Sådan blev jeg klar til fødslen

Fødselsforberedelse hos Smertefri Fødsel: “Jeg følte, det var mig, der kom til at sætte dagsordenen”

Selv om Rikke Harders første fødsel bestod af 30 timers hårde veer og endte med et akut kejsersnit, er hun ikke i tvivl om, at forberedelsen hos Smertefri Fødsel gav hende en bedre oplevelse, end hun ellers ville have fået.

Skrevet af Sofie Korsgaard

3 kvinder fortæller, hvordan de på forskellig vis har forberedt sig til fødslen. Rikke fulgte et forløb i Smertefri Fødsel, Heidi anvendte fødestedets tilbud, og Malene valgte at forberede sig online sammen med sin mand. Her kommer Rikkes fortælling. 

Da Rikke Harders så to streger på graviditetstesten, gik hun straks i gang med at undersøge, hvilken form for fødselsforberedelse Hvidovre Hospital kunne tilbyde. Men da det gik op for hende, at der kun var auditorieundervisning med en masse andre mennesker, var hun ikke i tvivl om, at hun ville finde et kursus på det private marked.

LÆS OGSÅ: Fødselsforberedelse på nettet: “Jacob skulle være med til det hele”

Faktaboks

Sådan foregik det

Smertefri Fødsel – eller Anja Bay-metoden – har særligt fokus på laboro-vejrtrækning, mentalbilleder og kombinationsafspænding, der kan bruges under fødslen. Grundkurset koster 2.295 kroner og består af fire mødegange a fire timer på et hold med cirka 10 gravide. Til den ene af mødegangene er partneren eller fødselshjælperen med. Læs mere på smertefrifoedsel.dk.

– Jeg ville gerne forberede mig så godt som overhovedet muligt, og jeg havde hørt fra mange andre, at det der blev tilbudt af det offentlige, ikke var særlig brugbart. At det var lidt skrabet, siger Rikke, der efter at have hørt om Smertefri Fødsel gik ind og læste om det på nettet og hurtigt blev fanget af beskrivelsen.

Var ved at give op

På kurset lærte Rikke først og fremmest nogle bestemte vejtræknings-, visualiserings- og afspændingsteknikker, som hun skulle øve dagligt op til fødslen.

LÆS OGSÅ: 

– Jeg følte mig enormt godt forberedt og glædede mig til at afprøve vejrtrækningsteknikkerne, som jeg havde lært og øvet mig på. Det gav mig en enorm ro omkring hele situationen, siger hun.

Selv om Rikke aldrig havde været bange for at føde, mener hun alligevel, at kurset havde stor betydning for, hvordan hun gik ind til fødslen.

– Det betød meget, at der var noget, jeg fysisk selv kunne gøre i stedet for bare at lægge det hele over på jordemoren. Jeg følte også, at det var mig, der kom til at sætte dagsordenen, fordi jeg vidste, hvordan jeg gerne ville have, det skulle foregå. At jeg var blevet oplært i at være meget selvstændig, siger Rikke, der dog langt fra fik en drømmefødsel.

Den bød derimod på kraftige veer i 30 timer, og det endte med et akut kejsersnit og en efterfølgende infektion, der resulterede i en operation.

LÆS OGSÅ: Fødselsforberedelse: Er du klar?

– Det kunne jo næsten ikke være gået værre, men når jeg tænker tilbage, var teknikkerne uundværlige, fordi de gav mig et fokus og et holdepunkt. Jeg var ved at give op utrolig mange gange, men jeg klarede det ved at holde fast i vejrtrækningen. Jordemoren sagde også, at jeg ikke ville have klaret det gennem 30 timer uden teknikkerne. At det var det, der løftede mig igennem.

Faktaboks

FAMILIEN

MOR Rikke Harders, 23 år, studerende

FAR Martin Bidstrup, salgschef

BARN Mille, født 12. februar 2015 på Hvidovre Hospital

Skuffet over kejsersnit

Hvis Rikke skal sætte en finger på noget, hun gerne ville have vidst inden fødslen, er det, hvad der sker, hvis det ender med et akut kejsersnit.

– Jeg synes ikke rigtig, kurset lagde op til, at det var en mulighed, at det kunne ske. Du får en selvtillid, så du tænker ‘jeg er ikke en af dem, der ender med akut kejsersnit, fordi jeg kan de her ting’. Og det er jo godt. Men da det gik op for mig, at det var sådan, det ville ende, blev jeg meget skuffet. Jeg vidste ingenting om det, og det var skræmmende for os begge.

LÆS OGSÅ: Fars fødsel: “Utroligt at jeg var så sikker og rolig”

LÆS OGSÅ: “Crazy” fødsel: Det tog tre dage og 36 sygeplejersker

LÆS OGSÅ: Smertefri fødsel – sådan!

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

loading...