Fødsel, fødselsberetning

Min fødsel: “Jeg fødte, inden jeg nåede at spise min burger”

Christina troede, hun skulle igennem et halvt døgns smertehelvede, men sådan gik det ikke.

Skrevet af Sarah Galán

Faktaboks

FAKTA OM FØDSLEN

MOR Christina Aabye Bonnet Yderstræde

ALDER 30 år

MOR TIL: Eva

I HVILKEN TERMINS- UGE FØDTE DU? 41+6

HVOR LANG TID TOG FØDSLEN? Fire timer fra vandet gik

HVAD VEJEDE OG MÅLTE BABY? 4.174 g og 56 cm

Efter en dejlig sommer med stor mave og godt humør var ventetiden ved at gå mig på. Vi nåede både bryllupper og runde fødselsdage i tiden omkring – og efter – min termin, og det føltes, som om at den dag, jeg skulle være mor, aldrig ville komme. 

Barnets køn: 8 fordele ved at vælge en overraskelse

Da jeg var gået 11 dage over tid, fik jeg piller til at modne livmoderhalsen, men to dage senere var der stadig ikke noget nyt på ve-fronten. Vi vendte tilbage til Rigshospitalet, og jordemoderen konstaterede, at jeg ikke havde åbnet mig særligt meget, men livmoderhalsen gav sig, da hun løsnede hinden, så hun tog vandet, og jeg mærkede endelig det første tegn på, at jeg skulle føde mit første barn.

LÆS OGSÅ: Er kun den dyreste barnevogn god nok?

Min tålmodige kæreste og jeg fik at vide, at vi skulle gå en tur, spise noget mad og hygge os, mens vi ventede på veerne. Den besked tog jeg lidt slukøret imod, da jeg ikke kunne overskue at gå ud i verden iført det kæmpebind, jeg havde fået ‘monteret’, som ikke gjorde min vralten mindre. 

Veer på vej ud af elevatoren

Vi besluttede så, sammen med min mor og min lillesøster på 16 år, at gå en tur mod Nørrebros mange cafeer, men først skulle vi forbi Rigets cafeteria og have en omgang burgere. 

Som min kæreste husker det, kom den første ve, i det samme vi gik ud ad elevatoren. Jeg husker ikke selv detaljer derfra, for veerne begyndte at komme, mere og mere intense, oftere og oftere og af længere og længere varighed. Jeg nåede også kun én bid af min burger (som min kæreste fik pakket ind to-go, men som aldrig blev spist), inden jeg måtte give efter for de mange veer, der nu kun gav mig pauser på mellem et og to minutter.

LÆS OGSÅ: Tænker du stadig på din fødsel?

Jeg var sikker på, at dette kun var toppen af isbjerget, og jeg gruede, at jeg nu skulle igennem et halvt døgns smertehelvede. Da vi hurtigt vendte tilbage til fødegangen, var der gået en time siden vandafgang, og jeg holdt ud på lange, dybe, kontrollerede vejrtrækninger – de hurtige gisp havde jeg aldrig lært. Efter vi havde ventet i cirka 20 minutter, var der endelig en fødestue ledig, og derfra husker jeg kun glimt: Jeg fik skiftet tøj (glimt) – jeg fik et lavement (glimt) – jeg fik sat elektroder på maven (glimt) – jordemoderen talte til min mor (glimt) – jeg bad hele fødestuen om at tie stille med et anstrengt ‘schhh!’ (glimt).

Gennem alle disse glimt, som var de øjeblikke, hvor jeg ikke havde veer, tænkte jeg, at når næste ve kom, SÅ kunne jeg ikke mere. Jeg hørte jordemoderen sige, at jeg var udvidet 10 centimeter, og jeg tænkte ikke, at dette betød, at jeg var i aktiv fødsel, men tværtimod at der var lang vej endnu. Efter lidt tid i stilhed, hvor jeg lå på siden og trak vejret og klynkede af og til, spurgte jeg jordemoderen, om en epiduralblokade mon var en mulighed. Hun svarede mig – med et lille grin – at det kunne jeg godt glemme; inden for den næste time ville jeg have født.

Pressetrang og overskud

Og så kom pressetrangen som sendt fra himlen. Endelig kunne jeg finde tilbage til mig selv. Jeg kunne snakke, se mig omkring, smile til min søster, klemme min kærestes arm kærligt og give den hele armen med at presse. I den anden ende var jordemoderen imponeret over den fremskredne fødsel, og hun bad mig heldigvis ikke om at holde igen, så jeg pressede mig blå i hovedet, hver gang jeg fik trangen. Det var så fedt. Jeg kunne mærke barnet bevæge sig nedad, stille men støt, og pludselig kunne mine tilskuere se toppen af et lille behåret hoved. Jeg rakte ned og mærkede for første gang den lilles hoved. 

Pludselig var hele hovedet ude, og efter et eller to pres mere havde jeg mit barn i armene. Min datter. Blå og hvid, varm og fedtet, skrigende og helt vidunderlig. Fødslen havde taget fire timer, fra vandet gik, og min store, sunde datter og jeg havde klaret det hele uden skrammer. Jeg var pavestolt og følte mig stærkere end nogensinde før, og jeg havde den der helt ubeskrivelige lykkefølelse. Min datter skreg og suttede uden problemer fra starten af, og vi kunne trygt forlade fødegangen samme aften. 

LÆS OGSÅ: Sådan viser du kærlighed til dit barn

LÆS OGSÅ: 11 ting du aldrig bør gøre med din baby

LÆS OGSÅ: Min fødsel: Nytårsfesten blev beriget med lille Frederik

debate

Vis facebook-kommentarer

Skjul facebook-kommentarer

Hvis du fandt denne artikel interessant, kan du i magasinet Vores Børn få mange flere råd, guides og inspiration om alt fra psykologi og familieliv til forbrug, bragt direkte til din dør hver måned. Vi er ikke bange for at tale om tabubelagte emner og gør vores bedste for at afspejle hele dit liv som forælder. Lige nu kan du få 3 mdr. abonnement og F&F Herbert bamsen som særligt tilbud. Klik herunder, for at benytte tilbuddet.

loading...