at der ikke var noget galt, forklarer hun.

– Og så selvfølgelig bakken med toast og flag! griner hun.

Det fik hun. Næsten. Marleys fødsel begyndte nemlig i stil med første fødsel også om morgenen med spæde veer, og da Mia kom til tjek, var hun fire centimeter åben.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: Otte timer over tid men kun tre timer undervejs

Men veerne gjorde ikke ondt, Mia var utilpas ved at opholde sig på hospitalet, og efter flere timer havde der, ligesom første gang, ingen udvikling været i fødslen.

Hun insisterede derfor på at tage hjem, trods jordemorens protester. Hjemme gik der også kun kort tid, før hun mærkede det velkendte godstog af vilde veer, der kom bragende ind over hende.

Anden gang nåede hun dog fødegangen – 25 minutter senere var lillebror ude.

– Jeg fik min hospitalsfødsel, siger Mia og smiler.

– Det gik vanvittigt stærkt, og ligesom første gang kunne mit hoved ikke følge med. Men denne gang havde jeg i det mindste ikke så store forventninger; det turde jeg ikke. Og det var godt, for det var heller ikke lige sådan, jeg havde forestillet mig fødsel nummer to.

Mia har efterfølgende fået at vide, at hendes første barn, Melissa, sandsynligvis har været såkaldt stjernekigger. Hun har måske stået en anelse skævt i bækkenet hele dagen, men da hun først er svuppet på plads, er det gået stærkt.

Når Mias gravide veninder i dag beder om et godt råd, kan hun ikke lade være med at joke lidt. ‘Tag på fødegangen, når det gør ondt!’ driller hun.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: Træk vejret, eller ti stille!

Måske skulle hun have fulgt sit eget råd og være blevet på hospitalet under begge sine fødsler i stedet for at være taget hjem i lejligheden. Så var Melissa ikke kommet til verden i dobbeltsengen.

– Men det vigtigste er jo, at man lytter til sin egen krop, siger Mia.

– Jeg insisterede på at tage hjem, fordi jeg kunne mærke, at min krop igen ikke ville samarbejde, og fødslen nærmest gik i stå, mens jeg var på hospitalet, forklarer hun – men tilføjer:

– Men nu er det jo heldigvis ikke alle, der føder så pludseligt og hurtigt som jeg.

LÆS OGSÅ: Fødsel i foto: Bliver det en lille Birk?

Faktaboks

Når baby har fuld fart på

Nogle gange går en fødsel hurtigere end gennemsnitligt, og babyen vil bare ud

Hvis du er i aktiv fødsel i mindre end seks timer som førstegangsfødende, er du en hurtigføder.

Der findes ingen præcise tal for, hvor mange der føder på vej til fødegangen – eller uplanlagt i soveværelset som Mia – men det er sjældent.

Det kan måske berolige dig at vide, at en hurtig naturlig fødsel ofte er helt ukompliceret. Din baby har bare travlt, og din krop har styr på, hvad den skal.

Kilder: Jordemor Lea Toft fra Jordemoderhuset samt Mamanet.dk

Faktaboks

Er du en hurtigføder?

Der er større chance/risiko for, at du føder hurtigt, hvis du:

Har en medfødt eller erhvervet skade på livmorhalsen.

Har fået fjernet noget af livmorhalsen pga. celleforandringer.

Er andengangsfødende og fødte hurtigere end forventet første gang.

Har født mange børn.

Har fået flere børn hurtigt efter hinanden.

Kilder: Jordemor Lea Toft fra Jordemoderhuset samt Mamanet.dk

 

 

 

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer