600marts2010

Sej dreng, sart hjerte

Anjas baby stod ikke langt nok nede i bækkenet, lå skævt med hovedet og var i det hele taget svær at få til verden. Men det endte godt – trods en ekstra udfordring, som lille Malthe fik med sig i livet.

Anja Rasmussen, Redigeret af Ida Bjørg Meldgaard, Vores Børn, Marts 2010
21. april 2010

Faktaboks

NAVN: Anja Rasmussen

ALDER: 32 år

STATUS: Kæreste med Morten

BOPÆL: Odense

HVOR MEGET TOG DU PÅ UNDER GRAVIDITETEN:

15 kilo

HVOR LÆNGE HAVDE DU VEER?

26 timer og 28 minutter.

HVOR LÆNGE AMMEDE DU?

I fem uger.

Faktaboks

Skriv til Vores Børn på maanedensmor@voresborn.dk, og fortæl om din fødsel. Husk at udfylde oplysningerne om dig selv, og send os nogle skønne billeder af den lille ny + billede af dig selv.

Fra vi besluttede, at nu ville vi lave et barn, og til jeg var gravid, gik der tre måneder, og befrugtningen skete i første reelle forsøg. Jeg havde en lettere turbolent graviditet. Svigermor døde, jeg havde kvalme i fire måneder, faldt og skulle til skanning og fik vand i benene, og vi skulle flytte 19 dage før termin.

Derfor var lykken stor, da vi nærmede os datoen. Men vores lille dreng, som, vi vidste, det var, ville ikke ud, og jeg fik tid til igangsættelse på den dag, jeg var 42+0. Vi håbede selvfølgelig, at fødslen ville gå i gang før.

Klokken tre natten til igangsættelsesdagen fik jeg endelig veer. Men der var cirka ti minutter imellem veerne, som dårligt kunne mærkes, og vi endte med at tage på sygehuset klokken otte, hvor jeg alligevel skulle sættes igang.

Klokken 9.15 var den første stikpille lagt, og så var det bare at vente. Over middag begyndte veerne stille og roligt at tage til, jeg var to centimeter åben, og de vurderede, at jeg ikke behøvede flere stikpiller, og at fødslen ville udvikle sig af sig selv herfra.

Genstridig baby
Ved 17-tiden begyndte jeg at få voldsom pressetrang, jeg rendte på toilettet hele tiden, og til sidst fik jeg det så dårligt, at jeg begyndte at kaste galde op. Jeg følte det, som om jeg var dehydreret, og min kæreste rendte i pendulfart fra stuen til sygeplejerskerne, fordi jeg fik det dårligere og dårligere.

Endelig klokken 20.30 kom jeg ind på fødestuen. Jeg pressede, vandet gik, og jeg fik tilbudt epidural og sagde ja tak. Da epiduralen var lagt, gjorde pressetrangen ikke ondt længere, men den var der stadig, så jordemoren foreslog en pudendusblokade, som jeg ellers svor inden, at jeg ikke skulle have. Men jeg tænkte, hvis det virker, så hit med den!

Pludselig var der vagtskifte, og ind kom en engel af en jordemor. Epiduralen og pudendusblokaden gjorde nok også, at det føltes sådan. Jeg fik lagt et vedrop, og nu kom veerne under kontrol, men jeg var desværre kun fire centimeter åben. Efter en time sagde jordemoren: “Jeg har en god nyhed og en lidt dårligere. Den gode nyhed er, at du nu er ni centimeter åben. Den lidt dårlige nyhed er, at barnet ikke er helt nede i bækkenet endnu.”

Læs videre på næste side >>

Så var det op at stå og vrikke, så han kunne komme på plads, og da presseveerne begyndte, var det op på briksen og presse. Men han lå stadig ikke langt nok nede. Ned og vrikke igen. Pludselig var han langt nok nede, og så skulle der presses. Men ak, nu lå han lidt skævt med hovedet, og samtidig med at jeg pressede, skulle jordemoren dreje hans hoved lidt. Han ville bare ikke ud.

Efter halvanden time med presseveer og en dreng, der ikke ville ud, begyndte hans hjerterytme at dale, og der blev tilkaldt en læge, for næste skridt var sugekop. Nej tak, tænkte jeg, og i det samme lagde han sig rigtigt, og jeg pressede alt, hvad jeg kunne, og ud kom han – en fin dreng på 3430 gram og 53 centimeter Han havde sin ene hånd oppe ved kinden på vej ud, så jeg bristede lidt.

Efter at vi havde sundet os lidt, gennemgik de vores lille Malthe, som vi allerede inden fødslen vidste, han skulle hedde. Han havde tabt sig lidt de sidste 14 dage, fordi jeg gik over tid.

En hård start
Da jeg på grund af epidural og pudendus ikke kunne tisse selv, kom vi over på barselsgangen. Heldigvis for det, for da Malthe var 14 timer gammel, var der en sygeplejerske, der, på trods af børnelægens ord om, at alt var okay, alligevel syntes, han havde en forkert farve. Hun ville måle hans ilt i blodet, men da hun stod med ham, blev han pludselig helt blå, og hun skyndte sig på børneafdelingen med ham, hvor de fandt ud af, at han var født med en hjertefejl – hypoplastisk højreventrikel. Pludselig skulle han navngives, og vi skulle tage stilling til, om han skulle på Skejby eller Riget. Vi valgte Skejby, og næste dag skulle vi af sted.

Blot to døgn gammel blev Malthe opereret for første gang. Han gennemgik endnu en operation, da han var omkring et halvt år, og skal igennem en mere, når han er tre-fire år. Han skal også have et nyt hjerte, når han bliver voksen.

En uge efter var vi hjemme igen og skulle være en familie for første gang. Malthe er i dag en glad dreng på otte måneder, som stortrives trods sin hjertefejl. Han er en dreng, der vil frem i livet.

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

fødsel

1 fødsel – 3 oplevelser

En fødsel kan opleves vidt forskelligt, alt efter om du er jordemoren med fagligt overblik, den nervøse far på sidelinjen eller mor, som skal gøre det hårde arbejde.

Skrevet af Sofie Winther Askgaard
04. september 2015

fødselmor “Det var vildt at opleve en jordemor, der havde tillid til min krop

fødselfar Fars fødsel: “Utroligt at jeg var så sikker og rolig”

fødseljordemorFødsel set som jordemoder: ”En fantastisk fødsel – med visse udfordringer

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

anne ruby

Fødsel set som jordemoder: ”En fantastisk fødsel – med visse udfordringer”

Anne Ruby er privat jordemor og giver sit syn på, hvordan en fødsel ser ud fra en jordemors vinkel.

Skrevet af Sofie Winther Askgaard
04. september 2015

Faktaboks

Jordemoren

Anne Ruby, privat jordemor med klinik på Frederiksberg og mor til tre. Se mere på privatjordemoder.dk

Telefonen ringer klokken tre om natten. Annes vand er gået, men hun har ikke veer, så jeg beder hende gå i seng og slappe af. Klokken 6.45 ringer Kasper,
for nu har Anne veer med fem-seks minutters interval, og de gør ondt. Vi mødes en time senere i min klinik, og jeg kan tydeligt se og høre på Anne, at hun er i aktiv fødsel.

Klokken ni kommer Anne i fødekarret. Hun har en flot vejrtrækning og arbejder godt med veerne, så jeg fortæller hende bare, hvordan hendes barn har det, og at alt er, som det skal være.
Klokken 9.20 er hun helt åben, bortset fra en lille kant, og jeg får hende til at flytte sig rundt i forskellige stillinger, så barnets hoved kan trænge bedre ned på bækkenbunden. Jeg har nemlig en fornemmelse af, at det er et stort barn, og vi må give det tid til at arbejde sig ned og ikke presse for tidligt.

LÆS OGSÅ: Sådan opleves den samme fødsel set med mors og fars øjne

Klokken ti begynder Anne at presse, og hovedet kommer langsomt frem. Hun er lidt opgivende og falder langt væk mellem veerne, så jeg begynder at tage mine forholdsregler. Hjertelyden er perfekt, så jeg er ikke bekymret for, at navle-snoren sidder om halsen, men det er et meget stort barn.

Nu skal barnet ud!

Lidt over 11 kommer hovedet frem, men mellemkødet giver sig ikke meget, og jeg lægger en episiotomisaks og lokalbedøvelse frem, hvis jeg skal lægge et klip. Jeg siger ikke noget, for det vil stresse Anne. Det begynder at være rigtig hårdt, og jeg må kommandere lidt med hende.

Klokken 11.18 føder hun hovedet, men barnet er så stort, at det sidder fast med hagen, og jeg må lirke underlæben og hagen frem i en vepause. Det har jeg
alligevel aldrig prøvet før! Skuldrene roterer ikke, som de skal, og barnet sidder fast – han skal han ud hurtigt! Anne presser alt, hvad hun kan, og med et par fingre får jeg fat under barnets armhule og med stor kraft trukket højre skulder ud. Så kan jeg forløse resten af kroppen, og drengen skriger med det samme.

LÆS OGSÅ: Jordemødre: Vi har så travlt, at ting går galt

Klokken 11.40 føder Anne moderkagen i vandet. En stor kalorius på 900 gram. Hun kommer op af karret, og jeg tjekker hende. Utroligt nok har kun fået en lille rift, der blot kræver to små sting. Liv-

moren trækker sig fint sammen, hun bløder ikke mere, end hun må. Men hun er svimmel og dårlig. Jeg tænker, om der er blødninger et sted. Men alt ser fint ud, så jeg tager det roligt og formoder, at det skyldes udmattelse, for hun har været stresset op til fødslen med arbejde.

En stærk fødsel

Klokken 17 er hun bare stadig dårlig, og jeg må overveje, om hun skal indlægges, for jeg er ikke tryg ved det længere. Jeg ringer efter en kollega, så vi sammen kan vurdere, hvad der er bedst. Hun er jordemor og choktraumeterapeut og vurderer hurtigt, at Anne er en smule chokeret oven på oplevelsen. Det lykkes hende at få talt Anne på benene.

Det er en på mange måder stærk fødsel. Jeg har hele tiden troet på, at Anne kunne få en bedre oplevelse end sin første fødsel. Hun føder jo så et barn, der er halvandet kilo større end den første – med egne veer og uden smertelindring. Jeg er kun nervøs, da han sidder fast, og jeg må trække så hårdt for at få ham ud, at jeg får noget nær en arbejdsskade i højre pegefinger og albue. Det er en fødsel, der går, som den skal, men ikke uden udfordringer. Det er heller ikke normalt at kollapse så voldsomt bagefter. Men fødslen kan karakteriseres som en spontan, ukompliceret fødsel, fordi komplikationerne ikke får lov til at udvikle sig. 

Faktaboks

Er det en stor krabat?

Ifølge jordemor Anne Ruby er din baby stor, hvis den vejer over fire kilo, og virkelig stor, hvis den vejer over 4,5 kilo.

Får du at vide, at du har en stor krabat i maven, er der ingen grund til panik. Over halvdelen af de tilfælde, hvor et barn sidder fast ved skuldrene, når det skal ud, involverer børn af lille eller normal størrelse, og når det sker, er det kun sjældent, at man må tage skrappe metoder i brug for at få barnet ud.

Desuden er der fordele ved at få en baby i størrelse XL, fordi større børn ofte lægger godt pres på livmormunden, så du åbner dig hurtigere.

Det er et tegn på sundhed, at babyen er stor (medmindre det skyldes sukkersyge hos dig), og store børn vil ofte være klar til at sutte lige efter fødslen.

Man giver dog af og til et tilskud af mælk til meget store babyer de første par dage, da barnets blodsukker kan nå at dykke, inden din mælk løber til.

Kilde: Jordemor Anne Ruby.

LÆS OGSÅ: Få det bedste ud af din jordemor

LÆS OGSÅ: 8 vigtige opgaver for far under fødslen

LÆS OGSÅ: Veen – din bedste ven selvom den gør skide ondt

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

Sådan føles det at føde en baby

“Det var vildt at opleve en jordemor, der havde tillid til min krop”

Anne valgte at føde på privat klinik efter en barsk første fødsel. Anden gang var hun meget mere tryg.

Skrevet af Sofie Winther Askgaard
03. september 2015

Faktaboks

Baggrund

Annes første fødsel var dramatisk; hun blev sat i gang, der kom elektroder på babyens hoved, der var mange mennesker i rummet, og hun var utryg og kunne ikke arbejde med veerne. Denne gang håber hun på en anderledes fødsel og har fravalgt hospitalet til fordel for en lille klinik med en privat jordemor, som hun kender og er tryg ved.

Klokken tre om natten dagen før termin går vandet. Nervøsiteten melder sig med vandet, for hvad skal der ske nu? Jeg har ikke prøvet selv at gå i fødsel før, så jeg ringer straks til min jordemor, Anne, men jeg har ikke veer endnu. Hun beder mig gå i seng igen, men jeg kan da ikke sove! Veerne begynder så småt, og de bider lidt, men jeg kan godt holde det ud endnu.

LÆS OGSÅ: Den samme fødsel oplevet som far og jordemor

Klokken 7.45 er der fire minutter mellem veerne. Nu gør det ondt, og jeg har brug for tryghed og hjælp, så vi kører ned til klinikken. Jeg slapper med det samme mere af, da jeg ser Anne. Hun masserer min lænd og opfordrer mig til at stole på min krop. Jeg når at tænke, at det er mærkeligt, at hun ikke undersøger, hvor langt jeg er i fødslen, men ellers gør det så ondt, at jeg kun kan koncentrere mig om at trække vejret gennem veerne. Kasper pumper fødekarret op, og jeg kommer i det klokken ni. Åh, det lindrer!

LÆS OGSÅ: Hjemmefødsel: “Jeg ville have en unik oplevelse”

Anne siger pludselig, at jeg gerne må presse, hvis jeg føler for det. Allerede? Jeg føler, det går rigtig stærkt. Men så kommer presseveerne, og jeg kan ikke lade være med at presse med. Jeg ‘falder væk’ mellem veerne og bliver faktisk lidt bange for, om det er normalt. Anne siger, at det er min krop, der samler kræfter, og jeg stoler på hende, selv om det er ubehageligt. Klokken ti begynder jeg for alvor at presse. Det gør vanvittig ondt, og jeg føler ikke, at der sker noget, selv om jeg presser løs.

Pres – NU!

Jeg er ved at give op efter en time. Jeg er udmattet og føler ikke, der er nogen fremgang, uanset hvor meget jeg presser. Anne har sagt, at jeg skal følge min krop – men pludselig siger hun: ‘NU skal du presse!’. Jeg kan mærke, at det er alvor, men når ikke at tænke over hvorfor – jeg presser bare, uden presseveer og med et brøl, for jeg fornemmer, at nu skal babyen ud.

Klokken 11.20 føder jeg og trækker selv babyen op af vandet. Hun ligner storesøster på en prik, tænker jeg. Lige så lille og fin. Nogle minutter senere går det op for mig, at det er en dreng – og at han vejer knap fem kilo! Havde Anne fortalt mig det under fødslen, ville jeg nok have været mere opgivende; jeg ved ikke, om jeg kunne have fået ham ud. Lillebror er glubende sulten, og jeg har heldigvis mælk klar, da jeg stadig ammer storesøster, så han sutter løs og sover så i flere timer.

Hold op, hvor gør de efterveer ondt! De vælter ind over mig, og jeg priser mig lykkelig for, at lillebror sover tungt. Ved 13-tiden prøver jeg at rejse mig, fordi jeg skal på toilet, men det sortner for mine øjne, jeg er ved at besvime. Jeg bliver forskrækket og ked af det, for jeg havde drømt om, at vi skulle være hjemme til eftermiddagskaffen, og jeg vil hjem nu. Anne tager mit blodtryk 800 gange, men jeg får det ikke bedre og når at tænke, om jeg ender på hospitalet alligevel.

LÆS OGSÅ: Fødselsforberedelse: Fødselsøvelser der dur

Ved 17- tiden siger Anne, at hun kan blive nødt til at indlægge mig, og jeg ryster og græder, for jeg har det så skidt og kan ikke overskue en firesengsstue uden ro. Men hun ringer efter en anden jordemor, og de får mig sammen på benene. Det er, som om jeg får mere ro i kroppen, da der er en ekstra person, så en kan holde øje med lillebror, mens de to andre hjælper mig.

Sejt at føde kæmpe krabat

Fødslen har gjort sindssygt ondt, og det var ubehageligt at have det dårligt bagefter, men det har også været vildt at opleve en jordemor, der havde tillid til min krop i stedet for at gribe ind med medicin og instrumenter som under min første fødsel. Det gjorde mig tryg, selv om jeg var i smerte. Det var det eneste, jeg ønskede af denne fødsel: at føle mig tryg. Hvis nogen havde fortalt mig, at jeg var ved at føde en kæmpe krabat, ville jeg nok ikke have følt mig så tryg, så jeg er glad for, at jeg ikke anede noget om det.

Men nu synes jeg, det er ret sejt, at jeg har klaret at føde et barn på knap fem kilo. Jeg kunne ikke have gjort det uden Kasper‚ han var min klippe – bortset fra da han næsten besvimede. Vi havde jo været i gang hele natten uden vådt eller tørt. Han synes vist også, det er ret hårdt at føde.

Faktaboks

Tal din fødsel igennem

Hver en fødsel er unik, men du kan godt have en fornemmelse af, at din fødsel var ekstraordinært dramatisk eller ualmindelig, selv om den – ifølge din jordemor – er gået lige efter bogen. Der kan også være ting, du ikke husker, og du kan have masser af spørgsmål til forløbet, og så kan det være rart at få talt fødslen igennem med din jordemor. Har du behov for det, så ring til dit fødested, og bed om efterfødselssamtale – du har krav på det.

Kilde: Jordemor Anne Ruby.

LÆS OGSÅ: Hun var tæt på at dø under fødslen

LÆS OGSÅ: Bestilte et kejsersnit: “Angsten for at føde overskyggede glæden”

LÆS OGSÅ: Sådan styrer du din fødselsangst

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.

Palle Stefansen  på hospitalet med sin søn, som han var alene med. Foto: privat

Far var alene med nyfødt: ”Efterfølgende havde jeg rigtig svært ved at give slip på ham”

Palle Steffensen oplevede pludselig at stå alene med sin nyfødte søn det første døgn, mens hans kone måtte igennem en alvorlig operation.

Fortalt til Amalie Nebelong
18. august 2015

Faktaboks

Palle Stefansen er 32 år og bor i Holstebro med sin kone Louise og deres to sønner, Oliver på 5 år og Zander på 1 ½ år.

Hele optakten til fødslen af min første søn var præget af bad luck. Ved nakkefoldsskanningen fik vi en meget nedslående nyhed om, at risikoen for, at han ville få Downs syndrom, var høj.

Det var meningen, at vi den efterfølgende uge skulle have taget en fostervandsprøve for at få slået fast, om han havde det eller ej. Så midt i vores store glæde over endelig at være blevet gravide, efter at have prøvet i to år, blev vi meget bekymrede og måtte veje for og imod med hensyn til, om vi skulle beholde barnet eller ej.

LÆS OGSÅ: Hun var tæt på at dø under fødslen

Skæbnen ville dog, at sygeplejersken, der havde foretaget nakkefoldsskanningen, havde taget fejl af tallene. Så da vi kom ind efter en uge præget af splittelse, blev vi selvfølgelig enormt lettede.

Det gik galt

Efter fejlen med nakkefoldsskanningen kunne vi mærke, at det bekymringshelvede, vi havde været igennem, havde lagt en dæmper på glæden ved graviditeten. Vi havde fået en skidt start, og det havde sat sine spor i os. Efterfølgende, hver gang der var noget, der føltes det mindste forkert, røg vi op i det røde felt med det samme.

Trods den svære start var vi ikke forberedte på, hvad der siden ville komme til at ske.

Selve fødslen gik fint. Men umiddelbart efter gik det galt.

Vores søn blev lagt op til min kone, og vi var begge rørt til tårer. Det var så dejligt. Men hurtigt efter kunne jeg godt fornemme, at sygeplejersken og lægen, der var blevet tilkaldt, da min søn blev taget med sugekop, begyndte at blive lidt mere urolige og snakkede om, at moderkagen havde sat sig fast, og at min kone derfor blødte rigtig meget. Mere end hvad godt var. Min kone havde rigtig ondt og virkede meget konfus over alt det, der skete. Pludselig var der jo fem sygeplejersker og en læge i lokalet, der stod og diskuterede på kryds og tværs og ringede rundt. Det hele var meget forvirrende, og jeg stod på sidelinjen og så til.

LÆS OGSÅ: Fars fødselsoplevelse: “Jeg følte mig som en verdenshersker”

Jeg hørte lægen sige til min kone, at hun skulle hasteopereres. Nu. For hun havde mistet rigtig meget blod, og at de  skulle derfor have opereret moderkagen fri. Hun fik lige lov til at holde vores søn, mens de gjorde alting klar. Derefter tog de ham ligeså stille fra min kone og lagde ham over i mine arme. Så sagde de: ”Tillykke, du er blevet far”.

De fortalte mig, at der ville komme nogen ind til mig om lidt – men for mig gik der et splitsekund, og så stod jeg pludselig helt alene med vores baby på stuen.

Jeg kunne se på min kone, idet de tog  vores nyfødte søn ud af hendes arme, at det var meget hårdt for hende. Hun havde forventet, at vi skulle ligge sammen med vores søn i starten, som jo er meningen, at man gør lige efter en fødsel. Dén situation blev taget fra hende dér, og det var hun bestemt ikke glad for.

Pludselig troppede hele familien op

Jeg var mutters alene på stuen med min søn i armene. Og min erfaring med børn er lig nul.

Jeg holdt ham og gik lidt rundt på stuen med ham. Men så begyndte han at græde. Og han græd rigtig meget. Så jeg forsøgte at tysse ham lidt til ro og ae ham lige så forsigtigt. Det hele var meget forvirrende.

Efter, hvad der føltes som hundrede år, kom der en sygeplejerske ind og førte min søn og jeg hen til en stue, hvor vi kunne overnatte. I samme øjeblik kom mine svigerforældre, mine forældre og noget andet familie på barselsbesøg.

Vi havde lovet at give familien besked, når vandet var gået, og når han var blevet født, men jeg havde ikke forventet, at de ville troppe op med det samme. Men dér stod de altså.

LÆS OGSÅ: Din fødsel – set med fars øjne

Samtidig med, at de stod og ønskede tillykke, skulle jeg for første gang give min søn en ble på, en hue og en body. Oven i anede jeg ikke, hvad der var sket med min kone, for jeg fik ingenting at vide. Så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare på familiens mange spørgsmål. De spurgte jo selvfølgelig, hvor Louise, min kone, var henne, og jeg kunne godt se på især min svigermor, at hun var meget bekymret.

Sveden piblede ned af mig, og jeg havde det bare sådan, ”skrid med jer – gå nu”, for jeg havde virkelig ikke brug for, at familien var der lige dér. Det var enormt voldsomt.

Efter et par timer fik vi at vide, at min kones operation var gået godt, men at hendes tilstand var kritisk, da hun havde mistet rigtig meget blod og derfor var på intensivafdelingen. Jeg fik lov til at besøge hende lidt senere med Oliver, vores søn, i armene, da hun var vågnet op. Hun kunne ikke holde ham, da hun var fyldt med slanger over det hele. Og hun havde det skidt med det, for hun ville så gerne have lov til at holde sin søn. Men hun fik set ham, og vi fik kysset godnat, og så gik jeg tilbage til vores stue med Oliver.

Min søn suttede på min brystvorte

Den første nat, havde jeg forventet, at vores søn skulle ligge hos min kone. Men det blev hos mig.

Jeg blev instrueret i at smide trøjen og lægge Oliver på min brystkasse., hvilket jeg gjorde. Og så lå vi dér. Efter et stykke tid kunne jeg mærke noget, der trak i mig på brystkassen. Og da jeg kiggede ned, så jeg min søn ligge og sutte på min brystvorte. Så jeg fik tilkaldt en sygeplejerske, der fik sig et godt grin og derefter hentede noget mælk til min sultne dreng.

Jeg var et følelsesmæssigt vrag det første døgn, hvor jeg var alene med vores søn. Jeg skiftede imellem at være ovenud lykkelig for at være blevet far til den her skønne lille dreng og samtidig være rigtig ked af det og meget bekymret. Jeg kan huske, at jeg tænkte, hvad nu hvis hun går bort? Hun når lige at have født ham, så går hun bort, og så står jeg helt alene. Rigtig mange tanker fløj rundt, og jeg sov kun meget lidt. Én ting var, at jeg sprang op, hver gang han gav bare et lille pip fra sig, og så var der alle tankerne. Jeg kunne slet ikke finde ro.

LÆS OGSÅ: 8 vigtige opgaver for far under fødslen

Da det første døgn var gået, og jeg havde fået en rytme, kom min kone ned på stuen. Hun kunne gå, og hun kunne holde vores søn. Det var hun rigtig glad for. Men det havde også påvirket hende dybt, at hun det første døgn ikke havde haft mulighed for at knytte et bånd til sit barn. Hun var blevet snydt for den der helt særlige kontakt, der opstår den første tid lige efter en fødsel. Og det lykkedes da heller ikke at få Oliver til at tage hendes bryst.

Det kom bag på mig, at jeg som mand kunne have det sådan

Vi blev der i en del dage, da min kone skulle være under opsyn.

Det nærer mig den dag i dag, at jeg kunne have det sådan, men jeg kan huske, at jeg tænkte: “Giv mig ham. Han skal over til mig nu”. For jeg ville holde ham, bære ham rundt, skifte ham osv. Rollerne var byttet rundt. Jeg havde fået den rolle, som min kone skulle have haft. Og jeg havde i langt tid svært ved at give slip på ham.

LÆS OGSÅ: Derfor bliver din fødsel IKKE som på film

Det kom bag på mig, at jeg som mand kunne have det sådan. En sygeplejerske bad mig på et tidspunkt om at gå en tur, fordi hun kunne fornemme, at det var vigtigt, at min kone også fik mulighed for at skabe et nært bånd til vores søn. Og det kunne hun ikke, når jeg var der. Først var jeg sur på sygeplejersken, men jeg gik selvfølgelig den tur – for at hjælpe min kone.

Det var en turbulent tid, og min kone var tæt på at udvikle en fødselsdepression oven på forløbet.

Når vi ser tilbage på dén tid, er vi nærmest forundrede over, at vi kom igennem forløbet, som var et følelsesmæssigt kaos for os begge. Oplevelsen på hospitalet var frygtelig i sig selv, men så at komme hjem og skulle finde en ro og en rytme oven på den oplevelse var en kæmpe udfordring.

I dag er Oliver 5 år og Zander, vores yngste søn, er 1 1/2 år. Ved vores søn nummer to gik det hele, som det skulle, og min kone oplevede den der helt specielle første stund, som hun ikke havde haft med Oliver.

LÆS OGSÅ: Fem x nybagt far: Sådan var MIN fødsel

LÆS OGSÅ: Hvorfor er det mistænkeligt, når man reagerer på at få et barn?

LÆS OGSÅ: Derfor følte jeg, at det var tabubelagt at fortælle om min nemme fødsel

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Klik her, for at købe 3 nr. af Vores Børn for 99 kr.